»Men det er jo kernen i vores lærerfaglighed. Hvorfor skal vi tale om det som praksisfaglighed?«

Den holdning har lektor i organisatorisk læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet Julie Borup Jensen mødt utallige gange, i de to år hun har arbejdet med udvikling af praksisfaglighed på skoler, og hun kan godt se lærernes pointe.

Men for hende at se betyder det på ingen måde, at praksisfaglighed bare er det, vi plejer at gøre. Det er tværtimod en gylden mulighed for lærerne og lederne til - med politikernes velsignelse - at sætte fokus på de ting, som de altid selv siger virker: konkrete opgaver, virkelige problemer, æstetiske læreprocesser, kroppen sammen med hovedet, tværfaglighed, differentieret og varieret undervisning og fingrene nede i læringen. Og ikke mindst at sætte fokus på, hvordan lærerne vælger at gribe undervisningen an.

»Lærerne er blevet undervist i en lineær vej frem mod undervisningsmål. Praksisfagligheden kan være en mulighed for at få mandat til at vælge den zigzagvej, der giver mening i den enkelte undervisningssituation. Det kan styrke mandatet til, at en proces fører til noget, selv om målet ikke ligger ligefor«, understreger forskeren.

»Vi kan se, at det virker for eleverne« 

Julie Borup Jensen blev i 2018 bedt om at lede udviklingsprojektet »Praksisfaglighed i skolen«, som var en del af den politiske aftale »Styrket praksisfaglighed i folkeskolen«. Formålet med projektet var at samle og systematisere konkrete bud fra lærere og ledere på, hvad praksisfaglighed kunne være, og hvordan man kunne styrke disse elementer i undervisningen i fagene i folkeskolen i samarbejde med erhvervsskoler. 58 skoler og erhvervsskoler meldte sig til projektet, og en gruppe forskere med Julie Borup Jensen i spidsen skulle så følge deres proces. Begrebet praksisfaglighed var nyt, så det var en søgende proces.

»Det er hverken et begreb, der findes i pædagogikken eller i forskningen. Så vi valgte at holde det op som en mulighed for at komme til at tale med lærere og skoleledere om særlige dele af undervisningen og det at være lærer. Hvad kan der komme ud af at arbejde på en mere praktisk måde, og hvad får vi øje på?« fortæller hun.

Lærerne skulle komme med svarene

Julie Borup Jensen har laver mange projekter om, hvordan man udvikler en viden, der er professionsnær, som giver mening for dem, der skal bruge det. Processer, der handler om det mere alment didaktiske og dannende og de æstetiske læringsprocesser. Og hvordan ens etos og viden og praksis spiller sammen, forklarer hun. Derfor gav det også fint mening for Julie Borup Jensen at gå til dette forskningsprojekt med en undersøgende tilgang til feltet.

»Vi kunne ikke komme til lærerne og fortælle dem, hvad den nyeste forskning siger, som de forventede, fordi folkeskolen efterhånden er socialiseret til, at der kommer vejledninger fra ministeriet eller forskningen. I stedet tog vi udgangspunkt i, hvad der er underforstået i vejledninger og aftaletekster - nemlig kreativ og problembaseret læring - og så bad vi lærerne og erhvervsskoler om at komme med deres bud på, hvad der gav mening, og hvad de ønskede at prøve af i egen undervisning. Hvad er det, vi gerne vil med vores elever, og hvordan kan praksisfaglighed hjælpe os med det?«

Video: Det er praksisfaglighed for mig

En binding lå der dog i opdraget, nemlig kravet om, at udviklingsarbejderne skulle foregå i samarbejde med erhvervsskoler. Men det kom der faktisk også en masse godt ud af, fortæller Julie Borup Jensen.

»Samarbejdet er i udgangspunktet vanskeliggjort af, at de to skoleformer har forskellige formål. Men lærerne fik undervejs respekt for, at begge tilgange kan noget, særligt hvis man kan veksle mellem formålene i undervisningen«.

Samtidig kunne erhvervsskolerne byde ind med didaktiske ideer til, hvordan man fanger eleverne. Hvordan tænker man for eksempel menneskelige processer ind i bygningsværker? Eller hvad betyder det, når det er en rigtig håndværker eller arkitekt, der stiller spørgsmålene?

Ny inspiration: Sådan kan man arbejde praksisfagligt i alle fag

Forskernes bidrag har været, både undervejs og efterfølgende, at gå til erfaringerne med lidt mere teoretiske briller og prøve at omsætte noget af den tavse viden til brugbare didaktiske processer.

Gennem udviklingsarbejdet blev det også tydeligt, at hvis praksisfagligheden skal fungere på skolerne, så kræver det, at ledelsen udvikler en organisatorisk praksis, der understøtter praksisfaglighed. Og på tværs af alle projekter er der blevet peget på tid, rammer og resurser som essentielt, for at det kan lade sig gøre.

Lærerens tavse viden skal i spil

Men hvis lærerne siger, at praksisfaglighed er det samme som kernefagligheden, er der så overhovedet noget nyt i at arbejde med praksisfaglighed?

