Den 27. november bliver Kristian Fløj-Jensen 80 år
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Den ruster heller ikke, når det gælder fagpolitisk engagement.
Kristian Fløj - eller Peter Kristian Fløj-Jensen, som hans fulde navne er - blev valgt ind i DLF's hovedstyrelse for første gang i 1972 og forlod den først for fire år siden, da pensionisterne mistede den ene af de to faste pladser. Og selv om han den 27. november runder de fire snese (til de unge læsere: en snes er lig med 20), er han stadig aktiv og selvfølgelig med, når fraktion 4 inviterer til Årsmøde. Og på DLF's kongres er han stadig delegeret for pensionisterne.
Uanset om det drejede sig om lønforhold, undervisning eller pædagogik, var han altid aktiv i hovedstyrelsens debatter. Hver gang foreningens regnskab var til godkendelse, var han den ivrige spørger og garant for, at ikke en krone blev anvendt eller bogført forkert. Og når medlemsbladet blev drøftet, kunne man altid være sikker på, at han stod vagt om den redaktionelle frihed.
Efter de mange år som aktiv i skolen og i hovedstyrelsen holdt han i 1991 op som aktiv lærer og skiftede til pensionisternes fraktion, hvor han lige siden har lagt sine kræfter.
Fløj, som han kaldes i daglig tale, er født i Fly ved Skive. Han arbejdede i landbruget, til han blev 19 år. I 1952 tog han sin lærereksamen fra Th. Langs Seminarium i Silkeborg. Han har været lærer i både Århus og Farum og fra 1963 på Rødding Skole i det daværende Spøttrup Kommune, som nu er en del af Skive Kommune.
Den runde dag fejres sammen med familien i hjemmet på Skovvænget i Spøttrup.