Efter et år som lærerstuderende på Læreruddannelsen i Skive var der stadig noget helt basalt, som 21-årige Marie Uth Sørensen var usikker på. Livet eller i hvert fald meningen med det. På Vesterbølle Efterskole, hvor hun gik i 8. og 9. klasse, var hun vant til, at døren ind til lærerværelset var åben, hvis bare eleverne gad tage i håndtaget. Så det gjorde hun også her. Tog fat om håndtaget på døren til uddannelsesleder Jens Godiksens kontor. Han måtte være manden at tale med. Da Marie Uth igen tog fat om håndtaget, denne gang for at lukke sig selv ud, var hun ikke længere i tvivl. Meningen med livet er slet og ret at få det bedste ud af det. Intet andet.

De usikre tanker havde hun også taget ved hornene godt et halvt år forinden. Kort før sommerferien 2011 var en stigende frustration over studiet nået til et niveau, hvor Marie Uth som så ofte før måtte gøre noget. Et eller andet. En anden dør skulle på det tidspunkt vise sig at lede frem mod det, der i dag er kendt som De Studerendes Valgfag eller DSV blandt uddannelsens studerende og ansatte. Det var lektor i dansk Mette Søgaard Andreasen, der dengang agerede vejleder. Senere kom praktikkoordinator Thomas Thorning til. Marie Uth kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor der ikke var flere undervisningstimer til de studerende. Sådan havde de fleste af hendes medstuderende det også. Desuden var hun stadig i tvivl om, hvorfor hun overhovedet ville være lærer.

Et nødvendigt overgangsritual

»Vi havde ikke lært at studere selv. Vi var stadig elever, og det var lidt et problem, at vi ikke fik mere at vide om, hvordan man studerer. Desuden var der mange af vores medstuderende, der efterlyste mere fokus på de praktiske aspekter af det at være lærer. Ting, som der ikke er så meget fokus på i undervisningen«, fortæller Marie Uth. »Nu arbejder vi med De Studerendes Valgfag, fordi vi også selv tror, vi bliver bedre lærere af at stå for det. Det er også en form for selvstudium«.

Det med lærergerningen fandt hun hurtigt ud af. Det drejede sig om at give noget mere end bare viden videre og hjælpe andre med at få det bedste ud af livet. Men at engagere sig i sit studium på en helt anden måde, end hun og de andre studerende var vant til - der måtte noget helt nyt til. Turen mod et nyt initiativ gik hurtigt helt til tops. Uddannelsesleder Jens Godiksen skulle involveres.

Og det var sådan, Marie Uth en dag før sommerferien og med udsigt til en tom kalender for første gang befandt sig foran uddannelseslederens dør. 23-årige Ditte Nielsen, valgfagets anden bagmand, stod i nærheden. De kendte hinanden. Gik på flere hold sammen og diskuterede ofte studiet - og det gerne om fredagen i studiestedets flisebeklædte café i kælderen. Men Ditte Nielsen blev først for alvor involveret, da Marie Uth tog fat i hende. Hun skulle gribe håndtaget. Hun skulle med ind på kontoret til Jens Godiksen, og hun skulle ende med at bruge hele den sommerferie på at udarbejde planen og strukturen for De Studerendes Valgfag sammen med Marie Uth.

På toppen af isbjerget

Knap halvandet år senere er det blevet DSV-dag - en mandag eftermiddag. »Velkommen, alle sammen«, råber Marie Uth Sørensen til de mange fremmødte studerende, der kort forinden er blevet krydset af. Temaet for dagens valgfag er konflikthåndtering. Det er lektor og ph.d.-stipendiat Mette Molbæk, der står for dagens undervisning ved det overvældende lærred i bunden af det sekskantede auditorium. Videoer med lærer Birthe Jason, der forklarer konflikttrappen og girafsprog for en klasse mindre elever. Et diasshow med et isbjerg i midten, der anskueliggør forskellen på synlig adfærd og indre liv. Det synlige er blot toppen. Praktiske eksempler fra og på den lærerhverdag, som de fremmødte og resten af uddannelsens studerende bliver en del af - lige om lidt.

Marie Uths synlige adfærd forplanter sig ud i armene, når hun taler, mens hun og makkeren Ditte Nielsen sidder der i et reolafgrænset hjørne af Studiezonen - et andet af de studerendes initiativer. Ditte Nielsen er mere afventende og rolig, også selvom snakken og Marie Uths fagter kredser om de tiltag, de begge arbejder hårdt og stædigt for at sætte i søen. Marie Uth arbejder i sin fritid på en institution for folk med Downs syndrom. Ditte Nielsen arbejder i en lokal bowlinghal.

Det heldige sammentræf

»Det var måske lidt en tilfældighed, at det lige blev Ditte, der kom med mig ind på Jens' kontor. Men hun er utroligt god til at strukturere og organisere, og det har virkelig været nødvendigt. Det er dejligt at have hende med, for hun har så meget styr på tingene«, siger Marie Uth og kigger smilende over på veninden og samarbejdspartneren. Ditte nikker. DSV har nemlig ikke altid nydt den store succes, initiativet nyder for tiden. Det første år var præget af idealisme - det måtte være op til de studerende at møde op. »Vi havde en forhåbning om, at folk ville dukke op af egen fri vilje«, forklarer de. Men dukke op var der desværre ikke mange, der gjorde.

»De studerende vidste jo stadig ikke, hvad det ville sige at være studerende«, siger Ditte Nielsen, der desuden fortæller, at hun i sin tid faktisk advarede Marie Uth mod at have for høje forventninger til fremmødet i valgfagets første leveår.

