Onde tunger vil mene, at der gik lidt selvsving i den.

Én efter én rejste de 300 delegerede på lærerkongressen sig og lod de stående ovationer bruse op mod den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister. I en bramfri og veloplagt tale havde Pernille Rosenkrantz-Theil netop strakt hånden frem til de danske folkeskolelærere, der ellers har haft det mere end almindeligt stramt med socialdemokratiske undervisningsministre siden lockouten og lovindgrebet i 2013.

Den nybagte minister tog dem med storm. Ikke blot udtrykte hun igen og igen sin respekt for lærerne. Hun tog også selv fat på »elefanten i rummet«, lærerkonflikten og den forhadte arbejdstidslov fra 2013, og det var »ikke et kønt syn«, slet ikke for regeringen, lod hun forstå - og kom dermed så tæt på en egentlig undskyldning, som hun kunne komme uden at sige undskyld.

»Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at høre en minister tale om 2013, som du har gjort. Det er stort«, lød det fra en københavnsk delegeret, og følelserne var så højstemte, at der var nogle, der ligefrem havde set delegerede tørre sig i øjenkrogen.

Og det var stort. Ikke mindst med tanke på, hvordan folkeskolelærere reagerer selv i dag, syv år efter, når de hører navnet nævnt på ministerens socialdemokratiske forgænger, Christine Antorini.

Den følelsesladede begivenhed understreger en af Pernille Rosenkrantz-Theils allervigtigste roller, som hun denne formiddag spillede til perfektion: Langt vigtigere end nye skolepolitiske initiativer er det, at hun som sympatisk fredsmægler får genopbygget det ødelagte forhold til folkeskolelærerne.

Søde ord er ikke nok - i længden

Og her besidder hun vigtige egenskaber. I årevis har hun været en populær deltager i radioprogrammet »Mads og Monopolet«, og man behøver ikke at være professor i retorik for at se, hvordan hun kommunikerer, og hvorfor det fungerer. Hun er bramfri og jordnær, taler frit fra posen og får folk til at føle sig hørt og forstået.

Og den 43-årige minister forsømmer sjældent en lejlighed til at rose den danske lærerstand. Senest illustreret nogle uger inde i coronakrisen, hvor hun slog fast, at hun »bøjer sig i støvet for lærerne«. Men søde ord er ikke nok i længden. Der skal også handling til, og det er problemet.

Nok er hun regeringens udsendte fredsmægler, men hun er samtidig også på en bunden opgave. Genetableringen af lærernes tillid skal finde sted, uden at det medfører hverken små eller store torpederinger af det kæmpestore skib ved navn folkeskolereformen, som blev sat i søen i 2014. Den balancegang er og bliver undervisningsministerens store udfordring. For uanset hvor meget hun roser lærerne, er hun bundet på hænder og fødder af reformen.

På kongressen i oktober valgte hun da også at spille de mere sikre kort, som folkeskolereformens snærende bånd tillader hende at spille: Hun lagde op til et opgør med inklusionsreformen og en nytænkning af de nationale test. At hun dermed samtidig let og elegant veg uden om den anden store elefant i rummet - nemlig de lange skoledage, der om noget har været en sten i skoen på den danske lærerstand siden 2014 - blev nærmest overset i begejstringen.

Også formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, var begejstret, for han ved godt, at træerne ikke vokser ind i lærerhimlen. Allerede inden kongressen havde han skåret ud i pap for medlemmerne, at lærerne ikke kan blive ved med at hænge fast i 2013. Når der er en »minister, der rækker hånden frem, så må vi også tage imod den«, konkluderede han. Og derfor beseglede ministeren og formanden - trods deres uenighed om skolereformen - den gode relation ved at tage på en fælles skoleturné rundt i landet, så ministeren kunne finde ud af, hvor »skoen trykkede«.

Ingen vinderpost for en socialdemokrat

Skulle regeringsdannelsen efter valget den 5. juni sidste år være endt med en flerpartiregering, er det nok tvivlsomt, om Socialdemokratiet ville have presset voldsomt på for selv at overtage undervisningsministerposten. Det er ikke en vinderpost for en socialdemokrat.

Det blev skåret ud i pap i januar, da forskningscentret Vive i en slutrapport konkluderede, at fem års arbejde med at implementere reformen på landets skoler ikke har båret frugt hverken fagligt eller trivselsmæssigt. Pernille Rosenkrantz-Theils reaktion må have fået statsminister Mette Frederiksen til at fryde sig over sit valg af undervisningsminister. For hun lod sig ikke rokke.

Godt nok blev hun bombarderet fra alle sider. »Skandale«, »skolepolitisk makværk« og »en dundrende fiasko«, lød det fra både højre og venstre, og ministeren blev presset så meget i defensiven, at hun tyede til en helt ny efterrationalisering om, at man allerede ved vedtagelsen af den store reform udmærket var klar over, at det ville gå dårligere i nogle år, inden fremgang vil kunne spores.

