Når eleverne får en idræts- og/eller foreningsidentitet er der større chance for, at de kommer til at dyrke idræt hele livet", siger lederen af projekt Skolesport - Leg, Liv & Læring.Foto: Carsten Bille Petersen
Elever på specialskoler har stort udbytte af særlige idrætstilbud
Eleverne kommer ikke alene i bedre form. De får også styrket deres sociale kompetencer, når de dyrker idræt. Og så forbedrer sporten deres indlærings- og koncentrationsevne, viser evalueringen af et projekt med sport på specialskoler.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et tæt samarbejde mellem SFO og frivillige idrætsforeninger kan give børn fra specialskoler en idrætsidentitet, der skaber inklusion, selvtillid og sundhed. Det viser en evaluering, som Danmarks Evalueringsinstitut har lavet på 14 specialskoler af projektet Skolesport - Leg, Liv & Læring, som er knyttet til skolernes SFO.
Det kræver et stærkt samarbejde mellem klub og SFO, hvis specialskolebørn skal gå til idræt, og samtidig udvikle en idræts- og foreningsidentitet.
"Når børnene for eksempel træner på skolen med en udefrakommende træner, er de trygge ved de voksne pædagoger og de fysiske rammer, samtidig med at de bliver udfordret i relationen til træneren. Det viser sig, at de tilbud, hvor klubber og specialskoler samarbejder tæt, passer godt til børnenes niveau", siger evalueringsmedarbejder Kristine Als Velling, der har stået bag rapporten.
Projektet har kørt på 24 specialskoler fra 2009 til 2012 og har skabt idrætstilbud for cirka 400 børn. Det er et samarbejde mellem Dansk Handicap Idræts-Forbund, Dansk Skoleidræt og Trygfonden. Projektet har arbejdet med tre forskellige modeller, hvor det har varieret, hvor meget SFO og idrætsforeninger har arbejdet sammen:
I den interne model står SFO'en alene for idrætten. I en intern-ekstern model tilrettelægges idrætten af idrætsklub og SFO i fællesskab. Det kan for eksempel foregå på skolen med en træner fra klubben. Den sidste er en ekstern model, hvor SFO og klubber samarbejder om at lave tilbud, der primært foregår i idrætsforeningerne.
Ikke alle børn opnår de forventede resultater
Evalueringen viser, at skolerne og SFO'erne uanset model er lykkedes med projektets mål om at skabe idrætstilbud for idrætssvage specialskolebørn, og at idrætten har en række positive virkninger for børnene. De kommer i bedre form, får større kropsbevidsthed og bedre motorik. De får selvværd, styrker deres sociale kompetencer og får noget at tale med forældre og søskende om. Og så forbedrer sporten deres indlærings- og koncentrationsevne.
Det er dog ikke alle i målgruppen, som har mulighed for at opnå alle forventede resultater. For de svageste børn har Skolesport - Leg, Liv & Læring svært ved at bidrage til mere langsigtede resultater. Når det gælder denne del af målgruppen, er det alene muligt at have et kortsigtet mål.
Centralt for børnene at få en idrætsidentitet
Skal de gode virkninger fastholdes, er det centralt, at børnene får en såkaldt idræts- og foreningsidentitet. Det sker bedst i de modeller, hvor der er samarbejde mellem SFO'en og en idrætsforening.
Annonce:
"Når der skabes en idræts- og/eller en foreningsidentitet, er der større chance for, at barnet kommer til at dyrke idræt hele livet. Det betyder meget, at barnet kan tage den grønne håndboldtrøje på og sige, at han eller hun spiller i Skjern håndbold, og ikke bare spiller håndbold nede i SFO'en", siger projektleder Grethe Schøler Pedersen fra Dansk Handicap Idræts-Forbund.
En idrætsidentitet er, når barnet for eksempel forstår sig selv som fodboldspiller, kender reglerne og mestrer fodboldspillet ved eksempelvis at kunne aflevere og drible. En foreningsidentitet er, når barnet identificerer sig med sin klub og sit hold.
Den interne SFO-model er droppet
I Dansk Handicap Idræts-Forbund har man taget evalueringens konklusioner og anbefalinger til sig.
Annonce:
"Vi har lyttet meget til anbefalingerne. Derfor har vi også droppet den interne model i det fremadrettede arbejde og valgt at fokusere på de modeller, der foregår i samarbejde med idrætsforeningerne. Projektet har givet os vigtige erfaringer i forhold til, hvad der skal til for at få specialskolebørn til at dyrke idræt, som vi kan bruge i det videre arbejde", siger Grethe Schøler Pedersen.
Skolesport - Leg, Liv & Læring fortsætter frem til 2015. Læs evalueringen via linket til højre.