Supermarkedskæden Lidl har produceret afstandsmærker og foræret til skolerne.
Foto: Pressefoto
Sundhedsstyrelsen sænker afstandskravet til én meter
I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt med minimum én meters afstand mellem personer, siger Sundhedsstyrelsen i nye anbefalinger forud for anden fase af genåbningen af bl.a. butikker, cafeer og skoler.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Søndag aften har Sundhedsstyrelsen offentliggjort nye retningslinjer for den generelle adfærd i det offentlige rum. Først sener på ugen bliver de særlige retningslinjer for skoler opdateret. Men generelt lyder anbefalingen altså nu - som i flere andre lande - på én meter i stedet for som tidligere to meters afstand mellem mennesker.
"Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat mindst to meters afstand i særlige situationer, som f.eks. ved fællessang, råb eller foredrag, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller i mødet med personer, der har øget risiko for alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med Covid-19, f.eks. ved besøg på plejecentre", hedder det i en pressemeddelelse.
Reglen om forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer gælder ikke de genåbnede skoler, og det er derfor det hidtidige krav om to meters afstand, der har været hovedårsag til, at skolerne har manglet lokaler og personale. Med halveringen af afstandskravet bliver det væsentligt lettere at tage imod 6.-10. klasse på skolerne, har bl.a. formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal peget på.
Skoleledere: Virkelig dejligt at få de store elever tilbage - men vi skal tænke os godt om
Håndsprit i stedet for vask og ok til buffet
Foruden afstandskravet har Sundhedsstyrelsen ændret retningslinjer sådan, at håndsprit i langt de fleste tilfælde er lige så effektivt som håndvask, og at man ikke længere fraråder buffetservering, forudsat at der holdes en høj hygiejne.
I den kommende uge vil en række af Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vejledninger blive revideret som følge af de nye reviderede generelle anbefalinger, ligesom de nye retningslinjer skal være udgangspunktet, når genåbningen planlægges i de forskellige sektorer.
"Det allervigtigste i forhold til at forebygge smittespredning med covid-19 er, at personer med symptomer selvisolerer sig i eget hjem eller isoleres på sygehus. Derefter følger i prioriteret rækkefølge hygiejne, altså host i ærmet, vask eller sprit hænder, undgå at berøre kontaktpunkter, og at gøre rent. På tredjepladsen kommer at holde fysisk afstand i det offentlige rum, at undgå mylder og at bruge fysiske barrierer, når den tætte kontakt er uundgåelig", siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og understreger, at de fem generelle råd fortsat gælder.
- Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.
- Host eller nys i dit ærme.
- Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt.
- Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen.
- Hold afstand og bed andre tage hensyn.
Undervisningsministeriet: To meter mellem læreren og første række
Læs mere
COVID-19: Forebyggelse af smittespredning (sst.dk)