»For tiden sker der en biologisering af diskussionen af, hvordan børn lærer bedst. Men der bruges ofte en lidt populariseret neurovidenskab, hvor forestillinger om køn er baseret på statistikker og gennemsnit, som ikke siger noget om det enkelte barn«, siger cand.psych. og kønsforsker Dorthe Staunæs.

Hun mener ikke, at hverken overrepræsentationen af drenge i specialundervisningen og underrepræsentationen af drenge i de gymnasiale og videregående uddannelser kan forklares med kønsforskelle i hjernen.

»Gennemsnitligt er pigernes hjerneudvikling måske nok halvandet år foran drengenes i indskolingen. Men det er netop en statistisk forskel, der dækker over en langt større spredning inden for de to grupper, drenge og piger, end spredningen mellem kønnene«, siger hun.

»Den gennemsnitlige forskel siger jo ikke noget om, hvor den konkrete Sofie eller Sofus er i deres udvikling. Der står mig bekendt ikke et hjernemålingsapperat i hver folkeskoleklasse, og det betyder, at forestillinger om kønsforskelle mellem hjernernes udvikling kun må være én mulig forklaring på, hvorfor nogen ikke kan følge med«, påpeger hun.

På ét punkt er Dorthe Staunæs enig med Ann-Elisabeth Knudsen - nemlig om, at det neurale kun er et udgangspunkt.

»Som lærer kan man ikke vide, hvordan det enkelte barns hjerne er blevet kompenseret og styrket, bare ved at se barnets køn eller navn. Vi kan derfor ikke med sikkerhed vide, om Sofus, fordi han er en dreng, er halvandet år foran eller bagefter«, siger hun.

Det gælder også med hensyn til skolestart. Uanset myelin-dannelser kan nogle femårige drenge have brug for at starte tidligt i skolen, fordi de trænger til at stimuleres mere, end de bliver i børnehaven.

»En ting er den enkelte elevs biologiske udgangspunkt. Noget helt andet er, hvordan eleven har valgt at forholde sig til den biologi, han har. Det kan vi heller ikke vide noget om på forhånd. Vi må følge ham i hans praksis, se, hvad han kan og ikke kan, og undersøge, hvad der undervisningsmæssigt kan lade sig gøre«, siger Dorthe Staunæs.

For Dorthe Staunæs er pigernes myelin-forspring ikke grund nok til at dele klassen op - og heller ikke den afgørende årsag til, at pigerne bænkes til flinkeskolen, mens lærerne lader drengene »tosse rundt og fylde det hele«.

»Her er vi måske ved sagens kerne. Lærere af i dag skal utrolig mange ting på én gang. De skal tilgodese utrolig mange behov, utrolig mange læringsstile, forældrekrav og politiske ambitioner, og så er det måske nemmere at inddele klassen i to kategorier end at se på hver enkelt elev«.

»Er kønsopdeling en løsning for barnet eller for den pressede lærer?« spørger hun.

Eleverne kan dog i nogle sammenhænge profitere af kønsopdelt undervisning.

»Det kan betyde, at børnene ikke har så travlt med at profilere sig i forhold til det modsatte køn. En monokønnet sammenhæng giver tværtimod drengene mulighed for at være dreng på mange forskellige måder. Og det samme med pigerne. Man kan godt være pige uden at være som gennemsnittet«, siger hun.

I hvilken udstrækning drengene har vanskeligere adgang til venstre hjernehalvdel, kan hun ikke kommentere.

»Det er en biologisering uden for mit fagområde. Men selv i neuropsykologkredse er der uenighed om, hvorvidt man ud fra hjernens struktur alene kan slutte sig til noget om adfærd/undervisning. For mig er det mere interessant at kikke på det klasserum, hvor det kommer til udtryk i«, siger hun.

»Samspillet imellem hjernens fysiske og kemiske processer og de sociale og psykologiske forhold omkring barnet er for komplekst og rummer alt for mange 'mellemregninger' til, at man kan drage en hurtig, generel og farlig pædagogisk kortslutning om, hvordan man skal undervise børnene«, siger hun.

Hun understreger, at kønsopdelt undervisning ikke er en evidensbaseret praksis, ligesom det ikke er forskningsmæssigt underbygget, at det skulle være hjernekompensation.

Mange af de pædagogiske greb, Ann-Elisabeth Knudsen præsenterer som særundervisning til drengene, kan komme de fleste børn til gode - uanset køn og hjerneudvikling.

»Den slags skal tænkes ind i pædagogikken, i langt højere grad end det gøres i den 'røv til bænk'-undervisning, som en del skoler stadig benytter«, siger Dorthe Staunæs.

I stedet for at kønsopdele overbygningen opfordrer hun lærere til at skabe en klassekultur, hvor man for eksempel ikke blander sig på uhensigtsmæssige måder i hinandens fysikforsøg, og hvor man giver plads og tid til både drengene og pigerne og til forskellige slags læringsstile.

Hvis skolerne laver kønsopdelt undervisning med biologien som argument, risikerer de snarere at fastholde en uønsket drenge- og pigeadfærd, som de egentlig hellere vil slippe af med.

Dorthe Staunæs vil gøre op med den drengekultur, der eksisterer i de fleste skolerum, hvor man ikke betragtes som en »rigtig dreng«, hvis man er interesseret i bøger og skole.

»Det opfattes som 'umandigt' eller ikke naturligt, hvilket denne her artikel er med til at bære ved til«, siger hun.

»Løsningen er snarere at skabe en skole, hvor det er smart at interessere sig for skolekunnen - også som dreng«. |

Dorthe Staunæs er cand.psych. og lektor ved Institut for Pædagogisk Psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun skrev i 2003 ph.d.-afhandling om »Etnicitet, køn og skoleliv«.