ADHD-foreningen har bestilt og betalt Renée Toft Simonsen for at skrive "Wilbur, en møgunge". Hun sluttede sin uddannelse med at lave speciale om, hvor vanskeligt det er for børn med ADHD at indgå i sociale sammenhænge.

"Jeg tog med glæde imod opfordringen for det var oplagt at kombinere min viden om børn med ADHD med min erfaring med at skrive børnebøger. Bogen er fri fantasi, men fra mit speciale ved jeg, at det er et stort problem for både børn og forældre, at det er så svært for børn med ADHD at få tætte, vedvarende relationer", siger Renée Toft Simonsen, der for længst har slået sit forfatternavn fast med Karla-bøgerne.

Bogen om Wilbur er skrevet til børn med ADHD, deres klassekammerater og i det hele taget dem, de deler hverdag med, herunder lærere og forældre til de andre børn i klassen.

Historien begynder, da ingen kender til Wilburs handicap, og beskriver de problemer, han løber ind i, fordi han ikke opfatter de sociale signaler.

"Han vil være med i pigernes leg og får en rolle som far. Men når de siger, at han skal gå ud i skoven og samle blade, suser han af sted. Andre børn kan godt finde ud af at stå ved en hæk og plukke blade i lang tid, men Wilbur kommer tilbage med det samme, og det irriterer de andre børn", fortæller Renée Toft Simonsen.

De andre børn er nemlig ikke nået at komme i gang med deres del af legen og siger til Wilbur, at han ikke kan være med.

"Det forstår han ikke, så i deres øjne er pigerne bare dumme. Det bringer ham i store vanskeligheder, at han ikke kan indgå i den slags relationer", siger Renée Toft Simonsen.

I fodbold siger de andre til Wilbur, at han skal aflevere bolden, men han tænker, at de bare selv vil have den.

"Han har ikke overblik til at se, at Anders står bedre placeret på banen, men ingen gider spille fodbold med én, der aldrig vil slippe bolden", siger forfatteren.

Normalitetsbegrebet er blevet for snævert

En dag får klassen en ny lærer, som ved, hvordan hun skal hjælpe Wilbur.

"Det viser sig, at Wilbur ikke er en møgunge, men et særligt barn, som der også er plads til, hvis man er forstående og rummelig. Ikke alle børn er ens", siger Renée Toft Simonsen.

I bogen beskriver hun, hvordan Wilbur får hjælp af pædagogiske redskaber som en sensorpude, som han kan vippe og sidde uroligt på uden at forstyrre resten af klassen, og en gummibold med knopper, som han kan klemme om, når det bliver svært at sidde stille.

"Sigtet med bogen er at vise rummelighed over for børn og de redskaber, de har brug for. Wilbur kan ikke vente, han hører ikke det, de andre børn hører, og han kan ikke selv strukturere sin tid. Han har brug for, at nogle gør det for ham", siger Renée Toft Simonsen.

Det er et stort problem for børn som Wilbur, at normalitetsbegrebet er blevet meget snævert, mener hun.

"Med 28 elever til én lærer er det virkelig nødvendigt, at alle sidder stille og lytter. Derfor skal der ikke ret meget til for, at et barn ikke passer ind i mainstream, og det gælder ikke kun børn med ADHD. Børn bliver født med forskellige temperament. Alligevel skal alle passe ind, ellers ryger de i støttecentret", siger Renée Toft Simonsen.

Det bliver også meget snævert, når alle skal testes, og alle skal kunne læse noget bestemt i slutningen af 1. klasse.

"Nogle lærer først at læse i 4. klasse, fordi de ikke er parate til at lære det før. Men så snart et barn har en lille s-lyd, bliver det sendt til talepædagog. Lad dog børn være forskellige og mærkelige på nøjagtig samme måde, som voksne kan være det", siger hun.

Mange børn kommer i klemme

Det bliver ikke bedre af, at lærerne virker slidte, mener Renée Toft Simonsen.

"De skal teste og teste og skrive papirer for at retfærdiggøre deres tid og den løn, de får. De vil hellere lave noget spændende med eleverne, men det hele skal være så effektivt, at de er nødt til at putte børn i kasser. Det kommer rigtig mange børn i klemme på, for man kan ikke putte barndommen i kasser uden at miste det impulsive, det rummelige, det kreative og vores værdier om, hvad der er vigtigt i livet. Skal alle børn kunne læse i 3. klasse, eller skal det være sjovt at gå i skole?"

Renée Toft Simonsen hælder til det sidste.

"Selvfølgelig skal vi hjælpe børn med sociale problemer od born med særlige vanskeligheder, men børn i al almindelighed skal nok nå det. Jeg kan bare se, hvor stor forskel der er på, hvornår mine egne fire børn modnes. Den ene var parat til at være alene hjemme i 2. klasse, den anden turde først i 5. klasse".

Selv har Renée Toft Simonsen og hendes mand for nylig meldt sønnerne Jens-Kristian på 12 og Hugo på 9 ind i en friskole, mens Ulrikke, snart 14, efter eget ønske er blevet i sin klasse.

"I første omgang valgte vi nærmiljøet, men vilkårene i folkeskolen stresser og overbebyrder lærerne. Hugo havde ikke lyst til at flytte skole, men så sent som i sidste uge, spurgte han mig, om lærerne på friskolen har en speciel uddannelse. De råber og skælder nemlig ikke ud som lærerne i folkeskolen, men er meget sødere, forklarede han. Det siger det hele. Ingen lærere kommer ud fra seminariet med lyst til at råbe ad børnene, men de politiske vilkår, som både børn og voksne bliver budt, er ikke særlig gode. Med 28 elever i klassen er det umuligt for læreren at komme i kontakt med alle børn i løbet af tre kvarter", siger Renée Toft Simonsen.

"Wilbur, en møgunge" udkommer i morgen i forbindelse med ADHD-foreningens 11. nationale konference om ADHD. Den koster 75 kroner og kan købes hos ADHD-foreningen. Se linket til højre.