"I denne bog", skriver de to redaktører i introduktionen, "er vores udgangspunkt, at vi lever i en diagnosekultur, en kultur, hvori diagnoser cirkulerer og bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at begribe stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag".

Det er imponerende, at de to redaktører har samlet en bog med så store forskelle på de enkelte kapitler, og hvor man kan blive udfordret og inspireret. De enkelte kapitler fremtræder med lige så forskellige holdninger som forskellige faglige baggrunde (der er seks læger, tre sociologer, tre psykologer og to antropologer).
Flere af forfatterne arbejder til dagligt på et forskningsprojekt, hvor fagligheden er psykologisk, sociologisk og socialantroposofisk. Det har været vigtigt for redaktørerne at supplere med perspektiver fra psykiatri, almen medicin og pædagogik.
Bogen er i fire dele. Den indledes med perspektiver på, hvordan psykiatriske diagnoser kan forstås. Herefter forskellige lægevidenskabelige synsvinkler på psykiatriske diagnoser. Efterfølgende tre empiriske nedslag i diagnosekulturen. Endelig er der afslutningsvis perspektiver på psykiatriske diagnosers samfundsmæssige omløb og udvikling.

I kapitel et fremgår det, at det at stille en diagnose, ud over at sætte betegnelse på en lidelse, har fået mange andre funktioner. Det drejer sig blandt andet om, at diagnosen er blevet en forudsætning for at få betalt udgifter til behandling eller tildeling af særlige undervisningstilbud.

At det ikke kun drejer sig om diagnosesystemer, fremgår af kapitel fire, hvoraf noget nærmest er en ren krimi. Blandt andet beskrives, hvordan den amerikansk-britiske psykiatri i 70'erne blev presset til at foretage ændringer i vidensgrundlaget. Opretholdelsen af den psykiatriske autoritet var afhængig af udskiftning af begrebet neuroser, der var kernen i DSM-II's klassifikationssystem, som var det, psykiatrien anvendte på de breddegrader. I 1982 kom der et direktiv fra kongressen til The National Institute of Mental Health om at stoppe med at støtte forskning i sociale problemer såsom fattigdom, racisme og vold. Herefter blev det forskning i specifikke biologisk baserede sygdomme.

Food and Drug Administration (USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed) blåstemplede lægemiddelindustriens udvikling af psykoaktive lægemidler og blev også en faktor hen imod de specifikke diagnoser. Over for læger reklamerede producenterne med, at deres lægemidler lindrede udfordringer som at skulle håndtere uregerlige børn, trafikpropper, krævende chefer og husarbejde. Senere fandt man, at kun en tredjedel af de beroligende midler blev ordineret til specifikke psykiske lidelser.

I kapitel syv dokumenteres det, hvordan diagnosemanualerne i DSM klassifikationssystemet, som psykiatrien arbejder efter, bl.a. i USA er konsensusdokumenter. Men, indvender kapitlets forfatter, rigtige videnskaber træffer ikke afgørelser om forekomsten og arten af de fænomener, de beskæftiger sig med, via håndsoprækning blandt personer, der er sponsoreret af medicinalindustrien.

Som sagt er bogen imponerende og inspirerende. Det kan undre, at det diagnostiske system DSM-5 omtales eller beskrives i næsten alle kapitler, medens ICD-10-systemet, som benyttes i Danmark, kun nævnes enkelte gange.