Lærerforeningen med i følgegruppe om skole-genåbningen

Må en lærer i en undervisningssituation gå tættere end to meter på en elev? Kan alle lærere mødes fysisk op på skolen – også dem der kun har elever, der skal fjernundervises? Retningslinjerne for genåbningen af skolerne kommer i høj grad som svar på helt konkrete spørgsmål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er en ny og ret god måde, genåbningen bliver reguleret fra Undervisningsministeriets side, i stedet for at man udsender en masse vejledninger", siger afdelingschef i Danmarks Lærerforenings uddannelsespolitiske afdeling Jesper Støier.

Han repræsenterer Lærerforeningen i en følgegruppe, som løbende drøfter implementering og behov for tiltag, efterhånden som skoler og institutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område genåbner efter corona-nedlukningen og arbejder på at finde løsninger lokalt.

På sin spørgsmål/svar-side i forbindelse med corona-krisen (se link nedenfor) lægger Undervisningsministeriet løbende svar ind på en hel stribe af de meget konkrete spørgsmål, som bl.a. skoleledere, lærere og forældre stiller til både den fysiske indretning, selve undervisningen og alt det smittefaglige, når flere og flere børn de kommende dage møder ind på matriklerne rundt omkring i Danmark.

Og svarene på de to ovenstående spørgsmål er:

"Lærerne skal så vidt det er muligt holde den anbefalede afstand til eleverne. Der kan dog være situationer, hvor det kan være nødvendigt, at en lærer skal hjælpe eller trøste de yngste elever, og afstandskravet derfor ikke kan overholdes".

"Nej. Det anbefales, at ansatte, som kun varetager fjernundervisning, så vidt det er muligt, fortsat arbejder og underviser hjemmefra. De ansatte, der skal undervise fysisk på skoler eller institutioner, kan møde op, så længe de ikke har symptomer. Det gælder desuden, at møder mellem ansatte skal ske udendørs eller via video/telefon".

 

 

Læs mere

Spørgsmål/svar om genåbningen på uvm.dk