For et par år siden vakte USA's daværende præsident, den farverige Donald Trump, med et tilbud om at overtage Grønland for en ikke offentliggjort sum udbredt vrede i Danmark. Men selvom præsidentens tilbud faldt mange for brystet – nogen stor diplomat var han jo ikke – så burde tankegangen ikke overraske: Grønland har enorm strategisk betydning og har haft det længe. Faktisk var hr. Trumps forslag et ekko af et konkret bud, som blev afgivet i 1946.

Da det første tilbud blev givet, var den kolde krig på vej, de to blokke stod stadigt stejlere over for hinanden, og atomkapløbet skulle snart sørge for, at planeten kunne destrueres adskillige gange af hvert af de stridende parters arsenal af nukleare sprænghoveder, der skød op på egen grund og rundtom hos allierede. Som missilbærende baghave ville Grønland være en enorm fordel for USA. Men øen var ikke til salg.

Det kan dog være svært at få sin vilje, hvis den kommer på tværs af supermagters interesser, så selvom der ikke blev faktureret og afregnet 100 millioner dollars, fik USA sin base i Nordvestgrønland. Materialet "Project Iceworm" betegnes som en interaktiv dokumentar, og det beskriver udmærket oplevelsen. Da jeg ikke er computerspiller, kan det godt være, at min terminologi er lidt kluntet, så for det undskylder jeg på forhånd – men jeg vil beskrive oplevelsen som et førstepersonsspil. Dermed mener jeg, at man ikke kan se den person, man styrer, men så at sige ser gennem vedkommendes øjne.

Ved begyndelsen står man i polarnatten foran indgangen til Camp Century. Man har et kort og en bog med forskellige opslag til rådighed. Undervejs i gange og rum møder man forskellige personer, der parallelt med visningen af små vignetfilm fortæller om deres rolle og sætter den ind i det større perspektiv. Filmene varer typisk omkring et minut og er mættede med relevant information, der løbende breder stormagtspolitik, lejrens formål, USA's interesser, atomvåben med mere ud for spillerne. Man går gennem gangene og bevæger sig ind i forskellige rum, der byder på forskellige infosæt. Når man forlader rummene igen, kommer der refleksionsspørgsmål til det, man netop har oplevet.

Producenter af underholdningsspil har en helt anden økonomi at gøre godt med, når de udvikler deres produkter, end det typisk er tilfældet for udviklere af læremidler. Jeg har set en del mindre heldige bud på undervisningsspil, der virkede som slatne og gumpetunge skygger af "rigtige" spil, ligesom det kan være svært at ramme en blanding af leg og læring, hvor det ene element ikke træder det andet over tæerne eller vice versa. Men "Project Iceworm" falder ikke igennem på nogle af parametrene, og som nævnt kalder afsenderne det da også en interaktiv dokumentar frem for et spil (men det at styre rundt med musen i gangene på en militærbase bringer nu engang mindelser om et computerspil, og rammefortællingen er da også, at hovedpersonen er ude på en mission for at blive klogere på Camp Century og Project Iceworm, så jeg synes, det giver mening at sammenligne). Både set med spilbrillen og dokubrillen gør "Project Iceworm" det rigtig godt. Man er lykkedes med at skabe en fortættet atmosfære, og den intensitet, der kommer af at befinde sig på et af klodens militære hotspots, klar til den totale krig, blandet med polarnattens isolation, basens afsondrethed og klaustrofobien i gangene, spiller op til billedsprog og stil i de sepiatonede og grynede filmklip for tilsammen at give en virkelig overbevisende koldkrigsstemning.

Det er også interessant at høre om de helt lavpraktiske problemer, der viste sig at knytte sig til at grave en militærbase ned i isen. Sne og is er temperamentsfulde materialer, og man må bruge ufattelige mængder energi på med håndkraft at sikre gangene hver dag, når isen maser sig igennem væggene, og udgangene sner til. Autenticiteten får lige et ekstra nøk op, når informationen spænder fra snebetingede kloakeringsproblemer til de helt store militære makroforhold.

Det centrale spørgsmål at stille om et digitalt læremiddel af denne art er, om forholdet mellem staffage og indhold er godt afstemt. Også det når man rigtig fint i mål med; man bliver en hel del klogere på et spændende og vigtigt emne, og med refleksionsspørgsmål og dilemmaer undervejs får man indblik i, hvor speget en situation såvel Danmark som verden befandt sig i.

Æstetikken og stemningen er som sagt flot udført og bærer indholdet glimrende frem, og man keder sig ikke undervejs. Der er ikke stof til mange timer, så regn med en dobbeltlektion. Men samtalerne bagefter kan snildt fylde en del mere, så det endelige tidsforbrug er meget op til den enkelte lærer og klasse. "Project Iceworm" kan både stå alene og fungere som en del af et større forløb.