Læsning gør børn klogere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er meget stor forskel på, hvor meget børn læser, mens de går i skole. Et studium af amerikanske 3.-8.-klasser (Anderson, Wilson, & Fielding) har vist, at læsningen svinger fra to minutter om dagen til 90,7 minutter. Det er et kæmpe problem, mener professor Anne E. Cunningham fra University of California. For hvad der starter som en lille forskel mellem den svage læser og den stærke i de første klasser, bliver til en kæmpe forskel senere i livet, og læsningen har ifølge hendes studier en signifikant indflydelse på en række andre områder.

»Tekst er en meget vigtig kilde til børns ordforråd, læseforståelse, kritisk tænkning og generel viden om verden. Nogle teoretikere mener ikke, at det gør nogen forskel, om børn læser eller ser tv, for det er alt sammen ord. Men medier og tale har slet ikke den samme sproglige tyngde som skrift«, forklarede hun på konferencen Ord 09.

Når man ser på, hvor mange sjældne ord der bliver brugt per tusind ord, og hvor almindeligt ordforrådet er, så viser det sig, at selv voksne akademikeres samtale kun har en tredjedel så mange sjældne ord som tegneserier og kun lidt mere end halvt så mange som i børnebøger.

Anne E. Cunningham opfordrer derfor lærere til at sørge for, at alle børn - og særligt de svage læsere - kommer i så meget kontakt med tekster som muligt.

»Selvfølgelig kan de ikke få de svage læsere til at læse lige så meget som de stærke. Og det handler ikke om bare at give dem mere af det samme. Men så kan man læse højt for dem eller lade dem lytte til lydbøger. Det vigtige er, at de får en lige så høj dosis som de andre elever«, siger hun til Undervisere.

Anne Cunninghams powerpoint og andre oplæg fra konferencen kan hentes på ord09.dk