Anmeldelse

Skolehaver

Muligvis et mirakelmiddel

"Børn glemmer lettest, hvad de har hørt, mindre let, hvad de har set, men aldrig hvad de har udført". Jean-Jaques Rousseau.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klimaforandringer og andre miljøproblemer, sundhedsfremme, forskellige læringsstile, inklusion af børn med særlige behov og meget mere. Står denne bogs indhold til troende, er rækken af pædagogiske og dannelsesmæssige fortrin ved skolehaver lang. Det vil Ulla Skovsbøl vise ved at tage læseren på en rundtur, både i det didaktiske landskab og i den konkrete verden, hvor hun har set nærmere på skolehavekoncepter i Danmark, England, Tyskland og USA.

Fakta:

Titel: Skolehaver

Forfatter: Ulla Skovsbøl

ISBN: 9788771180725

Pris: 269

Sider: 238

Forlag: Forlaget Frydenlund

Begejstringen for skolehavetanken er stærkt smittende – og tilsyneladende også velbegrundet. Fortællingerne om glade børn, der vokser i takt med egne gulerødder og rødbeder, er slet og ret solstrålehistorier, levendegjort af den reportageagtige stil, som forfatteren, der har en baggrund som journalist, formidler dem i.

Der er nok ikke mange børn, der ikke ville have glæde af, at deres undervisning regelmæssigt rykker udendørs og skabes i sammenhæng med den virkelige omverden og natur. Alligevel er der måske en særlig gruppe børn, det er værd at rette blikket mod, når vi taler om læringsudbytte i den rummelige folkeskole. Inklusion står øverst på agendaen, uanset hvilket niveau af skoleverdenen vi befinder os på lige nu, og skolehaver synes at være et godt bud på, hvordan man tilgodeser børn med særlige eller begrænsede forudsætninger for at deltage i den almindelige undervisning.

Så hvorfor kommer der ikke bare flere skolehaver i brug? Det er der ikke et entydigt svar på, men bogens kapitel 1, der giver et historisk rids af skolehavernes historie i Danmark, peger på forskellige forhold, der har været bestemmende for skolehavetankens udbredelse gennem de seneste 100 år. Det sandsynliggøres samtidig, at nutidens øgede bevidsthed om kropskultur, friluftsliv og økologi vil give skolehavebevægelsen vind i sejlene de kommende år.

Bogen kan anbefales til alle, der tilslutter sig denne udvikling og måske lokalt vil stå i spidsen for nye skolehaveprojekter. De konkrete beskrivelser i bogen tilbyder masser af inspiration til, hvordan dette kan gribes an i praksis. Endvidere opsummerer bogens sidste kapitel mere generelt de pædagogiske muligheder og udfordringer i skolehaven og viser en forbindelse herfra og til Fælles Mål for fagene natur/teknik og hjemkundskab. Her anføres det også, at mange andre af folkeskolens fag kan flyttes ud i skolehaven. Skal jeg pege på en mangel ved bogen, må det være, at ikke også disse fags Fælles Mål er fremhævet og sat i forbindelse med de pædagogiske muligheder. Men den opgave kan en innovativ faglærer nok også selv klare.