International konsulent

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flemming Sørensen er læreruddannet fra Blaagaard, han var lærer i Helsingør og kollegernes tillidsrepræsentant. Derefter har han været vidt omkring, senest som Udenrigsministeriets repræsentant i Yemen i det såkaldte »Arabiske Initiativ«. Forleden tiltrådte han så en stilling som international konsulent i DLF.

Flemming Sørensen har arbejdet på LO-skolen, hvor han i samarbejde med forskere fra Roskilde Universitetscenter udviklede en diplomuddannelse om globalisering og arbejdsmarked. Han har været konsulent i og leder af Fagbevægelsens Ulandssekretariat, og for FN's Internationale Arbejdsorganisation ILO har han blandt andet arbejdet i Mozambique, Egypten og Stillehavsområdet - alle steder med udviklingsprojekter, uddannelse og arbejdsmarked.

I DLF skal Flemming Sørensen primært beskæftige sig med foreningens Danida-finansierede projekter i Østafrika.