Statsministeren opfordrer forældre til allerede nu at holde deres børn hjemme fra skole.

Alle skoler skal holde lukket fra på mandag

Her til aften har statsministeren meddelt, at alle landets grundskoler lukker ned på mandag. Og allerede fra i morgen opfordres forældre til at holde deres børn hjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra på mandag skal alle folkeskoler holde lukket - i mindst to uger. Sådan siger Mette Frederiksen (S) onsdag aften på et pressemøde i Statsministeriet.

Statsministeren opfordrer dog familier til at allerede fra i morgen at holde deres børn hjemme fra skole.

"Det her kan få kæmpe konsekvenser, men alternativet er måske værre", siger Mette Frederiksen.

Skolelederformand Claus Hjortdal siger, at han er glad for, at skolerne har fået en frist til på mandag til at lukke ned, fordi der er nogle ting, skolerne skal nå, før de sender børnene hjem.

"Vi tager budskabet meget alvorligt. Vi forventer, at både UVM og KL kommer med nærmere retningslinjer. Men det står fast, at skolerne må rette sig efter udmeldingen, og at vi må bruge de næste to dage på at snakke og berolige elever, forældre og medarbejdere om det der sker, og at vi fx kan øve os lidt i at gå på læringsplatforme og bruge digitale læremidler, så undervisningen ikke helt stopper", siger han i en pressemeddelse.

På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside fremgår det, at kommunerne vil etablere nødpasning, og at bedsteforældre frarådes at passe børnene. 

Ministeriet skriver desuden, at det er ambitionen, at eleverne stadig skal have en form for undervisning, imens deres skole er lukket. 

"Regeringens mål er, at elever skal have så meget undervisning som muligt i den periode, hvor man ikke skal møde fysisk op på sin skole", skriver ministeriet uden nærmere uddybning.

Ministeriet har desuden lavet en side med svar på ofte stillede spørgsmål om coronavirus.