Elever: Praktisk matematik er sjovere

”Uffe er en meget spontan lærer, og vi arbejder sådan hygge-matematik-agtigt. Men vi lærer rigtig meget, og vi har også test ind i mellem”, forklarer Kamilla Larsen, der er elev i 8.c på St. Heddinge Skole, hvor de arbejder med undersøgende matematik.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne fremhæver, at de kan snakke sammen undervejs i arbejdet med matematikopgaverne, og at det er hyggeligt. "Vi har mere praktisk matematik. Vi har regnet ud, hvor meget papir der kan være i en  lastbil, og vi har regnet på et skråtag, hvor regnvandet kan løbe ned ad taget. Det er meget sjovere end faste opgaver. Men vi har også opgaver i færdighedsregning. Matematik er blevet sjovere. Det var ikke det sjoveste fag tidligere, men nu bruger vi det til noget", siger Andreas Nøhr fra 8.c. Man kan godt gemme sig lidt i gruppearbejdet, fortæller eleverne, men de gør det sjældent, fordi det er så spændende at regne de sære opgaver ud. "Jeg tror, at når vi kommer ud på arbejdsmarkedet, så er det sådan nogle opgaver, vi får. Og så har vi prøvet det før. Vi har prøvet noget, der ligner", mener Andreas Nøhr. "Vi skal jo også selv finde ud af, hvad vi skal gøre. Vi skal selv undersøge tingene", siger Sofie Fri-modt-Møller. Eleverne kunne godt lide den lille film om lastbiler, der kører ombord på en færge. "Det er med til at danne billeder om, hvordan det foregår i hverdagen".