"Har I egentlig tænkt over, hvad det gør ved eleverne, når dørene er lukkede ind til dem?" spurgte lederen på den specialskole for fysisk og psykisk handicappede, hvor Heidi Brinch Hansen arbejder.

Først blev hun provokeret af spørgsmålet, da hun syntes, at det var noget, de professionelle tog hensyn til og var meget bevidste om i dagligdagen - både i deres værdigrundlag, autismepædagogik og grundlæggende menneskesyn. Men det fik hende alligevel til at tænke over, om de egentlig gjorde det godt nok, og hvad der sker, når der skal tages hurtige beslutninger hverdagen.

Heidi Brinch arbejder på en specialskole, og eleverne i hendes enhed er alle med milde mentale retarderinger og for manges vedkommende også med diagnoser som ADHD, angst, depression og skolevægring.

På skolen er der såkaldte 'birum', et lille lokale, hvor der kan sidde én elev - højst to elever, som regel i forbindelse med klasselokalet. De bruges, når personalet vurderer, at en elev har behov for at blive skærmet fra sansestimuli og de andre elever.

Er vi modige nok?

For nogle børn "hjælper det faktisk at lukke døren, så har de mulighed for at fordybe sig i de ting, de skal lave. Vores børn har det svært med alle de fysiske impulser, der kommer udefra", siger en interviewet lærer fra en anden specialskole. Men er det altid den rette løsning?

"Er vi modige nok? Hvornår skærmer vi, og hvornår vælger vi ikke at gøre det? Tør vi udfordre eleverne, så de bliver så livsduelige som mulig og ikke skærmer dem fra verden? Inviterer vi eleverne ind i vores verden, eller træder vi ind i deres verden", spørger Heidi Brinch i sit pædagogiske diplomprojekt i specialpædagogik fra Professionshøjskolen Via i Aarhus.

I problemformuleringen til projektet spørger hun: "Hvordan kan jeg som lærer på specialskolen være med til, at den pædagogiske tilgang til elever inden for autismespektret tilrettelægges, så eleverne bliver så dygtige, som de kan - både fagligt og socialt - at de trives, og vi gør dem klar til et liv efter folkeskolen"? 

Ro eller sociale kompetencer?

Heidi Brinch undersøger, hvilke udfordringer det giver både at ville skærme, skabe ro og struktur og også at ville give plads til udfordringer, så de sociale kompetencer styrkes.

Hun beskriver sin egen skolehverdag og understøtter praksisbeskrivelserne gennem to elevers udtalelse om åbne og lukkede døre. Hun interviewer to lærere og en skoleleder fra en anden specialskole, og en kollega, der har yngre elever, i hendes egen enhed.

Projektet bygger blandt andet på Tine Basse Fiskers ph.d.-afhandling fra 2010 om interaktion mellem småbørn med autisme. 

Heidi Brinch belyser skærmning, det vil sige valget mellem åbne og lukkede døre, fra flere vinkler for at nå frem til en pædagogisk tilgang, der gør, at eleverne trives og bliver dygtige, samtidig med at de på tærsklen til at forlade folkeskolen er klar til næste skridt i livet. "Hvis eleven skal trives i skolen, skal eleven opleve selvkontrol og autonomi, mulighed for at sige til og fra, en følelse af at høre til og derigennem øve sig i at tage egne selvstændige og fornuftige valg", skriver hun i sin konklusion. 

Fravær af krav eller rigide skemaer?

De skoler, som indgår i projektet, arbejder begge med 'Low Arousal' og 'TEACCH'.

'Low Arousal' blev udviklet af den engelske psykolog Andrew A. McDonnell for at have fokus på de fagprofessionelles adfærd og andel i konfliktsituationer. Hjørnestenene i 'Low Arousal' er:

- konfliktreducering ved at tilpasse kravene,

- undgå øget arousal-niveau ved hjælp af indarbejdede strategivalg,

- refleksion og emotionel støtte til personalet.

For personalet handler det om, hvordan vi forebygger, håndterer og reflekterer over problemskabende adfærd for fremadrettet at undgå lignende konflikter, forklarer Heidi Brinch.

"At arbejde med 'Low Arousal'- tilgangen er en balancegang, for hvis personalet misforstår begrebet, hvor 'kravtilpasning' bliver til et fravær af krav, hvor personalet ikke viser tydelige grænser, bliver eleven forvirret og kan potentielt blive så usikker, at selvkontrollen mistes", understreger hun.

