Første semester er kommet tættere på skolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I den nye læreruddannelse arbejder pædagogik- og linjefagslærerne allerede på 1. semester sammen om at skabe sammenhæng mellem praktik, pædagogik og fag.
»Ved hjælp af en lille case, enkelt iagttagelse, kan den studerende allerede på første semester inddrage verden, sætte udvalgte teorier i spil og blive klogere på lærerprofessionen«, siger cand.pæd. og dansklektor på læreruddannelsen i Silkeborg Inger Maibom i en artikel i »Unge Pædagoger«.
Hun beskriver et forløb i fællesfaget dansk - som er før, de studerende vælger, om de vil specialisere deres linjefag mod dansk i overbygningen eller indskolingen. Efter at have læst Lene Kaaberbøls »Skammerens datter« med lup bliver de studerende præsenteret for didaktikmodeller som den didaktiske relationsmodel og SMTTE-modellen, og det forudgående arbejde med romanen gør, skriver Inger Maibom, at det går op for de studerende, at det for eksempel ikke er ligegyldigt, hvordan de udfylder de enkelte kategorier i modellerne. De opdager, at det er meget sværere at pege på »tegn« på, at aktiviteten fører eleven mod det rette mål, når de arbejder med litteratursamtaler, end når det drejer sig om skriftligt arbejde.
De to undervisere arbejder også tæt sammen om praktikforløb og praktikrapport. Inger Maibom fortæller om en gruppe, der har været i praktik på en skole med storklasser - 30 elever i en 3. klasse og to lærere. De studerende er udfordret af begrebet undervisningsdifferentiering. De er optagede af, om storklassen er en medvirkende årsag til, at der er forholdsvis mange danskfagligt svagt funderede elever i klassen.
»Det er langtfra altid, at projekterne når det analyserende niveau på 1. årgang, og det er heller ikke nogen selvfølge, at de tre ben, pædagogik, danskfag og praktik, går sammen«, skriver Inger Maibom. »Men oftest er det alligevel sådan, at selve tænkningen og arbejdet med opgaven har affødt spørgsmål og hypoteser, som måske på 2. årgang kan gå på tre ben«.
Inger Maibom: »På tværs af fag«, »Unge Pædagoger« nummer 1/2009