Så mange fejl indeholdt ministeriets tilsynsliste

Ministeriet for Børn og 
Undervisning offentliggjorde i september en liste over landets 17 dårligste skoler. Otte dage senere trak man listen tilbage på grund af problemer med hele datagrundlaget. Folkeskolen har søgt aktindsigt og kan afsløre alle de fejl, listen indeholdt.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først fjernede ministeriet fire skoler fra tilsynslisten på grund af fejl. Senere viste det sig, at listen havde endnu flere fejl, så ministeriet trak det hele tilbage, og Christine Antorini undskyldte over for de berørte skoler. Interne notater fra ministeriet viser nu, at der var direkte fejl ved syv ud af listens 17 skoler, mens der stadig er tvivl om udtagelsen af tre øvrige skoler.

Fejl ved de syv skoler

• Uddannelsescenter Nygaard, Brøndby

• Center-10 ved Aarhus High School

Alle elever på 9. klassetrin gik i specialklasser.

• Skolen på Sønderager, Herning

• Lergravparkens Skole, København

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) var ikke medregnet i screeningen, så elevernes overgang til ungdomsuddannelser var højere end listens tal.

• Græsted Skole, Gribskov

• Slotsskolen, Horsens

• Ankermedets Skole, Frederikshavn

Skolerne eksisterer ikke længere, fordi de er blevet sammenlagt med andre skoler.

Tvivl ved tre skoler

• Møllevangskolen, Faxe

Kommunen mener, at der ikke er kompenseret for skolens små årgange og specialundervisningselever ved screeningen.

• H.C. Andersen Skolen, Odense

Kommunen mener ikke, at listen giver et billede af skolens generelle resultater, fordi skolen i 2011/12 modtog en andel elever fra en nedlagt skole.

• Læssøesgades Skole, Aarhus

Der er meget stor forskel mellem kommunens og ministeriets tal over antallet af elever, der tager en ungdomsuddannelse. 

Otte dage i gabestokken

Ministeriet fastholder, at de øvrige syv skoler er udtaget til listen på reelt datagrundlag. Men ved et åbent samråd den 23. oktober sagde undervisningsminister Christine Antorini, at der selv ud af disse skoler er nogle, som ikke burde være på sådan en liste.

»På Guldbergskolen på Nørrebro arbejder de intenst med at styrke fagligheden i indskolingen, og på Strandgårdskolen i Ishøj er resultaterne på indskolingens læsetest i dag over landsgennemsnittet. Men tilsynslisten er udarbejdet alene ud fra resultaterne i 9. klasse - og de elever, der har nydt godt af tiltagene, er ikke nået dertil endnu. Det er et eksempel på, at listen kan være mere vildledning end vejledning«, sagde hun.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens direktør Per Hansen har ikke villet forklare over for Folkeskolen, hvordan styrelsen kunne offentliggøre en liste, som man tilsyneladende ikke havde gennemarbejdet. Han skriver dog i en mail, at »Vi beklager de skete fejl og vil indrette os på fremover at udvise større omhu og afsætte flere resurser til kontroltjek«.

Han oplyser desuden, at der ikke er tale om fejl i de grundlæggende data, og at det derfor ikke har konsekvenser for Databanken med uddannelsesstatistik på uvm.dk