Det nye praksiscenter skal sikre, at implementeringen af bevægelse i skoledagen ikke afhænger af enkelte ildsjæles indsats.
Foto: billede fra rapporten
Nyt center skal sætte turbo på bevægelse og idræt i skolen
Med et nyt praksiscenter for idræt og bevægelse i skolen vil Dansk Skoleidræt – støttet af Trygfonden – nu samle alle faggrupper og sektorer om arbejdet med at leve op til lovkravet om 45 minutters bevægelse om dagen i skolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mens lærere landet over kæmper en daglig kamp for at få folkeskolereformens krav om 45 minutters bevægelse om dagen i skolen til at fungere i praksis, lægger Dansk Skoleidræt med et nyt initiativ nu op til en væsentlig styrkelse af indsatsen.
Det sker efter gentagne meldinger om, at indsatsen på mange skoler har tabt pusten, fordi den i for høj grad er afhængig af enkelte ildsjæles engagement. Hertil kommer, at skoleledere og kommunale forvaltninger i mange tilfælde forsømmer at fastholde et ledelsesmæssigt fokus på udfordringen.
Rekordfå elever bevæger sig nok i folkeskolen
For det er nemlig tydeligt, at der mangler overordnet koordinering, struktur og rammer, hvis bevægelsesindsatsen skal implementeres fuldt og for alvor blive langtidsholdbar i skolen, lyder det fra Dansk Skoleidræt, der understreger, at opgaven skal have topprioritet blandt skolens faglige organisationer, i kommunerne og blandt de aktører, der kan byde ind med hjælp til skolerne.
Behov for at udvide indsatsen
Derfor løfter Dansk Skoleidræt nu sløret for et nyt initiativ, der - støttet af Trygfonden - skal medføre en klar styrkelse af skolernes indsatser for at sikre elevernes daglige bevægelse i undervisningen. Det sker med oprettelsen af et nyt Praksiscenter for Idræt og Bevægelse i Skolen, hvis opgave bl.a. bliver at samle alle faggrupper og sektorer om arbejdet med at styrke implementeringen af bevægelse i skoledagen.
"Der er et behov for at udvide indsatsen fra individbårne aktiviteter til en tilgang, som ikke alene handler om at skabe hurtige løsninger for her og nu at udfylde kravet om de 45 minutter, men om en fælles struktur og rammer og i sidste ende en bevægelseskultur på skolerne", forklarer generalsekretæren i Dansk Skoleidræt, Bjørn Friis Neerfeldt.
"Det er et stort opmærksomhedspunkt, at ansvaret for implementering af idræt og bevægelse ofte ligger hos den enkelte medarbejder ude på skolerne. Uden en målrettet involvering og understøttelse fra skoleledelse og politiske beslutningstagere skabes store forskelle på skolernes succesrate med bevægelse, hvilket i sidste ende går ud over eleverne", tilføjer Bjørn Friis Neerfeldt.
Rådgivning og netværksklynger
Det er meningen, at det nye praktiscenters aktiviteter skal kunne tilgås af både elever, lærere, skoleledelser, pædagoger, kommunale konsulenter, ministerier, styrelser og organisationer, altså fra praksis til politisk niveau.
Helt konkret skal det nye praksiscenter bestå af grundelementer som fx en rådgivningsindsats, en "værktøjskasse" og netværksklynger, der skal sikre viden om praksis og tilbage igen. Det skal ifølge Dansk Skoleidræt skabe et nyt "kraft- og resursecenter" til gavn for alle faggrupper og sektorer, der arbejder med idræt og bevægelse i skolen.
Ambitionen er blandt andet, at de bedste praksiseksempler fra skoler skal udbredes. Derfor er et af elementerne i det nye praksiscenter også at skabe et eksempelkatalog til brug for alle, der søger hjælp og inspiration - ligesom en implementeringsguide skal give konkrete værktøjer og anbefalinger til aktører på alle niveauer.
Nyt udspil: Undervisningsminister vil sætte gang i bevægelse i skoledagen
Oprettelsen af det nye praksiscenter kommer efter, at Dansk Skoleidræt og Trygfonden fra 2014 til 2019 har efteruddannet ansatte på 60-70 pct. af landets skoler i bevægelse.
"Vi ved, at bevægelse i skolen styrker elevernes trivsel og læring, og at gode aktive vaner fra barnsben trækker renter ind i voksenlivet - som ultimativt også gavner folkesundheden. Derfor vil Dansk Skoleidræt med Praksiscenter for Idræt og Bevægelse i Skolen samle de mange gode aktører, så vi ved fælles hjælp kan løfte en samfundsopgave, som sjældent er set større end nu", sigerBjørn Friis Neerfeldt.
Mere bevægelse i skolen kræver tydelig ledelse - og penge