Lærere må gerne bruge visir men ikke mundbind på jobbet. Det undrer DLF.

DLF: Lad dog lærerne bruge mundbind på jobbet

DLF vil tage spørgsmålet om retten til at bruge mundbind på jobbet op med undervisningsministeren.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste elever er sendt hjem, men en del kommer til nødpasning på skolen, og specialeleverne får fortsat undervisning som normalt fysisk på deres skole.

Smittetallene blandt børn er høje og lærere og børnehaveklasseledere er blandt de mest smitteudsatte faggrupper. Alligevel må de ikke bære mundbind.

Det undrer formanden for DLF's  arbejdsmiljø- og organisationsudvalg, Thomas Andreasen.

Ministeriet: Nej til mundbind til lærere

"Vi synes, at det kunne være et godt redskab i vores værktøjskasse", siger han til folkeskolen.dk.

"Der er nogen, som ville være glade for den tryghed, for eksempel hvis de har sårbare ægtefæller eller børn hjemme, og det undrer os, at man ikke vil lade lærerne få den mulighed. Det vil jo forebygge sygdom blandt lærerne og dermed være med til, at man kan holde skolerne åbne. Så det er helt sikkert noget, vi vil tage op med undervisningsministeren".

Særligt problematisk for speciallærerne

At det netop er speciallærerne, der stadig er fysisk på arbejde, udgør et særligt problem, mener Thomas Andreasen.

"Der er nogle grupper af specialelever, hvor det er svært eller umuligt at holde den anbefalede afstand" siger han.

"Det kan være elever, der ikke kognitivt kan forstå, at de skal helst holde sig to meter fra læreren, eller som har motoriske vanskeligheder, og derfor har brug for hjælp til for eksempel at pudse næse og få overtøj på".

Speciallærere nervøse for at blive smittet af deres elever i den fysiske undervisning

Børnene er ikke bange for mundbind

Et af argumenterne mod at lade lærere bruge mundbind på arbejdet er, at det skader elevernes mulighed for at aflæse lærerens mimik, og at det vil skræmme især mindre elever at se deres lærere med mundbind.

Men Thomas Andreasen mener, at problemet er til at overse.

"Jeg tror for det første, at vi gennem snart to år har vænnet os til at se folk med mundbind, uden det skræmmer os", siger han.

"Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at lærerne ønsker at have mundbind på hele tiden. Men der er en del, som ønsker at have lov til at have det på, når de bevæger sig gennem skolens fællesarealer eller opholder sig i for eksempel faglokaler, hvor der kommer elever fra mange forskellige klasser. Det mener vi, at de skal have lov til".

DLF om nye retningslinjer: Vigtigt at der skrues op for tiltag, hvis smitten er høj