Alle skolestartere fik lov at gå igennem en flagallé for at blive rigtige Guldberg Skole-elever. Heldigvis måtte mor og far gå med.
Foto: Bo Tornvig
Skoleleder: Første skoledag er altafgørende
I disse dage starter 59.000 børn i folkeskole og 8.000 i privatskoler. På Guldberg Skole på Nørrebro i København bliver der gjort meget ud af dagen. Skolen har de seneste år kørt en intensiv kampagne for at tiltrække et bredt elevgrundlag - og indsatsen er lykkedes.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En lille lyshåret dreng kigger betuttet på den høje skaldede mand i lyst jakkesæt, der sætter sig end for an ham og rækker ham hånden.
"Goddag, og velkommen til Guldberg Skole. Jeg hedder Uwe og er skoleleder her, hvad hedder du?".
Uwe Herter småsnakker lidt med drengen og rejser sig så for at give hånd til hans forældre. Bag familien står flere og venter, for 120 nye elever skal starte på skolen. Og efter at have hilst på skolelederen, får drengen og hans forældre lov til at gå igennem en lang allé af 1.-4. klasser, der hujer og vinker med flag for at byde de nye kammerater velkommen.
En del af et fællesskab "Første skoledag er altafgørende. Hvis vi kan tage godt i mod børnene, se dem rigtigt i øjnene og få sagt til forældrene at relationer er afgørende for, hvordan vi i fællesskab får løftet børnene, så er vi allerede godt på vej", fortæller Uwe Haarder.
Guldberg Skole gør meget ud af første skoledag, for det er børnenes første indtryk af skolen, og de skal opleve, at de nu er en del af et fællesskab.
"Når man har gået igennem flagalléen, er man en rigtig Guldberg Skoleelev. Det skaber en korpsånd og loyalitet til skolen. Det at tilhøre et fællesskab er enormt vigtigt. Vi ser det på private skoler. Jeg har selv været leder i privat regi og gået på Herlufsholms Kostskole. Den stolthed over at gå på skolen skal vi gerne have i folkeskolen også".
Massiv kampagne for at tiltrække elever Guldberg Skole har i dag 840 elever, og er dermed den næststørste skole i København og den mest søgte på Nørrebro. Sådan var det ikke for nogle år siden, da Stevnsgades Skole og Sjællandsgades Skole blev fusioneret til en skole med 250 elever og en tosprogsprocent på 70.
Men skolen satte en massiv kampagne i værk for at få forældre til at vælge deres lokale folkeskole i stedet for privatskolerne. 'Tag en ven med fra børnehaven' lød et af deres slogan. Indsatsen har virket, og i dag afspejler skolens elevsammensætning lokalområdets med ca. 22 procent tosprogede og rigtig mange resursestærke forældre.
"Jeg har så sent som i morges vist et forældrepar rundt på skolen, som gerne vil flytte deres barn fra en katolsk privatskole, og jeg har en rundvisning mere i næste uge, som også et privatskolebarn. Forældrene har virkelig fået øjnene op for, at de her kan få noget, der er ligeså godt som privatskolerne, og på nogle områder bedre" fortæller Uwe Herter.
"Vi har et stort overskud økonomisk, fordi vi har store klasser og mange velfungerende børn. Det gør, at vi har kunnet udfase alle grønne tavler og give alle 7.-9. klasser bærbare computere. Det betyder noget i forhold til at fastholde dem i de store klasser. Samtidig har vi meget dygtige lærere, som både fokuserer på de svage elever, men også på de meget dygtige, for at de ikke skal smutte til privatskolerne. Vi vil jo gerne holde normalbilledet".
Skolen har søgt og fået dispensation til at starte børnehaveklasserne med 30 elever i hver. Uwe Herter lægger ikke skjul på, at der er en økonomisk fordel i de store klasser, men det afspejler også, at skolen er så populær, at de har langt flere ansøgere udefra, end de kan tage imod.
"Og vi har simpelthen ikke plads til at lave fem spor", siger han.
Se stort billede fra første skoledag i næste nummer af Folkeskolen.
Hvordan tog I imod de nye elever på jeres skole?