Københavnske lærere tilbydes to frivillige test om ugen i en ny aftale mellem kommunen og Falck.
Københavnske lærere kviktestes af Falck to gange om ugen
Allerede tirsdag blev de første lærere kviktestet for corona i København. Kommunen har allieret sig med Falck for at kunne tilbyde kviktest af alle de lærere, der vender tilbage til skolen i denne uge.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kommunernes ansvar for selv at stå for kviktest af blandt andre lærere har nogle steder medført frygt for, at lærere nu skal testes af kolleger, der har været på lynkursus.
Den frygt behøver lærerne i landets største kommune, København, ikke at bruge tid på.
Siden regeringens beslutning i sidste uge om at lade kommunerne selv stå for opgaven, har børne- og ungdomsforvaltningen i København knoklet på for at kunne stable et testtilbud på benene for de lærere og andre personalegrupper, der vender tilbage til skolen i denne uge. Og det er altså lykkedes med en løsning, der indebærer, at Falck fra i dag, tirsdag, går i gang med at kvikteste de københavnske lærere to gange om ugen på kommunens godt 60 folkeskoler.
"Den opgave har Falck formentlig kunnet organisere og udføre hurtigere, end vi selv kunne have løftet det. Falck begyndte testarbejdet ude på skolerne i dag, og vi har en forventning om, at de fra og med denne uge kviktester medarbejdere, som ønsker det, to gange ugentligt", siger børne- og ungdomsborgmester i København, Jesper Christensen (S).
Den københavnske aftale med Falck er indgået, før det viste sig, at Falck også alligevel kommer til at lynteste borgere over hele landet for statens regning, efter SOS International mistede opgaven mandag.
Lærerforeningen: Lærerne skal ikke coronateste hinanden
Aftalen i København omfatter medarbejdere i skolerne, skolefritidsordninger og fritidscentre - og de lærere, der er involveret i nødpasning af 5.-9.klassers elever på skolerne.
Testene foregår på skolerne og vil som udgangspunkt finde sted i arbejdstiden eller umiddelbart før eller efter, fremgår det af et brev, som kommunen har sendt til alle de medarbejdere, der er vendt tilbage til genåbnede skoler. Her fremgår det også, hvordan lærere skal forholde sig, hvis kviktesten viser, at de er smittet. Det er bl.a. vigtigt, at de er til at komme i kontakt med telefonisk efter prøvetagningen, understreges det i brevet.
Testede lærere skal være til at få fat i
"Hvis testen viser, at du er testet positiv for coronavirus, vil du modtage et opkald kort efter testen, og du skal gå hjem i selvisolation og kontakte din leder", lyder det i brevet til medarbejderne.
Hvis testen er negativ, får man intet svar fra Falck om resultatet, og man skal ikke foretage sig yderligere.
"Det er vigtigt for os, at det er trygt for lærerne at gå på arbejde. Testen er gratis og frivillig, og vi håber, at mange vil gøre brug af tilbuddet. Testen er et vigtigt værktøj til at bryde mulige smittekæder hurtigt, så den er et vigtigt element i den begrænsede genåbning, som sker ved at åbne skolerne igen for 0.-4. klasse", siger borgmester Jesper Christensen.
Københavns Kommune har desuden lavet en ny hjemmeside om ordningen til medarbejderne, ligesom man er i gang med at etablere en telefon-hotline.
Malurt i bægeret
Formanden for Københavns Lærerforening (KLF), Lars Sørensen, er godt tilfreds med muligheden for at blive testet i København.
"Det er rigtig dejligt, at det kommer i gang så hurtigt", siger han.
KLF-formanden drypper dog også lidt malurt i bægeret. For endnu fungerer det ikke med test af bl.a. lærere på specialskoler, der oprindeligt var omfattet af regionernes aftale med SOS International.
"Her har man efterhånden været på arbejde rigtig længe uden den mulighed for at blive testet. Og nu skal de så se, at der kommer folk tilbage og så springer over køen, mens de selv stadig ikke kan blive testet - det giver selvfølgelig en følelse af stor forskellighed. Det skal helst op at køre meget, meget hurtigt", siger Lars Sørensen.
Foreløbig kører den københavnske aftale med Falck de næste fire uger.
Lærerne kan blive kviktestet fra næste uge