Foto: Thyge Ask Skotte
Skole og Forældre: Skolerådet overser skolebestyrelserne
Forældreorganisationen er skuffede over, at Skolerådets formandsskab ikke har tænkt skolebestyrelerne med i deres beretning, hvor de i år har sat fokus på skoleledelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Når vi taler retning, udvikling og mål, så har skolebestyrelserne stor betydning som en del af skolens ledelse. Derfor er det meget ærgerligt, at Skolerådets formandsskab slet ikke har fokus på den del i beretningen", siger formand for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte.
Hun sidder selv i Skolerådet, men har som resten af rådet ikke indflydelse på, hvad formandsskabet skriver i den årlige beretning.
Benedikte Ask Skotte mener, at skolebestyrelsesarbejdet netop er noget af det, vi er gode til i Danmark.
"Når samarbejdet fungerer mellem skoleleder og skolebestyrelse, så er den et vigtigt bindeled til forældre og kommunalbestyrelse. Den er med til at kvalificere skolens arbejde".
Den forklaring Benedikte Ask Skotte har fået på, hvorfor bestyrelserne ikke er taget med i beretningen er, at der ikke findes forskning på bestyrelsernes betydning. Hun opfordrer derfor til, at der sættes forskning i gang på området.
Hun er helt enig med Skolerådets formandsskab i, at det er vigtigt at få mere synlig pædagogisk ledelse på skolerne.
"En tydelig og synlig leder har positiv indvirkning på børnenes læring. Det skyldes også, at en tydelig leder får forældrenes tillid og opbakning, og den ved vi har stor betydning", siger hun til folkeskolen.dk.
Læs mere
Se beretningen fra Skolerådets formandsskab her