Der skulle struktur til, fortæller makkerparret. Ditte Nielsens struktur i samarbejde med Marie Uths iver og de nu tre andre studerende, der tilsammen udgør folkene bag DSV. Det praktiske haltede i det første år, men selv efter at have indført forhåndstilmelding og protokol - to af elevtilværelsens mest nagelfaste holdepunkter - er der flere deltagere end nogensinde før. Det spænder fra cirka 70 til godt over 100 deltagere hver mandag. En tredjedel af stedets studerende er tilmeldt faget. Sygdomsramte studerende er endda så høflige at melde deres fravær på fagets velbesøgte Facebook-væg. De to lærerstuderende har svært ved at få armene ned.

Man griber boldene selv

Det er ikke kun det ugentlige valgfag, der begejstrer Marie Uth Sørensen og Ditte Nielsen. Man reder sig ikke en seng af laurbær og nyder status quo som studerende her på stedet. Det er ikke ensbetydende med, at arbejdsgrupperne bag de mange forskellige initiativer udelukkende er duetter eller soli. Alle skal kunne være med, fortæller Marie Uth. Det gælder, når det drejer sig om indretningen af Studiezonen, der tjener som en form for læsesal/bibliotek/intimt undervisningslokale i den sænkede stueetage ved siden af studiecaféens bar og bordfodboldborde. Det gælder også andre initiativer som Friluftslærer, der er en særlig studenterdrevet linje for de lærerstuderende, der nyder at tage eleverne og sig selv med ud i naturen. Eller det nys oprettede skoleband og kor, som semesterets musikfagligt studerende har stablet på benene. For slet ikke at tale om det utal af råd, udvalg og foreninger, som de studerende bliver opfordret til at deltage i.

»Man er her for at tage en uddannelse, ikke for at få én«, siger Marie Uth. Ditte Nielsen nikker igen.

»Jeg tror ikke, at flere undervisningstimer nødvendigvis er en god ting. Det er lidt ligesom at tage kørekort. Du lærer også først for alvor at køre bil, når du har taget det«, siger hun. Marie Uth gør hendes sætning færdig. Det sker ofte, at den ene eller den anden part udfylder hinandens talepauser.

»Men det er problematisk, hvis man ikke bliver støttet og undervist i, hvordan man så bliver en selvstændig studerende«.

Fuld støtte ovenfra

Uddannelsesleder Jens Godiksen og resten af uddannelsens ansatte er mildest talt begejstrede for de mange projekter og initiativer, der er spiret frem på stedet de seneste par år. Ikke mindst takket være Marie Uth og Ditte Nielsen.

»De er ved at skabe en kulturændring på stedet sammen med underviserne, når der kan sidde trekvart hundrede studerende i et auditorium en mandag eftermiddag«, siger han. »Der er overordnet en ændret forståelse af, at det er relationer ud over undervisningens kvalitet, der fastholder de studerende. Det drejer sig blandt andet om teamsamarbejde og inklusion af de studerende. Det demokratiske princip er i højsædet«.

Mette Søgaard Andreasen beskriver Mette Uth Sørensen som et energibundt.

»Den energi gør, at hun kan engagere andre mennesker. Ditte er måske lidt mere realistisk i det og har overblikket. Hun har det lange lys på«, siger hun.

Praktikkoordinator Thomas Thorning kalder Marie Uth for »et livsstykke, for hvem alt kan lade sig gøre«.

»Ditte er lidt mere stille, men lige så bundsolid«, siger han.

Mod nye udfordringer

Man kunne tro, at Ditte Nielsen og Marie Uth havde nok i alle deres engagementer på studiet i Skive. Ditte Nielsen er da også lidt skeptisk, når Marie Uth begynder at snakke om, at »man kan, hvad man vil«.

»Man kan ikke det hele. Det kan man måske i din verden, men det kan man bare ikke rigtig nogle gange«, siger hun i en venlig, men bestemt tone og kigger på Marie Uth. »Hold op«, svarer Marie Uth, inden de begge bryder ud i latter.

Faktum er dog, at de to piger sammen med fire andre medstuderende nu vil forsøge at kunne det hele i den tredje verden. De har arbejdet målrettet for at tage deres tredje og sidste praktikforløb i Ghana. De vil opleve verden og lade sig udfordre af en helt anden kultur. I Skive regner Jens Godiksen med at kunne følge de studerende på en videoblog. Der står den 13. oktober på flybilletterne, også selvom det krævede en vis portion af Marie Uths overtalelsesevner at få overbevist Ditte Nielsen. Hun skulle lige have lidt betænkningstid. Der er langt fra Midtjyllands hede til Afrikas gyldne kyst.

»Jeg er lidt nervøs og håber, at de andre vil tage sig lidt af mig dernede. Selvom de sikkert regner med, at det bliver omvendt«, siger Ditte Nielsen. Marie Uth har også sine bekymringer. Det er svært at involvere sig i alle projekterne på læreruddannelsen, når man er 8.000 kilometer væk.

»Selvom jeg er sikker på, at de nok skal klare den uden mig derhjemme, så vil jeg gerne være med. Det elsker jeg. Det tror jeg, vi alle sammen gør. Det er sådan noget lærer-noget. 'Kom, nu skal jeg lige have styr på alting'. Sådan er det«, siger Marie Uth. »Man kan ikke redde verden. Eller jo. Man kan prøve - én dag ad gangen«.