Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En politisk skandale, der kan få vidtrækkende konsekvenser for måden, vi bedriver videregående uddannelser her i landet.
Sådan lyder en markant kritik fra tidligere formand for Alternativet og nuværende medlem af partiet Frie Grønne Uffe Elbæk af den nye, private læreruddannelse, som et flertal uden om regeringen ønsker at etablere.
Allerede inden førstebehandlingen af beslutningsforslaget havde et flertal tilkendegivet at bakke op om forslaget. Og under førstebehandlingen tilsluttede også Nye Borgerlige og Alternativet sig forslaget, og Alternativets enlige folketingsmedlem Torsten Gejl betegnede dagen som "smule historisk".
Fri læreruddannelse tæt på en realitet: Men den skal måske ikke ligge i Herning
Ifølge Torsten Gejls tidligere partikollega Uffe Elbæk er beslutningen rigtigt nok historisk, men ikke for det gode. Faktis står flertallet på nippet til at stå bag en decideret politisk skandale, mener han.
"Jeg var desværre ikke i salen til førstebehandlingen, fordi vi ikke kan være alle steder på én gang, når er et lille parti. Men i takt med at jeg har sat mig ind i grundlaget, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det her kan ende i en politisk skandale", siger han.
Mangler konkrete svar
Uffe Elbæk har selv prøvet at stå bag en helt ny uddannelse i form af lederuddannelsen KaosPiloterne, som han grundlagde tilbage i 1991 og siden var rektor for i 15 år. Derfor var han også umiddelbart positiv, da han hørte om forslaget om at danne en ny uddannelse.
Censorformand siger farvel: Fri læreruddannelse kan bryde skadende monopol
Men efter at have læst beslutningsforslaget og en række interview med menighedspræst Morten Kvist, der står i spidsen for initiativgruppen bag forslaget, er han af en helt anden holdning.
"Jeg har kun kunnet finde frem til et fire-fem siders grunddokument. Dér tænkte jeg straks, at der måtte være et eller andet helt galt her. Det her kan ikke være seriøst. Man starter ikke en helt ny videregående uddannelsesinstitution, der kommer på finansloven fra dag 1, og som skal uddanne lærere til folkeskolen, uden at der er et meget seriøst beslutningsgrundlag", siger han og peger på, at han heller ikke er blevet meget klogere af de mange interview, han har læst.
I spidsen for ny fri læreruddannelse: Man kan uddanne lærere på en ny måde
"Interviewene med Morten Kvist har alle været intellektuelt interessante. Men hver gang har det været på et meget overordnet plan. Der er nogle interview, hvor han bliver spurgt til, hvordan uddannelsen vil adskille sig konkret fra den eksisterende læreruddannelse, og dér kommer der igen meget generelle og overordnede svar. Det har fået alle mine alarmklokker til at ringe".
"Når man ansøger om offentlige midler, skal man normalt jo nærmest skrive en hel ph.d-beskrivelse for at få 10.000 kroner. Men her vil et flertal i Folketinget lave en helt ny videregående uddannelse uden nogen nævneværdig diskussion på baggrund af en utrolig løs beskrivelse".
Står bag 11 af 14 spørgsmål
Folketingets partier har mellem første og andenbehandling mulighed for at stille spørgsmål til det forslag, de skal forholde sig til. Og den mulighed har Uffe Elbæk i den grad udnyttet. Han står bag 11 af 14 spørgsmål, som Uddannelses- og forskningsministeriet skal besvare inden andenbehandlingen.
Spørgsmål, der tilsammen ifølge Uffe Elbæk kun udgør et minimum af det, man kan forvente at få svar på, når der skal tages stilling til oprettelsen af en helt ny uddannelse.
"Jeg er meget spændt på, hvad svar jeg får. Jeg håber på, at svarene vil give os en viden, der gør, at vi kan diskutere det her på et kvalificeret grundlag. Det er bestemt ikke hver dag, at jeg siger, at vi står over for en politisk skandale. Men hvis ikke der kommer meget gode svar på de spørgsmål, jeg har stillet, så er det en ommer. Så er det simpelthen gået alt for hurtigt", siger han.
DLF: Paradoksalt, at der er flertal for alternativ læreruddannelse
Hvorfor ikke bare lave et forsøg i stedet?
Uffe Elbæk undrer sig såre over, at det ikke på nuværende tidspunkt står krystalklart, hvordan en alternativ læreruddannelse vil adskille sig fra den eksisterende læreruddannelse.
"Hvis man skal lave en ny læreruddannelse, skal den jo pædagogisk, fagligt og historisk adskille sig markant fra det, der er i forvejen. For hvorfor skulle man ellers sætte noget helt nyt i gang? Når jeg læser projektbeskrivelsen, spørger jeg mig selv, hvilke dele af indholdet man ikke kunne lave på den nuværende læreruddannelses?", siger han.
von Oettingen: Politikere skyder helt ved siden af med privat læreruddannelse
"Hvis man gerne vil prøve noget nyt, hvorfor laver man så ikke et eksperiment, hvor man fx giver tre læreruddannelser frie rammer, som man gør med frikommuner? Så kan man over en forsøgsperiode, teste nogle ting af. Der findes masser af muligheder for fornyelse inden for de nuværende rammer", siger han.
Kan skabe præcedens for en række private uddannelsesformer
Uffe Elbæk undrer sig også over, at det under førstebehandlingen pludselig kom frem, at de Radikale ikke vil lægge stemmer til en placering i Herning, ligesom de Radikales ordfører for frie skoleformer Marianne Jelved fra talerstolen sagde, at hun fortryder, at hun havde godkendt, at man i overskriften til beslutningsforslaget betegner en ny læreruddannelse for 'privat' i stedet for 'fri'.
"Jeg kan ikke finde ud af, om det her mere handler om princippet end det faglige indhold. Det er en fair og legitim diskussion at tage, om vi vil lave et parallelsystem i de videregående uddannelser, hvor man både har private og offentlige uddannelser. Men det er en meget principiel diskussion, man ikke bare tager over night. Hvis man vedtager det her - og det ser det jo ud til, at vi gør - hvad forhindrer så, at der kommer et forslag om at lave en privat pædagoguddannelse eller en privat socialrådgiveruddannelse? Det skaber jo præcedens".
"Læreruddannelsen mangler noget holdning til, hvordan man skal være lærer"
Forslaget skal andenbehandles i folketingssalen tirsdag 2. marts. Her ser han gerne, at flertallet fra førstebehandlingen er forduftet.
"Jeg er selv højskolebarn. Jeg kan godt lide, at der er en skolemangfoldighed, men jeg kan ikke lide, at der bliver truffet så principielle beslutninger på et så tyndt grundlag. Derfor håber jeg virkelig også, at de Radikale får second thoughts. Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan de Radikale kan argumentere for deres beslutning".
Uffe Elbæks 11 spørgsmål til beslutningsforslaget