Den var ny for de fleste. Men her viste Pernille Rosenkrantz-Theil en af sine store styrker i det politiske liv: Hvor kritik nogle gange klæber sig nærmest selvforstærkende til nogle politikere, prellede den - som sædvanligt - af på hende, og debatten om at ændre på skolereformen forstummede nærmest med det samme. Til Socialdemokratiets store tilfredshed.

Den socialdemokratiske profil

Som hun selv havde varslet, havde hun ikke været minister i mange dage, før det stod klart, at landet havde fået en socialdemokratisk undervisningsminister. Ikke fordi hun havde skuffen fuld af egne initiativer. Der­imod skrottede hun i løbet af få måneder en række af den tidligere borgerlige regerings markante initiativer. Det gjaldt de såkaldte frihedsforsøg og skolepuljen, der skulle præmiere de skoler, der bedst kunne løfte de fagligt svage elever - og siden fulgte skrotningen af den såkaldte talentpulje.

Alt sammen initiativer, der sammen med regeringens angreb på privatskolerne fik borgerlige ordførere til at beskylde ministeren for at være på et ideologisk korstog. Men som samtidig også - og det var vel nærmest værdifuldt i sig selv - understregede ministerens socialdemokratiske profil og ikke medførte så meget som et løftet øjenbryn fra hverken lærere eller støttepartierne på Christiansborg.

Også i lærerkredse er der nogle gange en fornemmelse af, at Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig interesserer sig mere for socialpolitik end skolepolitik. Hun står jævnligt bag overordnede budskaber om, at »danske børn skal have færre bekymringer« - synspunkter, som de færreste lærere er uenige i. Men kommer budskaberne til at stå alene uden fokus på folkeskolens centrale udfordringer, er der ikke langt til lærernes irritation. Og hvis hun heller ikke leverer som lovet på de nationale test eller opgøret med inklusionsreformen - som foreløbig er endt i lidt af en fuser - vil det få hendes profil til at blegne på lærerværelserne.

Derfor var der også tilfredshed i Børne- og Undervisningsministeriet, da regeringen indgik sin første finanslovsaftale. Med tæt på en milliard kroner til folkeskolen over en årrække blev ønskerne fra støttepartierne og Danmarks Lærerforening om flere penge til flere lærere endelig hørt. En tilfreds Pernille Rosenkrantz-Theil talte ligefrem om »børnenes første finanslov«, og borgerlig kritik af fjernelsen af pengene til de dygtigste elever kunne verfes af vejen med et klassisk socialdemokratisk argument om, at ministeren hellere vil satse på at forbedre undervisningen i folkeskolen - for alle.

Ikke for enhver pris

Til gengæld er der noget, der tyder på, at hun - og regeringens støttepartier - ved regeringsdannelsen slog større brød op, end de endte med at kunne bage inde i folkeskolens forligskreds. De fleste fik indtryk af, at den nye regering nærmest ville afskaffe de omstridte nationale test eller i hvert fald sætte dem i bero. Sådan gik det som bekendt ikke helt.

En bred politisk aftale slog i februar fast, at testene godt nok skal gøres frivillige for nogle skoler, indtil der er udarbejdet et nyt bedømmelses- og evalueringssystem, men det gælder ikke for de 20 procent ringeste skoler og alle dem, der udtages til stikprøver. De skal stadig gennemføre de nationale test, og selv om diverse aktører midt under coronakrisen har tryglet om udsættelse, var ministeren ikke til at hugge eller stikke i.

Medførte hændelsesforløbet skuffelse blandt lærerne, fik ministeren til gengæld vist sig som en dygtig politisk forhandler, der formåede at samle et bredt flertal af partier om en løsning, som alle bagefter gik ud og lovpriste.

For nok vil hun gerne klinke skår fra 2013. Men ikke for enhver pris. Og lige præcis derfor kommer hun nok alligevel aldrig til at vinde en popularitetskonkurrence hos de danske folkeskolelærere. Men så er spørgsmålet til gengæld også, hvor vigtigt det er, når det kommer til stykket. For det første er det slet ikke i ministeriet, at de vigtigste streger for lærerlivet i Danmark tegnes lige nu. Det finder i skrivende stund derimod sted i de såkaldte periodeforhandlinger mellem Danmarks Lærerforening og KL, der skal søge at nå til enighed om en ny arbejdstidsaftale for lærerne i stedet for den forkætrede lov 409.

Og for det andet har ministeren utvetydigt skåret sine prioriteter ud i pap. Som hun udtrykte det på et samråd i Folketinget i januar, efter at hun havde været rundt i landet for at mærke, hvor »skoen trykker« hos lærerne:

»Nu har jeg været rundt og snakke med alle lærerne i hele Danmark, og de synes alle sammen, at skoledagen skal være endnu kortere. Jeg er ikke enig«.

For nok er hun fredsmægler. Men hun er også på en bunden opgave.