Kære ledelse

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har brug for, som mange andre, at "sige højt", hvordan det føles at gå på arbejde for tiden. Jeg sætter ikke ord på, fordi jeg klandrer jer (ledelsen), at tingene er som de er, ej heller for at få klap på hovedet og anerkendelse - ikke engang i håb om, at der sker nogen ændringer. Det er udelukkende, fordi jeg kan mærke, at hvis jeg ikke sætter ord på, så skummer min indre cola over. Og jeg har hverken lyst til at sætte affaldssække steder, hvor de ikke høre til, eller til at åbne min rystede cola i hovedet på mine kollegaer - Rune Strøm-style (hvis det siger dig, kære læser, noget).

Jeg vil så gerne gå på arbejde hver dag og føle, at jeg løfter og opfylder min kerneopgave - værner om mine elevers trivsel, fylder i deres faglige rygsæk, arbejder tæt og stærkt sammen med mine kollegaer om at udvikle og udføre god og gennemarbejdet undervisning og ikke mindst bidrage til pædagogisk sparring og skabe stærke relationer, til og imellem mine elever.

Jeg føler ikke, jeg lykkes med det for tiden. Jeg bliver påvirket af, at mine kollegaer, på samme måde som jeg, slæber sig igennem ugerne med neglende dybt boret ned i klippekanten med den ene gulerod til at holde dem oppe, at sommerferien (heldigvis) står for døren… bare to måneder mere…

Jeg bliver påvirket af, for femte gang på blot 4 måneder, at få endnu en skemaændring smidt efter mig, så jeg endnu en gang skal omlægge den undervisning, jeg ellers lige havde planlagt - og faktisk været stolt af, at have planlagt - så langt frem, at der var tid og overskud til at rette stile, holde elevsamtaler, tage en ekstra drøftelse med en kollega og måske bare nå at drikke min kaffe varm.

Jeg mister pusten over de ekstra møder, der helt automatisk må opstå, når politikere endnu en gang synes, at det er en piv god ide at lave ændringer med (næsten) øjeblikkelig virkning, så vi endnu engang skal bruge et teammøde på at koordinere, slukke ildebrande og planlægge - og bevares, vi kunne nok sagtens have skrevet os ud af det, hvis ikke det var fordi mængden af beskeder og information, der flyver rundt imellem os i forvejen ligger på et niveau, der er en kommandocentral værdig.

Jeg bliver ked af det over, at jeg gang på gang "spilder tid" og må skubbe bunker foran mig. At jeg må bede elever vente, have tålmodighed og mange andre lignende fraser.

Jeg bliver ramt, når nogen udefra bruger ord som "omstillingsparathed", fordi jeg efterhånden helt automatisk går ud fra, at ordet bruges i en sammenhæng, der spydigt prikker til, at lærerne da også bare må omstille sig - igen - lige som alle andre. Og det skal på ingen måde forstås sådan, at jeg synes vi omstiller os mere end alle andre, eller har det hårdere og sværere end alle andre. Jeg bliver i særlig grad ramt på min professionalisme, når I, kære ledelse, når vi som medarbejdere ytrer, at vi skal passe på hinanden i det her, oversætter det med, at vi synes vores arbejdsmiljø er vigtigere, end at løse "kerneopgaven". Det er faktisk ikke helt det vi mener - vi er bare bekymrede for ikke at kunne løse lige præcis dén opgave, hvis vi tjekker os selv ind på sindsygeanstalten på vejen mod målet. 

Jeg er træt helt ind til benet af at skulle tænke i løsninger ala udeskole, fordi det bare ikke går hånd i hånd med at løse den del af opgaven, der har med faglighed at gøre. Og forstå mig ret - jeg ville da elske at spille rundbold og gå ture med mine elever i ét væk, for noget af det bedste jeg ved, ved mit job, er at være sammen med mine elever UANSET faconen. Vi når bare ikke årsplanen. Er det okay

Jeg ved efterhånden ikke om jeg bare skal fylde mere vin i glasset eller sætte mig og stirre ind i en væg indtil det hele er gået over. Jeg er ikke sikker på, at nogen af tingene er løsningen. Men for filan, hvor er jeg træt. IKKE at forveksle med CORONA-TRÆT, for er der én ting, der gør mig EKSTRA træt, så er det lige præcis dét ord! Bare godt gammeldags træt!

Please, lad mig nu bare få to bittesmå måneder uden ændringer, rokader, nye planer… (indsæt selv flere) …. To måneder, hvor jeg kan gennemføre den undervisning jeg har planlagt - noget på skolen, noget hjemmefra. Hvor vi kan nå at drøfte det, vi rent faktisk gerne vil på teammøderne. Hvor jeg kan snakke med mine kollegaer om noget andet end CO-fucking-rona og hvor jeg ikke skal indlede hver eneste dag med at fortælle mine elever, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal svare på deres spørgsmål, men at jeg godt forstår det er svært og forvirrende.

Uden at pudse for meget glorie, så synes jeg jo faktisk, at jeg er strikket sådan sammen personligt, at jeg langt hen ad vejen hopper, når der bliver sagt hop, skifter retning, når det er nødvendigt, og finder på noget nyt, når noget andet ikke "blev" alligevel - alt sammen med en tyk coating af den slags livsfilosofi, der prædiker: "så når vi det nok i morgen" og "kage er altid løsningen". Men jeg kan godt mærke at kagen efterhånden smager lidt klægt og jeg måske er løbet en smule tør for "imorgener"

Og fordi lærere er sådan nogle empatiske og samstemte mennesker, så tør jeg faktisk godt påstå, at hvis jeg har det, som jeg har det, så sidder 98 % af mine kollegaer med en eller anden variant af samme følelse og frustration. Og måske faktisk en god portion af eleverne også.

Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg vil med alt det her - det skulle bare ud og væk, så jeg igen har lidt luft til at løfte min del af opgaven, bl.a. ved at sende lidt kærlighed og oprigtige smil afsted til elever og kollegaer. Og til "jer på ledelsesgangen" for den sags skyld, for jeg er selvfølgelig ikke blind for, at I heller ikke ligefrem synes, det her kan sidestilles med Piña Coladas på Maldiverne.

Jeg tror bare jeg på vegne af mig selv og mine kollegaer (ja det tillader jeg mig sgu - helt uden at have spurgt dem) prøver at sige, at vi gør, hvad vi kan, at vi ikke har glemt, hvorfor vi er her, at i alle mulige og umulige snakke om arbejdsmiljø og usikre tider, så vil vi faktisk bare gerne levere god undervisning og tryghed til vores elever. Og helst komme ud på den anden side (1. august, når Corona er væk) i ét stykke, så vi også kan gøre det, vi er bedst til, igen næste skoleår.

De bedste hilsner

Sigrid