»Alle kan genkende det, når vi taler om det. 'Det er sådan, vi arbejder, når bare vi får lov', siger de. Så er mit svar, at så er det jo nu, ministeriet har fået øje på det. Så grib chancen for at skabe den undervisning, du gerne vil, og vær med til at formulere, hvad praksisfaglighed er. Lærerne behøver ikke at vente på, at forskerne definerer det. Det kan de godt selv. Men det kræver en eksternalisering af en tavs lærerfaglig viden. Det er en sprogliggørelse af nogle selvfølgeligheder for læreren, som ikke nødvendigvis er selvfølgeligheder for eleven og forældrene«.

Der er en tendens til blandt lærere, som arbejder praktisk, at man ikke må forstyrre eleverne med alt muligt teoretisk samtidig. Men Julie Borup Jensen mener netop, at det er praksisfaglighed, når vi ikke kun bliver i processen og produktet, men også får talt om det sansede og oplevede. Får gjort eleverne opmærksomme på, hvad de lærer om sig selv i fagene - for eksempel hvilken matematik brugte jeg i konstruktionen af en minilejlighed? Hvordan var det for mig? Og lærte jeg noget af kammeraterne - om mig selv og matematik?

»Ud fra et forskningsperspektiv er det nye, at vi udvikler forståelsen af at få tænkt de tre dimensioner 'krop og erfaring', 'teori og fag' og 'handling og produkt' bevidst ind hele tiden og reflekterer over dem med eleverne. Det var i hvert fald det, der var udfordringen i arbejdet for lærerne, at få dem til at tale i sammenhænge. Har I spurgt eleverne om den kropslige oplevelse i det her? Husker I at vende tilbage til det, når I er tilbage i klassen? Lærerne har en tendens til at tro, at de praktiske oplevelser taler for sig selv, men det gør de ikke«, forklarer hun.

Det gælder også i skole-hjem-samarbejdet, hvor Julie Borup Jensen gerne så, at man forklarede forældrene, hvilke læreprocesser der sker, når man for eksempel tager på virksomhedsbesøg eller arbejder i værkstedet i matematik.

»Jeg ved godt, at det nogle gange føles, som om man ødelægger noget ved at sætte ord på, og at det er vigtigt, at det praktiske arbejde har en værdi i sig selv, uden at det skal tales ihjel. Men det er ikke nødvendigvis selvforklarende. Og dermed bliver man meget sårbar over for andre dagsordener som læringsmålstyring, fokus på teoretisk faglighed eller andet. Derfor er det vigtigt at kunne kommunikere ud af sit fag i en større samtale, der rækker ud over den træning, man har i at udføre et kunstnerisk fag«.

Ikke alle kan bare gribe en sav

De praktisk-musiske fag er i dag gjort til eksamensfag, der skal have karakterer, og det forhold skubber også til behovet for en ny sproglighed, mener Julie Borup Jensen.

»Vi kan ikke nøjes med et tal. Vi skal have både det visuelle og det beskrivende ind i evalueringen. Og når vi står med en projekteksamen, kan der være muligheder for at udvide den projektbedømmelse. Det er jo et skisma i kreativitetsforskning, hvordan produkterne indgår i bedømmelsen. Hvordan måler man elevers refleksive niveau i forhold til egen læring og afklaringsproces? Og efter tyve år med stadig stigende grad af målstyring er det nødvendigt, at vi finder ud af, hvad der ligger nedenunder, når vi fjerne styringen«.

Målstyret undervisning handler om prædefinerede mål, mens der i praksisfaglighed godt kan være tale om mål, der udvikles i processen, forklarer hun. I den forbindelse mener hun også, at man er nødt til at tænke på deltagerforudsætninger, ligesom man gør i de boglige fag.

»Man taler om det, som om alle elever kan gå ind og gribe en sav eller en malerpensel. Men eleverne har forskellige forudsætninger med sig i forhold til at koble sig på forskellige aktiviteter, både de boglige og de praksisfaglige. Og med praksisfaglighed kobles der et refleksivt lag på, hvor eleverne bliver bedt om at kunne koble mellem forskellige typer af boglige og praktiske læreprocesser«.

Julie Borup Jensen glæder sig meget over, at praksisfagligheden har så meget vind i sejlene blandt både politikere, forskere, skolefolk og fagpolitikere. Men hun tænker også, at der i praksisfagligheden ligger viden og måder at se på skolen på, som kan række ud over de aktuelle politiske vinde.

»Praksisfagligheden kan måske fremme samtalen om, hvad læring er, og hvornår den foregår. Hvornår er noget et læringsresultat? Hvordan forstår vi læring og uddannelse i vores samfund. Det bliver selvfølgelig stort, for hvad ligger der i det? Men jeg tænker, at svaret må være, at læringsbegrebet godt kunne trænge til en udvidelse i forhold til, både hvordan vi understøtter læring, og hvordan vi måler den«.