Stm.dk
5.-8. klasse sendes hjem i syv nordjyske kommuner
5.-8. klasse på skolerne i syv nordjyske kommuner skal onlineundervises hjemme fra på mandag, har statsminister Mette Frederiksen netop meddelt. Lokalt kan man vælge at sende endnu flere klassetrin hjem.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når det netop er 5.-8. klasse, der sendes hjem, er det fordi der er høj smitte i aldersgruppen 10-14 årige i Nordjylland, oplyser Sundhedsministeriet.
De øvrige klassetrin - 0.-4. og 9.-10. klasse - må som udgangspunkt komme i skole, men man kan godt lokalt vælge at fjernundervise dem. Og møder de i skole, skal man holde én meters afstand, elever må ikke blandes på tvæs af klasser eller være sammen i frikvartererne.
Studerende på de videregående uddannelser skal fjernundervises, og på ungdomsuddannelserne må maksimalt 50 procent af eleverne være i skole, har regeringen besluttet. Sammen med en de facto nedlukning af kommunerne, hvor borgere skal undgå at krydse kommunegrænsen, skal tiltagene inddæmme det muterede coronavirus, der har spredt sig fra minkfarme i Nordjylland. Restriktionerne gælder kommunerne Hjørring, Thisted, Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerland, Læsø og Jammerbugt.
Direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak fortalte på aftenens pressemøde, at der internationalt er enighed om, at det er afgørende at få inddæmmet den nye smitte, som kan give problemer med de vacciner, man arbejder på. Han understregede også, at det muterede virus ikke er mere farligt end andre coronavirus, men den reagerer ikke på de antistoffer mod coronavirus, som man udvikler efter den ellers kendte virus.
De nye restriktioner gælder foreløbig til og med den 3. december 2020.
DLF: Luk skolerne i de syv kommuner helt ned
Læs mere
Faktaark om restriktionerne (sum.dk)