Jytte Riis

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at Jytte Riis er død. Jytte har været lærer på Hou Skole fra 1. august 1974 til 30. september 2009. Jytte har været klasselærer for mange klasser. I den rolle har mange elever nydt godt af hendes rolige og rummelige personlighed og hendes evne til at lytte.

Hun har varetaget fag som dansk, engelsk og idræt. I mange år var hun derudover skolebibliotekar.

Jytte var en fænomenal fortæller og oplæser. Hun formåede derigennem at gøre tekster levende for såvel børn som voksne. Litteraturen havde en stor plads for Jytte - også i hendes privatliv. Med Jyttes medvirken har der udspillet sig mange interessante samtaler om bøger blandt kolleger.

En strofe fra digtet »Hilsen til forårssolen«, der er skrevet af en af Jyttes yndlingsforfattere Benny Andersen, minder os om livets forgængelighed og vigtigheden af at leve, mens vi gør det.

Tag da kun min sidste spinkle mønt.

Livets sol er min den sidste del af livet,

for som solfanger er jeg nu begyndt

at forstå, at alt og intet er os givet.

Og en gang går solen sin runde uden mig,

men når forårssolen skinner, lever jeg.

Jytte var et livstykke. Hun elskede at feste og danse. De sidste år af hendes liv blev besværliggjort af hendes gigtsygdom. I personalegruppen savner vi hendes humor og gode humør - hendes vid og skarpe bemærkninger.

Æret være hendes minde.

Janni Thorstensen for personalet, Hou Skole