Halvdelen af lærerne har undladt at underrette. Mangler de civil courage?

»Nej, og jeg mener heller ikke, at en så vigtig problemstilling som denne her egner sig til lette spørgsmål. For det er en meget kompleks situation, vi står i som lærere. Vi har med børn at gøre, som vi gerne vil gøre det allerbedste for, og derfor kan man heller ikke bare sige, at lærerne hellere skal underrette én gang for meget end én gang for lidt. For det, at man foretager en underretning, kan jo betyde, at man sætter tillidsforholdet mellem lærer og forældre over styr. Problemet er også, at mange lærere ikke føler, at de får den nødvendige feedback efter en underretning, og hvorfor skal man så overhovedet foretage den?«

Hvorfor er den manglende feedback et problem?

»Jeg kender til flere lærere, der har stået i en situation, hvor det har været fuldstændig åbenlyst, at der skulle ske en underretning, men efterfølgende fik de ikke en kvalificeret tilbagemelding. Og så er det vel naturligt nok, at mange af dem tænker, at det så også kan være lige meget. Men det er da selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at så mange ikke underretter. Det er børn, der er i klemme«.

Er lærerne for berøringsangste over for det at foretage en underretning?

»Vi har hele tiden fokus på elevens tarv. Og som lærer er man bekymret for, om en underretning i virkeligheden kan være til ugunst for eleven. Jeg mener, at de, der siger, at man hellere skal foretaget én underretning for meget end én for lidt, har aldrig selv prøvet at stå i situationen. Men jeg skal da ikke kunne afvise, at nogle lærere kan være berøringsangste. Det er bare ikke det, jeg hører, når jeg taler med mine kollegaer om det her«.

Overvurderer du ikke konsekvenserne af en underretning? Det kan vel kun være godt for eleven, at man får en socialrådgivers øjne på en sag?

»Ja, men det er jo også derfor, jeg mener, det kan være en god ting at have en socialrådgiver tilknyttet skolen, så man kan få en fælles vurdering af, hvad der skal gøres, og lærerne får nogen at sparre med. I det øjeblik man foretager en underretning, så ryger sagen ud af ens egne hænder, og så er det en anden person, der afgør, om det bliver til en sag eller ej«.

Barnets Reform siger meget specifikt, at læreren skal underrette, lige så snart der er en mistanke. Synes du, at den lov er for firkantet formuleret?

»Vi siger selvfølgelig til lærerne, at de skal følge lovgivningen. Men én ting er at lave en lov, noget andet er at få sat fokus på, hvad læreren har af muligheder for at gøre det bedst muligt for barnet. Derfor mener jeg, at lovteksten skal suppleres med nogle initiativer fra kommunernes side, der gør det muligt for lærerne at tage hensyn til barnet. Og det kunne en skolesocialrådgiver være en løsning på«.