En sikring af reallønnen plus lidt ekstra er hovedelementet i OK21
Foto: simpson33/istock.com
Hovedstyrelsen: Ja til OK21
Et samlet ja - men uden de store klapsalver. Det blev konklusionen på DLF's hovedstyrelses behandling af lærernes overenskomstforlig. Det er dog de kommunalt ansatte DLF-medlemmer, der skal tage endeligt stilling ved en urafstemning i april.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der var ikke jubelscener i hovedstyrelsen under debatten. Medlemmerne af hovedstyrelsen havde gerne set nogle flere forbedringer, især for tillidsrepræsentanterne. Men det lykkedes ikke at komme igennem med det over for de kommunale arbejdsgivere.
I ja-vægtskålen lå dog flere andre ting, som tilsammen vejede tungest: OK21 giver en lille reallønsstigning med en ramme på 5,29 procent over tre år. Der bliver også taget hul på nogle forbedringer, som man kan bygge videre på ved kommende overenskomstforhandlinger, blandt andet inden for efteruddannelse og praktiklæreruddannelse.
Der kan også komme lidt flere penge i pensionsposen, fordi man via frivalgsordning selv kan veksle en lønforhøjelse på fremover 1,38 procent til pensionsindbetaling. Endelig er der også lønløft til professionsbachelorerne i ernæring og sundhed og til UU-vejlederne, ligesom parterne har lovet hinanden at se på, hvordan man kan sikre nyuddannede en god start på lærerjobbet.
OK21: Lærerforlig løfter børnehaveklasselederne og fritvalgsordningen
"Der står allerede i arbejdstidsaftalen A20, at man ved opgavefordelingen skal tage særligt hensyn til nyuddannede, og det er det, vi er enige om at arbejde videre på", fremhævede Gordon Ørskov Madsen over for folkeskolen.dk, da forliget blev præsenteret. "Men jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi havde været endnu mere ambitiøse, også med hensyn til efteruddannelse".
Hovedstyrelsen vil nu skrive på en samlet anbefaling til det indstik i Folkeskolen, hvor forliget præsenteres i sin helhed op til urafstemningen. Det bliver i nummer 6, som udkommer 25. marts. Sele urafstemningen begynder efter påske, den 6. april. For lærere på statslig overenskomst er urafstemningen vejledende.