Debat
Voksenkontrol
Forskere som Erik Sigsgaard advarer imod skole hele dagen - men lærere og elever på en heldagsskole oplever nye muligheder for faglig fordybelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Egentlig har jeg de bedste erfaringer med heldagsskole. Min yngste gik i sådan én fra 1992 og ti år frem. Men de mindste kunne gå ud og lege når som helst. Det meste af dagen var man i sin aldersintegrerede gruppe, hvor de yngste var seks, de ældste 13. Det sociale livs praksis havde altså stor plads. Engang undersøgte jeg, hvor meget børn synes de sidder ned i skolen. Min søn svarede: Vi sidder kun ned, når vi spiser. De havde ikke matematik, men matematikværksted. Hvis det bliver på den måde, kan man for min skyld godt lave de fleste skoler om til heldagsskoler. De ville blive valgt af mange børn.
Valgt, ja. For det er jo en udvidelse af tvangen at skulle være i skolen til 15 eller 16. Derfor skal børn og forældre kunne vælge fortsat at gå på skoler, hvor man får fri to-tre-fire timer tidligere.
For tvangen er i forvejen omfattende. Børn skal gå i vuggestue/dagpleje i to år, så i skole i ti år, skolefritidsordning nogle år og ungdomsuddannelse i tre år. I alt op til 30.000 timer af et børneliv. Børnenes bedsteforældre kunne oftest nøjes med 7.000-8.000 timer og forældrene med 10.000 timer - hvis de ikke gik i børnehave. Tvangstiden er altså tre- eller firedoblet på få år. Ingen ved, hvordan det går med børns selvregulering i et liv med så megen voksenkontrol. Eller med børns læring med så megen belæring. Legen går det skidt med, når så mange timer er fyldt med beskæftigelse. Har de for tykke kroppe noget med for megen stillesidning at gøre? Skyldes mange børns uro for megen disciplinering? Læser danske børn for dårligt, fordi erosionen af den sociale praksis skader udviklingen af læsningens forudsætninger?
Vi ved for lidt om heldagsskolens skadevirkninger.
Svar fra Adnan Axacan og Katrine Honoré:
Erik Sigsgaard skriver meget rigtigt, at man i en heldagsskole udnytter mulighederne for værkstedsundervisning i mange af fagene. På Selsmoseskolen, hvor vi arbejder, er hverdagen fyldt med fysisk aktivitet, klasseundervisning, værkstedsundervisning, individuel undervisning og masser tid til leg. Vores elever har ikke lektier med hjem, og det giver mulighed for at pleje fritid, venner og familie.
Man kender ikke heldagsskolernes langtidsvirkninger, men kom og besøg en heldagsskole og oplev selv de dygtige og ikke mindst glade elever, vi har her og nu. |