Anmeldelse:

Skriv manuskripter i spilbaseret univers

Med det nye spilbaserede univers i Drama Studio kan man dramatisere alt fra litteratur til dagligdagen i klassen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta:

Titel: Drama Studio.

Udviklet af Ugly Duckling Games

Kontakt firmaet for oplysninger om priser: dramastudio.dk/koeb-licens/

Med det spilbaserede multiplayerværktøj Drama Studio har Ugly Duckling Games skabt en digital verden hvor man kan lade sine elever skrive og producere dramatik og sætte det i scene i universet. Man kan således dramatisere kapitler fra en bog man læser i klassen eller man kan lave frie opgaver. Alle i klassen kan arbejde sammen eller man kan oprette grupper, der arbejder sammen. I gruppen kan man skrive manuskripter sammen og man kan lade gruppemedlemmer instruere og lave scenografi med mere.

Siden er lavet efter Skolen i spil-metoden, som giver alle mulighed for at deltage - også dem der måske gemmer sig til hverdag og ikke siger så meget. Her er det måske en fordel at man kan skrive i stedet eller være den der udfolder sig som scenograf. Efter sigende skulle metoden gøre undervisningen mere relevant og virke ekstra motiverende for elever med interesse i computerspil. Her ved man selvfølgelig godt at elever er forskellige og at alle lærere kender deres egne elever bedst. Så om ovenstående er rigtigt i alle klasser, skal jeg ikke kunne sige. Men sandt er det at universet er spændende og fængende. Man kan dele sine skuespil med sine klassekammerater, og man kan vise dem frem hjemme hvis man vil. Man skal blot bruge sit uni-login og en computer; det hele kan køre i browseren på éns computer.

Hvis man vil bruge Drama Studio er der mange muligheder i selve universet. Man kan give sine elever opgaver, man selv kreerer eller man kan vælge at bruge nogle af de skabeloner der er i universet. Man kan finde skabeloner til klassikerne 'Et Dukkehjem', 'Erasmus Montanus', 'Den grimme ælling', 'Hamlet' og 'Romeo og Julie'.

Når man skal i gang med at skrive manuskript, så kommer alt hvad man skal bruge frem på skærmen. Det er bare at klikke sig igennem rollerne, så man kan designe deres udseende og scenografien i de forskellige scener. Når man skal i gang med at skrive replikker vælger man dette i menuen og så er det bare at skrive ind i de dertil indrettede kasser. Hele processen er enormt intuitiv og meget brugervenligt bygget op. Jeg vil vove at påstå at alle kan være med, blot ved selv at klikke rundt og prøve sig frem. Hvis man ikke har mod på dette, så giver firmaet bag Drama Studio kurser i hvordan man kommer i gang. På hjemmesiden er der også gode og enkle instruktionsvideoer, og cases, der fortæller om måder Drama Studio har været brugt på rundt omkring.

Med Drama Studio kan man helt sikkert give sin undervisning en ny vinkel, og mon ikke der sidder elever der ude der vil synes det er fedt at man kan lave et teaterstykke som en af sine afleveringer. Det ville jeg selv have elsket, den gang jeg var i målgruppen for afleveringer og stile.

Drama Studio fortjener at blive indkøbt og brugt som en del af en varieret undervisning og til både store og små opgaver. Man kan bruge universet i dansk, men hvorfor ikke også bruge det i sprogfagene? Det er en oplagt mulighed for at få eleverne til at bruge både deres sproglige og kreative kunnen på en ny måde.