Der har, så længe jeg kan huske, været diskussioner om de lærerstuderendes parathed, når de endelig skal stå på egne ben. Praksischok, manglende færdigheder og manglende håndværk er ofte nogle af de fænomener, der bliver italesat som problematiske. ”Lærerbogen” er en blanding af anekdoter og gode råd til lærere og forældre med børn i folkeskolen. Den bygger på erfaringer fra 40 års lærergerning, hvor hver dag er forskellig. Det betyder ikke, at man ikke kan forbedre sig, nej, tværtimod, bogens ærinde er, at man hele tiden skal udvikle sin praksis og blive ved med at udvikle sig som lærer.

Bogens styrke er forfatterens ærlighed. Han viser igennem fortællingerne at virkeligheden som lærer er, at man ikke altid er en spændt flitsbue med initiativ og rigtige løsninger. Dermed ikke sagt at Hans Erik Hansen fremstår som lad og uvidende, nej, han er et menneske med hjertet på det rette sted og en iver for at forstå sig selv og sine handlinger i de udfordringer, han møder. Der er meget genkendelighed i beretningerne, som illustrerer, at man som lærer ikke altid mestrer alle facetter af lærergerningen.

Til trods for at anekdoterne er genkendelige, er det specielt anden halvdel af bogen, som for mig er interessant. Her fremfører Hans Erik Hansen det, han kalder lærersætninger, som i bund og grund er tips og tricks fra 40 års tro tjeneste. Her snakker vi ikke om kompleks læringsteori som Dales tre kompetenceniveauer eller Kolbs læringscirkel, men om gode råd, som man som underviser kan afprøve på en onsdag i regnvejr.

Genremæssigt er bogen en sjov størrelse, idet den ikke ligner klassiske lærebøger fra læreruddannelsen. Bogen opbygger ikke argumenter ud fra teori og velbeskrevet empiri. Den er ikke specielt lødig eller akademisk hellig. Nej, "Lærerbogen" er en ærlig beretning fra en almindelig lærer i folkeskolen, som måske kan hjælpe dimitterende lærere med at tage brodden af det forestående praksischok.