Et område, hvor skolemyndighederne i 1800-tallet brugte mindst lige så meget energi som på selve undervisningen, var skolebygninger og indretning. Det gjaldt de mange nybyggede store byskoler, men i lige så høj grad landets tusindvis af små landsbyskoler. I 1856 fastsatte en lov minimumskravene til skolebygningernes kvalitet i forhold til blandt andet rumfang, opvarmning, byggematerialer og udluftning. Det var ikke kun af hensyn til elevernes velbefindende, men også for lærerens skyld. Han boede nemlig oftest i skolebygningen og havde krav på et sundt og godt hjem til sig selv og sin familie.

I 1800-tallets anden halvdel kom stor opmærksomhed på de fysiske forhold for lærere og elever. Læger og pædagoger fandt sammen i den såkaldte skolehygiejne, der skulle modvirke de dårligdomme, der opstod, når mængder af børn samledes i skolerne: dårlig luft, smitsomme sygdomme, urenlighed i krop og tanke, usunde kropsstillinger, ringe ernæring og så videre. Et af de behov, som enhver skole burde dække, var naturligvis også elevernes adgang til drikkevand.

I 1871 anbefalede Det Kongelige Sundhedskollegium skarpt over for det lokale sogneråd i Sanderum på Fyn, at skolen måtte rives ned og flyttes, fordi den lå på fugtig jord og modtog vand, der sivede ned fra den lokale kirkegård. Det kostede dog penge at flytte skolen, og sognerådet slog sig i tøjret.

En hygiejnekommission gennemgik i begyndelsen af 1880'erne alle landets folkeskoler og konstaterede, at det mange steder stod lige så sløjt til med drikkevandet. Traditionelt lå skolerne nemlig tæt på kirkerne og dermed på kirkegårdene, og hvis skolen lå i et lavt område, kunne skolebrøndens vand let blive forurenet af afløb fra kirkegårde. Et andet problem var, at læreren ofte havde landbrug som bierhverv, og hans mødding skulle heller ikke gerne ligge tæt op ad elevernes vandforsyning.

Et grelt eksempel var fra Krummerup Skole på Sydsjælland: »Vandet i skolens brønd er til sine Tider aldeles udrikkeligt paa Grund af en stor Mængde Smaadyr, Infusorier og andet ubestemmeligt, som findes deri. Brøndens Afstand fra Kirkegaarden er kun 37 Alen og i 4 Alens Afstand løber Rendestenen fra Køkkenet forbi«. Det gjaldt her som i mange skoler, at det nok især var tørsten efter kundskaber, der mere forsvarligt kunne slukkes.