I dagene 3.-5. maj samler friskolefolk sig i Dalby nær Kerteminde for at fejre 150-års-jubilæet for Chresten Kolds åbning af den første friskole i Danmark. I halvandet århundrede har friskolerne levet deres sprudlende liv, og folkeskolen er heller ikke uberørt af det grundtvig-koldske. I en vis forstand har bevægelsen sejret sig til en uidentificerbar, anonym størrelse, idet en af de pædagogiske hjørnestene, fortællingen, på godt og ondt er blevet mediet for næsten alle, der skal formidle et budskab i journalistik, reklame eller undervisning.

Dobbeltbenævnelsen grundtvig-koldsk rummer en indre modsætning. Hvis N.F. S. Grundtvig var mærkelig og sær, så var Chresten Kold om muligt endnu mærkeligere. Men det mærkeligste af alt er, at Grundtvig og Kold overhovedet fandt sammen. Det gjorde de over den mindste fællesnævner, og de var langtfra enige om alting. Men med årene så de nytten af at inspirere og støtte hinanden. Grundtvig var tænkeren, der sad i sit studerekammer og skrev om skolen for livet. Kold var den, der i praksis førte en skoleform ud i livet. Han iscenesatte en pædagogik, som imidlertid ikke i et og alt var dikteret af Grundtvigs skoletanker. Man kan ikke uden videre sige, at Kold realiserede Grundtvigs tanker om folkelig skolevirksomhed, men Kold regnes for den egentlige grundlægger af den danske friskoletradition og folkehøjskolen.

Den gudelige vækkelse

Det er den gudelige vækkelse, der er baggrunden for Chresten Kolds skolesyn og hans måde at holde skole på. I det spørgsmål mener Grundtvig ikke, at troen er en skolesag.

De såkaldte gudelige vækkelser vandt frem i begyndelsen af 1800-tallet blandt almuen. De vakte var fortalere for et individuelt gudsforhold og hentede deres styrke i en traditionsbunden bibelfundamentalisme med rod i ikke mindst pietistisk vækkelsesreligiøsitet. Grundtvig yndede ikke de gudelige forsamlinger. Han syntes, at deres måde at tale på var rørstrømsk og blødagtig, og at deres selvopfattelse som Herrens efterfølgere var sværmerisk og hyklerisk. Han ønskede dem ikke forfulgt af øvrigheden, men Grundtvig og de gudelige var i virkeligheden aldeles uenige om det grundlæggende; han ønskede ikke statskirken splittet op i frikirker, og han ønskede i begyndelsen heller ikke den offentlige skole opløst i friskoler med hver deres kristelige eller ukristelige præg.

Beundring og kritik

Kold er født i Thisted i 1816 som søn af en skomager. Han uddannede sig til lærer på Snedsted Seminarium i Thy i årene 1834-36. Han fik vanskeligheder med at blive ansat i almueskolen, da han ikke ville lære børnene biskop Balles lærebog udenad. Efter forskellige job som huslærer rejste han i næsten fem år til Smyrna (det nuværende Izmir) i Tyrkiet, hvor han missionerede og tjente til dagen og vejen som bogbinder. Da han kom hjem, begyndte han for alvor skolevirksomhed i Ryslinge i 1851, hvor han åbnede sin egen højskole i et gammelt bondehus. Året efter begyndte han sin friskole i Dalby, og et par år efter flyttede højskolen også til Dalby. Endelig i 1862 grundlagde han Dalum Højskole syd for Odense. Han gifter sig i 1866 med den kun 21-årige Ane Kirstine Jacobsen, og sammen fik de to døtre. Hun havde været elev på højskolen året før og blev derefter ansat i skolens køkkenafdeling.

Kold gik hele sit liv rundt i vadmelskofte og lignede mere en bonde. Han havde det synspunkt, at friskolelærere skulle være som husmænd: 'De maa ikke blive fine Herrer, der spadserer i Byen efter Skoletid med stive flipper og lang Pibe'.

Chresten Kold døde den 6. april 1870, kun 54 år gammel. Ved sin død er han berømt i skolekredse over hele landet. Han er elsket, dyrket og tilbedt af gamle elever og beundret af mange præster og lægfolk, der forbandt sig med det grundtvigske.

Begravelsen blev en sand triumf for Chresten Kolds livsværk. Omkring 2.000 mennesker deltog, og der var kranse fra både enkedronningen og Grundtvigs kone. Grundtvig var 87 år og havde ikke kræfter til selv at deltage. På en mindesten i Ryslinge står: 'Stenen bevarer hans navn - Folket hans gerning'.

Men hans skoletanker og pædagogiske praksis havde også mødt megen modstand. Han var idelig udsat for kritik og mistænkeliggørelse i retning af, at hans elever ikke tilegnede sig tilstrækkelig nyttige kundskaber.