'TEACCH' er en forkortelse for 'Treatment and Education of Autistic and related communication handicapped Children' og bliver i Danmark benyttet i arbejdet med børn med autismespektrumforstyrrelser. Oprindeligt er TEACCH udviklet af den amerikanske psykolog Eric Schopler i 1972. Schopler var optaget af autismespektret med blik for individet og det unikke. Han anerkendte, hvor vigtig en rolle forældre til et barn med autisme spiller i dannelse og opdragelse. Lidt mere end et årti senere kom konceptet også til Europa, og den norske specialpædagog Veerle Garrals siger, at man i Norge såvel som i Danmark har en anden udgave end den oprindelige. Hun omtaler det som en 'TEACCH-light'- udgave, hvor struktur og dagsprogrammer er hovedpunkterne.

Den oprindelige udgave af TEACCH arbejder med:

- Klare strukturerede miljøer, der øger barnet følelse af at kunne være i kontrol, være dygtig til noget og overskue hverdagen,

 - forældremedinddragelse, så der bliver arbejdet på samme måde i alle miljøer omkring barnet,

 - stort kendskab til autisme som diagnose,

 - fokus på barnets styrkeområder/særinteresser i undervisningen.

 Garrals beskriver et paradigmeskifte over tid fra at se på individet, der er autist til at se individet med autisme som en del af et samfund, og hvordan vi kan ændre miljøet omkring det og tage hensyn til de udfordringer, individet med autisme måtte have.

Både Low Arousal og TEACCH handler i den oprindelige form om at se den enkelte elev, tilpasse miljøet på skolerne omkring dem - både det fysiske miljø og personalets tilgang og dermed baseret på værdigrundlaget. Nogle gange kan de to begreber i en lokal fortolkning komme i karambolage med hinanden forstået på den måde, at TEACCH- tænkningen i sin ekstreme form handler om at følge dagens struktur helt ned til mindste detalje i en nærmest adfærdsregulerende form, for man har erfaring med, at det giver ro og forudsigelighed især for elever med autismespektrumforstyrrelse.

"Problematikken opstår, når en elev ikke magter at følge strukturen og af årsager, som for de professionelle, kan være usynlige, siger fra og trækker sig. I praksis kan det være en umiddelbar udfordring, da alt går i stå - også planen som personalet følger, dagsplanen skrider, arbejdet med læringsmål osv. sættes på pause", skriver Heidi Brinch. Men det netop ikke en udfordring, "hvis man i teamet er i ro med at agere i kaos, fordi man ved hvilke muligheder og handlinger, man kan tage i brug, fordi man ser, hører og forstår barnet og har ledelsens opbakning"", mener hun.

Den voksne skal være dirigenten

Eleverne ønsker ofte selv dørene enten lukkede eller åbne, og de har fornemmelse for, hvornår og hvorfor stimuli fra omgivelserne bliver for voldsomme. Men for både at kunne tage hensyn til eleven selv og klassekammerater i nærheden står personalet alligevel dagligt over for valget om at lukke eller åbne døren. Personalet bliver nødt til at være 'dirigenten' og hjælpe eleverne med ikke at miste selvkontrollen, siger Heidi Brinch.

"I et noget rigidt skoletilbud, hvor TEACCH er ensbetydende med, at dagslister og struktur skal følges for enhver pris uden at tage hensyn til elevens egne behov og drømme, eller hvor Low Arousal bliver til et fravær af krav, bliver eleven ikke øvet i at ytre sig, have egen mening eller taget alvorligt. Det er en særlig udfordring at lave det stillads, den struktur, hvor en elev med autismespektrumforstyrrelse kan opnå dette, da det at kommunikere socialt netop er en udfordring for disse elever, men det drejer sig for personalet om at gøre konteksten så synlig og tryg, at eleven føler sig i stand til at være - at være i skolen og i verden, skriver hun.

"Det drejer sig om at turde udfordre eleverne og tage nogle valg en gang imellem, som måske er vovede i nogens øjne, men som ud fra en grundlæggende holdning om at se, forstå og eleven, er et nødvendigt skridt. Det er for eksempel eleven i birummet, der, modsat tidligere, nu kommer ud i klasserummet og har undervisning med personalet. Det drejer sig om, som personale, at have overskud og dermed den professionelle dømmekraft i 'vater' til at træffe de rette beslutninger på det rigtige tidspunkt. Det drejer sig om at se MED barnet, at træde ind i deres verden og ikke bare se på dem udefra", konkluderer Heidi Brinch Hansen i sit pædagogiske diplomprojekt.

"De rette til- og fravalg kan kun lade sig gøre, hvis grundforståelsen kan ses alle steder. En pædagogisk grundforståelse, der bærer præg af nysgerrighed og en ikke-dømmende tilgang i kommunikation - både i tale og skrift, i handlinger, i samarbejdet både internt og eksternt".

Læs hele projektet her: