Han har undervist i gaffeltruck og samfundsfag, arbejdet på reservedelslager, drømt om at blive kok eller slagter, undervist på Landtransportskolen, og nu er han vejleder i Københavns Kommune tilknyttet UU-Centret på Nørrebro (Ungdommens Uddannelsesvejledning) samt Vibenshus Skole og Kildevældsskolen.

Bent Holm kaldte sig selv for kvalificeret mønsterbryder, da han søgte jobbet. Med en turbulent barndom og ungdom bag sig er han ikke en gængs vejleder, men han mener, at han har meget at byde på, når det gælder de unges fremtidsmuligheder.

»Jeg har prøvet så meget forskelligt, både at være ansat og leder. Jeg er ikke begrænset af én uddannelse. Det skal ikke kun være folkeskolelærere og andre med videregående uddannelser, der bliver vejledere«.

Bent Holm fortæller, at han er bærer af en håndværkerkultur, selv om han også har undervist.

»Flere lærere har gået i skole hele deres liv. Nogle har endda fået job på deres tidligere skole. De har aldrig prøvet at skulle bygge job og identitet op ved at begynde med at feje gulv. Der er næppe nogen 15-årig, der drømmer om at gøre rent på et hospital, men det kan godt være, at det er et godt skridt på vejen. Til gengæld har jeg aldrig gået i gymnasiet, så det er noget forskelligt, vi kan tilbyde de unge i vejledningen«.

»I dag ved jeg godt, hvad gymnasiet er, og hvad det kan tilbyde de unge, og jeg har også fået gjort op med nogle af mine fordomme om lærere - ligesom jeg har fået bekræftet andre. Frem for alt er det godt at samarbejde, fordi lærerne kender folkeskolen indefra - det gør jeg ikke. De kender kvarteret, skolen ligger i, og ved noget om de tilbud, der er til unge. Derfor er det godt, at vi taler sammen og bruger hinanden«, mener Bent Holm.

Han taler om de unge, der har svært ved at tro på voksne, og som mener, at voksne er dumme.

»Jeg kan godt huske det. Sådan havde jeg det også. Jeg faldt først til ro, da jeg var 25-26 år. Og som vejleder kender jeg ikke til alle de kommunale tilbud, men i teamet er vi gode til at være mentorer for hinanden. Jeg kan tale med en kollega om, hvordan man bedst kommer ind på livet af en elev i 6. klasse, eller hvad vi kan tilbyde en dreng, der render rundt og baldrer ruder«.

Han fremhæver mangfoldigheden på UU-Centret, hvor de fleste har baggrund som folkeskolelærer, men hvor der også er et par akademikere, et par stykker fra det private erhvervsliv og teknisk skole samt et par vejledere med anden etnisk baggrund end dansk.

Bent Holm understreger vigtigheden af den gode dialog. Uanset om eleven ønsker at blive hjernekirurg eller lagerarbejder, er samtalen vigtig.

»Nogle af de mest målrettede unge mangler en voksen at tale med. Det er altså vigtigt, at man i familien er sammen indimellem. Men i dag får mange forældre familiehyggen på deres arbejde, så de glemmer at være sammen med børnene derhjemme. Sådanne børn signalerer til mig, at de gerne vil snakke, og det handler hele processen om, den unge skal erkende noget. Den proces kan man ikke speede op, men den tid, vi bruger, er godt givet ud for samfundet«.

Han mener, at erhvervspraktik er godt, men at det kan være svært at finde pladser, når de unge ønsker at komme i praktik som psykolog, læge eller journalist.

»Det er ikke fint at være håndværker i dag. Vi har et ry af at gå i blå kedeldragt, banke konen og drikke bajere. Der burde være nogle mere nuancerede billeder af håndværkere«.

»Vi skal også fortælle de unge om kammeratskabet på en byggeplads eller i et køkken. Det betyder meget. En mester sagde engang, at han ikke nødvendigvis ansatte den bedste håndværker, han ville hellere have én, der var en god kollega. En, man kan stole på, én, der giver en hjælpende hånd«.

Han fortæller, at en del unge har svært ved at indgå i det hierarki, der eksisterer på en arbejdsplads.

