Hun blev færdiguddannet i 2009, men er hurtigt blevet betroet en række ansvarsopgaver som lærer. På Skolen ved Bülowsvej er Cathrine Haukrogh både klasselærer og tosprogsvejleder. Desuden koordinerer hun skolens støtte til tosprogede elever med Frederiksberg Kommunes indsats på området.

Så vidt muligt klarer hun alle opgaver, fra hun møder på skolen klokken 8, til hun går hjem klokken 16. Tid til forberedelse, møder og vejlederopgaver har hun på eget initiativ omregnet til lektioner og føjet til sit skoleskema.

»Det giver mig en ro. Jeg har lært af bitter erfaring, at man skal passe på sig selv i det her fag.

Jeg havde en periode, hvor jeg var meget stresset og slet ikke kunne overskue det. Jeg følte det som en uendelig strøm af arbejde«, siger Cathrine Haukrogh.

For at komme sig helt oven på den stressede tid har hun i samråd med sin pædagogiske leder strøget to undervisningslektioner fra sit skema i år.

»Allerhelst ville jeg have fastlagt en ramme fra ledelsens side, der sagde: Hvis du møder her og går hjem der, så har du gjort, hvad du skal. Jeg har brug for, at nogen siger til mig, at det er godt nok nu«.

Som Cathrine Haukrogh ser det, ville det også være en fordel for nogle af hendes kollegaer.

»Det er ikke nemt at være sin egen arbejdsgiver, hvis man er engageret. Det er ikke lige til at gå tidligere hjem ugen efter en uge med knald på. Der vil altid være et eller andet. Alt virker jo vigtigt«, argumenterer hun.

»Nogle vil nok synes, det er irriterende«

Det er hendes ambition at holde de fleste aftener og weekender arbejdsfri. »Jeg vil gerne vide, at jeg har fri, når jeg har fri. Jeg vil gerne have et liv ved siden af mit arbejde«, siger hun.

Men når skole-hjem-samtaler og møder i pædagogisk råd lægger sig i vejen for den ambition, er det et arbejdsvilkår, den unge lærer gerne vil bøje sig for. Det er sådan, det er, og det vidste hun, da hun valgte at blive lærer. Det er alt det andet, teammøder og tid til forberedelse, hun gerne vil have planlagt inden for en almindelig 37-timers-arbejdsuge.

»Nogle vil nok synes, det er irriterende, at det hele bliver så skematisk, og ikke bryde sig om, at præcis klokken et er det tid til at varetage ens klasselærerfunktion«, forestiller Cathrine Haukrogh sig.

Hun er klar over, at mange af hendes ældre kollegaer oplever friheden til selv at planlægge deres arbejde som noget særlig godt ved lærerjobbet.

Nu har Cathrine Haukrogh ikke børn, men bliver hun en dag mor, kan det godt være, at hun vil savne den fleksibilitet, hun lige nu er villig til at sælge til fordel for en tilstedeværelsespligt på skolen.

»Måske ville jeg prioritere at hente mine børn tidligere indimellem, men jeg vil aldrig have arbejde i weekenden. Uanset om jeg får børn eller ej. Der vil altid være noget i arbejdet som lærer, man vil føle, at man kunne have gjort noget mere ved. Arbejdet tager noget tid at lægge fra sig. Så når jeg har weekend, vil jeg have fri«.

Mens nogle knokler, nyder andre livet

Som klasselærer har Cathrine Haukrogh følt sig særligt tynget af ansvaret for klassens trivsel og forældresamarbejdet.

»Jeg er blevet mere firkantet som klasselærer. Da jeg startede med min 3. klasse i 1. klasse, tog jeg for meget på mig. Det bevirkede, at forældrene ringede meget, og der blev lagt for meget på mine skuldre«, fortæller hun

I år involverer hun i højere grad de andre lærere i klassens sociale liv, ligesom hun drager fordel af, at pædagoger fra skolefritidsordningen er med i klassen to-tre timer om ugen. Hun bemærker også, at det står i kommunens arbejdstidsaftale, at alle lærere omkring den enkelte klasse skal tage del i skole-hjem-samarbejdet, klassens arrangementer og interessere sig for klassens trivsel.

»Det er rart. Jeg kan forstå på mine kollegaer, at der før i tiden har været store forskelle på, hvor meget tid man investerede. Nogle har knoklet løs, mens andre har kunnet cykle hjem klokken et og nyde livet«.

»Jeg vil dokumentere min tid«

Cathrine Haukrogh har fået sin pædagogiske leder til at give hende feedback på det arbejde, hun udfører som henholdsvis vejleder og koordinator. Og for at have noget konkret at tale ud fra noterer Cathrine Haukrogh alt, hvad hun laver.

»For en måneds tid siden begyndte jeg at skrive logbog over min vejledertid for at kunne se, hvad jeg faktisk nåede. Jeg når det ikke hver dag, men jeg når det hver uge. Når skolen giver mig tid, så synes jeg, at jeg skal dokumentere, hvad den bliver brugt til«, siger hun.

Hun glæder sig til at høre, hvad hendes leder mener, hun kan gøre bedre eller anderledes med den tid, hun har til rådighed.

Hvis Cathrine Haukrogh var lærer i Sverige

I Sverige er lærerne på skolen i 35 timer om ugen. I 2010 indgik man en aftale om, at de lærere, der var villige til at være fem timer ekstra på skolen, altså 40 timer om ugen, skulle belønnes med højere løn. Mere præcist 1.500 svenske kroner mere om måneden.

Det har imidlertid ikke fået mange svenske lærere til at lægge ekstra timer på skolen. Det svenske lærerforbund kender kun til et par hundrede lærere, der i løbet af de seneste to år er gået ind på de vilkår. I Cathrine Haukroghs ører er modellen ellers attraktiv.

»Det lyder dejligt. Og faktisk har jeg talt med nogle af mine kollegaer om, hvor meget lettere det ville være at forberede noget tværfagligt, hvis vi lagde det meste af vores arbejdstid på skolen. Det er især de ældre lærere eller dem med børn, der er væk, når klokken ringer. Det er ærgerligt, synes jeg«.

Hvis Cathrine Haukrogh var lærer i Sverige, ville hun afgjort tage de 1.500 kroner ekstra i løn for til gengæld at være 40 timer på skolen om ugen.

»Hvis nogen vil hjælpe mig med at begrænse mit arbejde, og jeg samtidig får mere i løn, så ville det da være skønt«, siger hun.