Laptops eller tablets? Skolecomputere eller "bring your own devices?" - skoleleder John Larsen kastede nogle af de spørgsmål, man som skoleleder står med, på bordet ved netværksmødet i Børsen i København

Skoleledere gør sig klar til en trådløs virkelighed

I 2014, når det trådløse netværk rækker helt ud til de fjerneste klasselokaler ud mod boldbanen på den skole, der ligger alleryderst i kommunen, så skal skolelederne også være klar til den digitale skole. Digital forandringsledelse hedder det projekt, som hver eneste skoleleder står med. I dag tog godt 100 af dem fat på arbejdet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

John Larsen drømmer om en BMW 850 - 12 cylindre og 5 liters motor. Og han er ikke bange for at sige det højt. På dagens netværksmøde i de stilige omgivelser i Børsen-bygningen i København brugte han sine firehjulede drømme som eksempel på, at man som skoleleder skal italesætte sine drømme og være tydelig i sin kommunikation om, hvilken retning, skolen skal bevæge sig i.

Skoleledere skal sikre it-udviklingen

Som skoleleder på Eggeslevmagle Skole i Slagelse Kommune drømmer han om en folkeskole med endnu bedre faglige resultater. En folkeskole, der inkluderer alle elever - også de dygtige. En respekteret folkeskole i udvikling.

"For mig er it ikke målet, men et af mange værktøjer på vejen", understreger John Larsen, der sammen med to andre skoleledere og pædagogisk udviklingschef i Microsoft David Garde-Tschertok, har taget initiativ til skoleledernetværket Digital forandringsledelse i folkeskolen. I dag er det et samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet, KL og Skolelederforeningen og støttet med 3,2 mio. kr. fra regeringens pulje til It i folkeskolen.

En skoleleder fra hver af landets kommuner mødes seks gange til inspirationsdage med masser af faglig input, hvor de netværker med hinanden. Den viden og de erfaringer, de henter i netværket, skal de herefter sprede ud til skolerne i deres hjemkommuner. For der er rigtig mange spørgsmål, man som skole og skoleleder skal forholde sig til, inden kommunerne har de trådløse netværk klar og staten/forlagene de gode digitale læremidler klar. Skal man have en it-vejleder med en skruetrækker i hånden eller faglige vejledere og en it-tekniker? Skal man køre med laptops eller tablets? Skolecomputere eller "bring your own devices"? Og så videre og så videre.

"Jeg har kun stillet spørgsmålene i dag - så må vi hver især finde svarene i samspil med netværket", siger John Larsen.

Digitale patruljer over det hele