Anmeldelse

Over muren. Inkluderende undervisning – eksempler på en praksis. / Samtale, refleksion og anerkendende relationer / Svagsynede børn i skole og fritid / Synshandicap

Undersøgelse af et vellykket skoleforløb for en blind pige og hendes klassekammerater / Et pilotprojekt om social inklusion og kompetence i fem folkeskoleklasser med en synshandicappet elev

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er 400 synshandicappede børn i folkeskolen - heraf er cirka 45 blinde. Det er sjældent, at en lærer møder en synshandicappet elev. De lærere, der gør det, oplever det som en stor faglig og pædagogisk udfordring.

Der er dog hjælp at hente både fra konsulenter og fra Videnscenter for Synshandicap, der udgiver et tidsskrift samt en række pjecer, bøger og publikationer på papir og cd-rom.

Et meget stort problem for mange blinde og svagsynede er udviklingen af de sociale kompetencer. De blinde børn får gode faglige kompetencer, men mange unge og voksne beretter om en stor social isolation. Dette problem tages op i bogen "Over muren", der handler om et vellykket niårigt skoleforløb i folkeskolen for en blind pige. Her var undervisningen tilrettelagt, så både faglige og sociale kompetencer blev tilgodeset.

Artikelsamlingen om svagsynede børn i skole og fritid kommer vidt omkring. De toogtyve artikler er skrevet af fagfolk. Her skrives blandt andet om øjne, syn og øjensygdomme, om hjælpemidler og om leg, idræt og sport. Den sociale integration behandles også her, og der er artikler om belysning, læsning og typografi. Det er ikke entydigt, hvilke skrifttyper der er de bedste til de svagsynede børn. Først anbefales grotesk-skriften, men erfaringer fra Refsnæs viser, at til læsning i længere tid er antiqua-skrifterne med seriffer bedre. Elevens øjensygdom influerer på valg af skriftstørrelsen.

Individuelle hensyn afgør, hvilken skrifttype og skriftstørrelse der er optimal for den enkelte elev. Her må lærer og elev prøve sig frem.

Publikationerne giver ny, spændende og praktisk viden om et område, der er ukendt for de fleste lærere i folkeskolen. Materialerne anbefales til lærere, der arbejde med elever med synshandicap.