Mange lærere svarer i Folkeskolens undersøgelse, at skolelederen stopper underretninger. Hvorfor tror du, at det er sådan?

»Det overrasker mig, fordi der har været så meget fokus på pligten til underretning. Både i forhold til læreren og i forhold til lederen. Lederen har jo om nogen ansvar på skolen i forhold til de ting. Derfor er det også naturligt, at lederen i langt de fleste situationer er inde over. Og jeg vil også i høj grad anbefale, at lærerne går via deres leder. Men hvis de føler, at lederen bremser dem, så har vi et problem«.

 Hvorfor tror du, at nogle lærere oplever tøvende ledere?

»Det har jeg svært ved at sætte mig ind i. Lærerne er dem, der er tættest på, og jeg ville som leder nærmest per automatik tage det for gode varer, hvis en lærer ville foretage en underretning. For hvis en lærer udtrykker bekymring, så er det sådan, det er. Det eneste, jeg måske kan se, er, at der er stor forskel fra lærer til lærer på, hvornår man bliver bekymret. Det er et individuelt spørgsmål, for vi er jo forskellige som mennesker. Og der kan godt være nogen, der er overbekymrede. Det vil jeg ikke afvise. Og det kunne jo være sådan noget, der gjorde, at en leder siger: 'Er du nu sikker på det? Prøv lige at observere lidt mere og tal med nogen i teamet om det'«.

Men lærerne har jo pligt til at reagere ved selv den mindste mistanke. Er det så ikke et problem, hvis lederen taler dem fra det?

»Jo, og som udgangspunkt skal lederen selvfølgelig ikke være overdommer. Hvis læreren er bekymret, så skal der selvfølgelig følges op på bekymringen. Det må helt klart være udgangspunktet. Reglerne er jo sådan, at læreren skal reagere, selv om det måske bare er en mistanke«.

 Er det så lederen eller læreren, der har ansvaret for at underrette?

»Det har den enkelte medarbejder jo ifølge loven. Men som ledere har vi et stort ansvar for at snakke med hinanden på skolen om underretninger. Hvilke tegn skal man kigge efter, hvad gør man? Jeg så gerne, at man talte om det en gang årligt, hvor man taler det igennem. Hvis en idrætslærer ser blå mærker på en elev, hvad gør man så? Men hvis et barn er faldet og har slået sig og fået et blåt mærke - hvad så? Børn får jo blå mærker«.

Så når vi ved, at hver anden lærer undlader at underrette, hvad skal man så gøre for at få flere til at underrette?

»Kommunikationen mellem de forskellige forvaltninger kan blive bedre. Det er fuldstændig vanvittigt, når de sociale myndigheder siger: Nu har vi sagen, så hører I ikke mere. For eleven går jo stadig på skolen, og vi hører ikke mere. Det kan vi ikke leve med. Jeg har som leder behov for at vide, om der sker noget, fordi jeg har oplevet så mange situationer, hvor der ikke sker noget«.