... dengang for 20 år siden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rør ved computeren.
Dansk Teknologicenter for Handicappede afholder nu udstyrsdemonstrationer for personer, som i deres daglige arbejde beskæftiger sig med handicappede.
Deltagerne får en kort introduktion til centerets omfattende samling af computere og teknologiske hjælpemidler og får derefter selv lejlighed til at arbejde med de produkter, de særligt er interesserede i.
Der er tale om en generel orientering med det formål at give deltagerne et brugbart kendskab til en del af det udstyr, der findes på området.
aviS nummer 4, maj 1989
Regeringen har en forebyggelsesplan.
De konkrete mål i programmet er
- at sænke antallet af tidlige dødsfald
- at sænke antallet af invaliderede og lidende mennesker
- at give flere en alderdom uden forringet livskvalitet.
Derfor skal den forebyggende indsats i de kommende år først og fremmest styrkes over for kræft, hjerte-kar-sygdomme og ulykker. Vi skal betragte disse sygdomme som livsstilssygdomme, og vi skal føle os ansvarlige over for vores egen sundhed. Skal forebyggelsen virkelig batte noget, skal den organiseres lokalt. Amtsråd og kommunalbestyrelser skal pålægges at fremme det forebyggende arbejde. Private organisationer og græsrødderne skal inddrages i såvel beslutningsprocesser som udførelsen af arbejdet. Det er de generelle budskaber i regeringens udspil.
Husholdningslæreren nummer 8, maj 1989
Røgfrie 4.-klasser.
Næste skoleårs 4.-klasser skal være den første røgfrie årgang, mener Tobaksskaderådet, der til september sætter en kampagne i gang på skolerne. Kampagnen skal gøre børnene mere bevidste om tobaksrygningens farer. Alle 4.-klasser vil modtage et klassesæt om rygning, som børnene kan tage med hjem og læse, men Tobaksskaderådet opfordrer samtidig lærerne til at følge informationen op med diskussioner og undervisning om tobaksrygning.
Ifølge Tobaksskaderådet begynder mange at ryge i 11-12-års-alderen, derfor skal kampagnen begynde i 4.-klasserne.
Kampagnen vil i det første år komme til at koste 1,5 millioner kroner. Men børnene vil hvert år frem til 10. klasse modtage yderligere informationsmateriale for cirka en halv million kroner hvert år.
Folkeskolen nummer 20, maj 1989