Fakta:

Kollegial KRAP supervision

Forfattere: Maria Metner og Lene Metner

275 kroner

126 sider

KRAP-serien

Forlag: Dafolo

Forfatterne til denne bog viser os vejen til en meget struktureret og praksisnær supervision. Det er en brugbar og tilgængelig bog, både for dem, der er KRAP'ske, og dem, der ikke er det endnu. Det kræver dog, at der bliver afsat tid til, at man som team har mulighed for roen til at fokusere og fordybe sig i praksis sammen.

Bogen har til formål at bidrage til en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang til vejledning og supervision mellem kollegaer, så det bliver muligt at folde det kæmpe potentiale ud, der ligger gemt i organisationen. Det skal ske ved at skabe rum for videndeling og kollegial supervison, så man bruger de eksisterende ressourcer på bedste vis.

KRAP er en evidensbaseret metode, der kommer fra Psykolog Centeret, hvor begge forfattere kommer fra. KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis og metoden består dels af et menneskesyn, dels en værktøjskasse med metoder.

Metoderne er beskrevet i metodebogen fra 2019 og heri er 50 forskellige skemaer til brug i praksis. Forfatterne mener, at det er en fordel at kende til metodebogen og i forvejen have KRAP under huden, hvis man skal begynde at arbejde med KRAP som kollegial supervisionsmodel. Bogen har dog i sit første kapitel en magiterning udgave af, hvad KRAP er for en størrelse, så man som læser uden forhåndsviden, også kan få glæde af bogen.

Det helt fundamentale i KRAP er det anerkendende menneskesyn og troen på, at mennesket har ressourcer, og at vi udvikler os bedst igennem vores succeser.

Kapitel 2 beskriver hvad det særlige ved KRAP supervision er. Hvorfor det er vigtigt at prioriterer tid til det, og hvordan det kan lade sig gøre.

I kapitel 3 beskrives den overordnede processtyringsmodel, Søjlemodellen, som den struktur, der sikrer systematik og overblik. Søjlemodellen består af tre søjler.

1. Vidensfase: registrering og afdækning

2. Refleksionsfase: analyse, forståelse og sammenhæng.

3. Indsatsfase: Ændring og udvikling.

Kapitel 4 handler om vigtigheden i at evaluere, så både supervisanten og superviser kan udvikle sig. Kapitlet argumenterer for, hvorfor det er vigtigt og præsenterer desuden to evalueringsveje, nemlig udbytteevaluering og selvevaluering. Begge veje beskrives og forklares.

I kapitel 5 præsenteres 15 udvalgte skemaer fra metodebogen, som er de mest anvendte i forhold til kollegial supervision. Der er meget inspiration at hente i netop dette kapitel, da alle skemaerne bliver grundigt beskrevet og er både enkle og praksisnære.

Kapitel 6. og 7. viser læseren, hvordan de forskellige skemaer kan bruges sammen for at kunne skabe et flow gennem alle tre søjler og dermed sikre bevægelse fra viden, til refleksion og derfra til konkret handling.

Det er en virkelig inspirerende og brugbar bog om kollegial vejledning og supervision. De fleste af eksemplerne er dog hentet fra en anden praksis end grundskolen, praksiser, hvor der er en anden kultur og mulighed for at give hinanden supervision. Mit håb er, at bogen kan plante frø til også at sætte fokus på nødvendighed af mere tid til vejledning og supervision i grundskolen, samtidig med, at den kommer med meget anvisende veje til, hvordan det kan gribes an. Selvom de rette vilkår måske ikke er til stede endnu, mener jeg sagtens, at man kan lade sig inspirere og plukke i de forskellige modeller, og bruge dem til at sikre og fastholde en anerkende- og ressourceorienteret tilgang i arbejdet med udvikling af praksis omkring børn og unges trivsel og læring.