»Alt skal diskuteres i dag. Demokratisk dannelse er fint, men det dur ikke altid på en arbejdsplads. Du må gerne stille spørgsmål, men du skal udføre jobbet. Så kan du spørge bagefter, hvorfor det nu er så vigtigt«.

Da han arbejdede på reservedelslageret, spurgte han engang en pladesmed, hvorfor det var sjovt at møde klokken syv om morgenen for at banke på plader? Det medførte, at han kom i en slags praktik på værkstedet.

»Da jeg først havde prøvet at se en helt krøllet bil langsomt tage form og blive bil igen, forstod jeg det. Når pladesmeden kørte sin hånd hen over karosseriet og kunne føle, at der lige manglede lidt. Den stolthed det var at kunne rette en bil ud igen«.

Bent Holm møder elever med urealistiske drømme og forestillinger om fremtidsmulighederne. Selv ønskede han at blive kok eller slagter, da han var ung, men det kunne han ikke blive. Der var kø til de uddannelser, og så blev han dét, han kunne blive - han kom i lære i bilbranchen på et reservedelslager. Hvor han arbejdede i mange år.

»Der er de privilegerede unge som for eksempel en pige i 9. klasse, der vil synge og danse. Det er det eneste, hun vil. Så må jeg jo spørge hende, hvad hun forestiller sig at lave, når hun bliver 55 år? Mange har svært ved at se længere frem end til i morgen«.

»Men denne dansepige skal ligesom alle andre mødes med nogle krav. Hun skal også honorere noget. Hun skal lære at synge og danse godt, hvis hun skal have en chance. Det kan være, at Byhøjskolens kreative linje er noget for hende, så hun målrettet kan arbejde på at gå videre for eksempel til de kreative fag på højniveau på gymnasiet. Og i den sammenhæng er det godt med det netværk, vi vejledere har. Jeg kan ringe til en kollega, der ved noget om området, og få gode kollegiale råd«, fortæller Bent Holm.

Han tror ikke på, at bare fordi man har taget en uddannelse, så skal man arbejde videre i det spor. Selv har han oplevet at blive værdsat på baggrund af sine mange forskellige erfaringer. I 1998 tog han linjefag i samfundsfag på Københavns Dag- og Aftenseminarium (KDAS), og da det gik fint, tog han en PD i erhvervspædagogik i 2000.

Han mener, at man som hovedregel skal fuldføre det, man går i gang med. Så kan man vælge det fra senere, når man har prøvet det og ved, hvad arbejdet indebærer.

»Som vejleder har du ofte kun et splitsekund til at sige det rigtige på den gode måde. Dét skal vi helst evne. Selvfølgelig kan vi gå galt i byen, men vi skal helst kunne klare både dialogen og konfrontationen«.

Bent Holm giver gerne telefonen til den unge og sætter medhør på, når der skal indhentes oplysninger. Men han er også den, der skal vejlede den unge til noget realistisk. Noget, hvor evner, karakterer og personlighed passer til jobbet.

»Da jeg underviste på Landtransportskolen, kom der en kvinde som voksenlærling. Hun var tidligere køkkenassistent, men havde fået dårlige knæ og dårlig ryg. Hun havde nu aftalt med sin socialrådgiver, at hun skulle uddannes til handicapchauffør. Dér var jeg jo nødt til at droppe berøringsangsten og fortælle hende, at hun aldrig blev handicapchauffør. Hvordan skulle hun kunne bære handicappede måske uden ben og med kørestol ned fra femte sal? Jeg kunne undervise hende i at køre gaffeltruck og give hende et certifikat på dét«.

Det kan være lettere for en fuldtidsvejleder at tage en konfrontation med en ung og med familien, fordi man ikke kender hele familien og elevens baggrund og derfor har færre følelser i klemme, mener Bent Holm.

»Eksempelvis ved indstilling til gymnasiet kan det være svært som klasselærer at sige: 'Glem det, det er ikke dig' eller den mildere udgave: 'Det kan godt blive meget svært for dig'. Men til gengæld kendte tidligere tiders deltidsvejledere den unge bedre og kunne tage vejledningen med ind i den daglige undervisning«. |