Anmeldelse

Forskere indtager ledigt standpunkt om mistrivsel

Forestillingen om, at et større og større antal børn og unge mistrives er blevet en almenkendt problemstilling, som kun vokser for hver dag, der går. Ifølge forfatterne til ny bog er det dog myte, at børn og unge har ondt i livet, fordi de bliver mødt af præstationskrav og forventninger

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Trivsel og mistrivsel -  Mellem offergørelse og kompetencegørelse

Forfattere: Lars Qvortrup og Karen Wistoft

350 kroner

117 sider

Forlag: Dafolo

'Fake news' kan passende været overskriften på Lars Qvortrup og Karen Wistofts bog Trivsel og mistrivsel, der overraskende anfægter fortællingen om, at Danmarks børn og unge lider under en stor og dyb mistrivsel.

Scenariet af om, at et større og større antal børn og unge mistrives er blevet en almenkendt problemstilling, som kun bliver større og større for hver dag, der går. Ifølge forfatterne er det dog en falsk og sejlivet myte, at børn og unge har ondt i livet og mistrives, fordi de bliver mødt af præstationskrav og forventninger. Kendsgerningen er derimod, at børn og unge har det godt og stortrives. Forskerne gør dermed op med myten om børn og unges mistrivsel og anbefaler dermed, at man på baggrund af forfejlede følgeslutninger ikke sætter initiativer i gang, der skal modvirke den øgede mistrivsel – for den findes ikke!

Qvortrup og Wistoft analyserer og diskuterer forskellige undersøgelser og fokuserer i den henseende på offentlighedens forståelse af forskellige forskningsundersøgelser, der sætter fokus på børn og unges trivsel, fordi forskning i trivsel og mistrivsel er med til at sætte en politisk retning og dagsorden, som ifølge forfatterne bør tage sit udgangspunkt i et mere nuanceret vidensgrundlag. Og det mener forfatterne at kunne bidrage med, for i Trivsel og mistrivsel undersøger og diskuterer de tre centrale spørgsmål, som handler om, hvordan mistrivsel er blevet til en offentlig sandhed. Om det er rigtigt, at mistrivselsproblemer kun handler om ydre omstændigheder? Og endelig, hvad kan man gøre for de børn og unge, der reelt mistrives? 

Forskernes budskab synes dermed at være, at de naturligvis anerkender mistrivsel blandt børn og unge, men ikke i det omfang, som medier og andre gør sig til fortalere for.

Et afsluttende spørgsmål kunne være 'hvem har ret?' Er det Qvortrup og Wistoft eller den offentlige sandhed, som de opponerer imod? Svaret må være, det nok ikke er muligt at stille det så enkelt op. Man bør nok se Trivsel og mistrivsel som et vigtigt bidrag og et partsindlæg i den debat, der optager mange ikke blot fagprofessionelle, men også børn, unge og ikke mindst deres forældre.