Visse sider af Kolds væsen og skolesyn vil også byde os imod i dag. Han er til tider egocentrisk og arrogant, indimellem snæversynet og nærig grænsende til det latterlige. Det er heller ikke alt i hans skolesyn, der i dag kan bestå den pædagogiske lakmusprøve. Men hans indsats for dansk skolevæsen, undervisning og folkeoplysning lader sig ikke fortrænge.

Om Børneskolen

Kold har ikke efterladt sig meget på skrift om skole og pædagogik. I 1850 skrev han en lille afhandling, som han kaldte 'Om Børneskolen'. Det var en besvarelse på en prisopgave, som Fyns Stifts litterære Selskab havde udskrevet. Man skulle give et bud på, hvilke forandringer der måtte ske med det offentlige skolevæsen efter grundlovens vedtagelse.

Bedømmelsesudvalget vragede Kolds bidrag, som var en total nedrakning af den bestående almueskole. Sproget er veloplagt, men teksten er et noget vidtløftigt og fristileagtigt programskrift i en uklar blanding af skolefilosofiske betragtninger, personlige kommentarer og vidtgående ændringsforslag.

Han indleder med et veritabelt angreb: 'Børneskolen har gjort sig skyldig i den fejl, at den næsten udelukkende har søgt at tale til forstanden, og kun delvis til følelsen, mens fantasien, indbildningskraften, har været så godt som helt forbigået (. . .). Man har således ved undervisningsmåden taget alt for lidt hensyn til barnets evner, idet man først og fremmest stræbte efter at udvikle forstanden, som endnu ikke er kommet til modenhed, i stedet for at virke gennem fantasien, som er til stede (. . .). Jeg skal ikke kunne afgøre, om dette systematiske og kateketiske væsen måske kan være passende for tyskere og andre folkeslag, men for os passer det i hvert fald ikke. Ser vi på, hvordan vore forfædre meddelte og modtog den oplysning de fandt gavnlig og glædelig, så finder vi, at det var ad fortællingens vej'.

Kold henter sit skyts fra Grundtvigs kritik af latinskolen og dens påvirkning af de tysk-franske oplysningsideer, når han nedgør almueskolens forstandsundervisning. Det er fortælling, der skal være grundlaget for børneundervisning, siger han: '(. . .) bibelhistorie, fædrelandshistorie, og hvad der ellers kan drage menneskene op til levende medlemmer af samfundet, såvel det himmelske som det borgerlige, kan efter min mening og erfaring sikres og lettest bibringes ved fortælling'.

Kold er sin sædvane tro overlegen og arrogant, når han skriver, at kun få lærere kender den nordiske mytologi, som ellers ville gøre det nemmere at være lærer. For 'man behøver ikke tvinge børnene i skole, når man vil oplæse eller fortælle mytologi, sagnhistorie, Ingemanns historiske romaner, Holbergs komedier, Baggesens komiske fortællinger, Oehlenschlägers tragedier og så videre, eller fortælle bibelhistorie for dem. Jeg ved godt, at de fleste af vore skolemænd ville korse sig ved den blotte tanke herom og mildest talt anse det for galskab at læse sådanne ting op i skolen'.

Beåndende undervisning

I slutningen af 'Om Børneskolen' sammenfatter Chresten Kold, hvad han kalder hensigten med undervisningen. Undervisningen skal virke beåndende, den skal forbinde sig med og befordre det liv, personen bærer i sig. Undervisningen skal rette sig mod elevens iboende muligheder: 'En undervisning, der skal opnå den hensigt at danne og beånde, må ikke melde sig med en forudlagt plan, en afstukket og afpælet vej, som børnene må følge til målet. Den må meget mere tage hensyn til børnene og navnlig til, hvad der rigtig fornøjer dem, glæder og opløfter dem, og hvad der finder indgang hos dem. Hverken dannelse eller beåndelse kan påtvinges nogen; thi de forudsætter begge en frivillig modtagelse. Selv det allerubetydeligste, der virkelig modtages, har mere dannende kraft i sig end store masser af det allernyttigste og klogeste, der bliver påtvunget og altså kun kommer udenpå'.

Det var den undervisning, Grundtvig kaldte historisk-poetisk. I moderne forstand taler Kold om undervisningsdifferentiering.

Undervisningen vil imidlertid ikke beånde, hvis læreren bare lirer stoffet af. Det fik en af lærerne på Dalum Højskole at vide. Kold havde overværet lærerens fortælling. Efter timen bliver læreren belært: 'Det er ikke nok at fortælle Beowulfs lange stykker udenad. Du skal være Beowulf'. Læreren følte sig dukket og søgte kort efter sin afsked. Set ud fra et moderne litteraturpædagogisk synspunkt er Kolds udsagn ellers godt nok. 'Don't tell it, show it', siger vi i dag.

Ole Pedersen er tidligere seminarielærer, Århus, forfatter og tidligere forstander på Den frie Lærerskole i Ollerup