Anmeldelse
Hukommelsesstrategier
Arbejd med hukommelsen
Godt helbred og en dårlig hukommelse siges at være lykkens forudsætninger. Men skal der læres noget, er der grænser for, hvor dårlig hukommelsen må være, og heldigvis kan den trænes.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Trine Trentemøller sætter med sin udgivelse ”Hukommelsesstrategier – for børn med dysleksi og andre læringsforudsætninger” fokus på det grundlæggende problem for læreren; at eleverne tilsyneladende ikke kan huske det, læreren lige har gennemgået. Det skaber i sagens natur frustration hos læreren, for hvad skal man gøre? Dette spørgsmål forsøger udgivelsen at svare på ved blandt andet at sætte fokus på hukommelsens komponenter, arbejdshukommelse og ikke mindst strategier og hukommelsesteknikker, som kan understøtte elevernes arbejde med at blive bedre til at huske. Udgivelsen sætter fokus på hukommelse i et generelt perspektiv, men er særlig optaget af de udfordringer, som ordblinde og elever med andre læringsudfordringer kæmper med.
Fakta:
Titel: Hukommelsesstrategier
Forfatter: Trine Trentemøller
Pris: 250
Sider: 104
Serie: Lyst og læring
Forlag: Akademisk Forlag
Et gennemgående træk ved kapitlerne i bogen er, at de enten eksemplificerer udfordringerne igennem kapitlerne eller inddeles med en case, der rammesætter kapitlets indhold ved at fokusere på de genkendelige udfordringer med elevernes hukommelse, som lærerne kan genkende. Med afsæt i de forskellige cases behandler bogen udfordringer i et tilgængeligt teoretisk perspektiv. Det teoretiske perspektiv i bogen forfølger forfatteren ved at lave yderst velegnede øvelser, som læreren kan anvende i undervisningen for at styrke elevernes hukommelse.
Udgivelsens praktiske øvelser og klare fokus er dens styrke, fordi udgivelsen dermed bliver velegnet som grundlag for drøftelser i fagteam på skolerne og vejledere med flere.