Han blev lærer i foråret 1945, lige før Anden Verdenskrig sluttede, og har været hele vejen rundt i folkeskolen - fra lærer til viceskoledirektør over konsulentansættelse og viceinspektør. Uden for skolen har han ledet gymnastikhold og startet ungdomsklub med foredrag og amatørteater. Han har også undervist på aftenskole - på teknisk skole og handelsskole i alt fra dansk bogføring til telefonbetjening! Og så har han været fælleslærerrådsformand, formand for Herningegnens Lærerforening og skrevet skolebøger. Plus meget, meget mere. Ove Pedersen er 93 år og bor i Herning sammen med sin kone Anna, og siden pensioneringen i 1984 er det blevet til 13 bøger om lokale forhold, foruden en masse tegninger og malerier. I 2006 fik han Herning Byråds Kulturpris for sit store engagement i byens historie. Ove Pedersen følger stadig aktivt med i skole- og samfundsdebatten.

 - Da du blev lærer, havde man alle skolens fag på eksamensbeviset, men du kan vel ikke have været lige dygtig til det hele? "Jeg har vist undervist i alt undtagen hjemkundskab, håndarbejde og pigegymnastik, men kendsgerningen er jo, at jeg også har undervist i en hel masse forskelligt, som jeg i dag kan se, at jeg har været totalt ukvalificeret til. Men når jeg blev bedt om at undervise i noget, tog jeg udfordringen op, og hvis det var nødvendigt, tog jeg jo så på kursus. Det skete for eksempel, da jeg i 1958 skulle have fransk på Vestervangskolens realafdeling, så fulgte jeg efteruddannelsen på Lærerhøjskolen i to år," fortæller Ove Pedersen. "Men," fortsætter han, "når jeg tænker på, hvad lærere og elever har af spændende hjælpemidler i dag. Jeg havde en bog, og i den allersidste ende havde vi fået en stålbåndoptager med lydbånd, og da var jeg glad for, at jeg havde nogle elever, der kunne betjene apparaturet." - Men bogføring og telefonbetjening? "Det havde jeg ikke på seminariet, men på handelsskolen var de vel glade for min danskundervisning, de spurgte mig i hvert fald, om jeg også kunne tage bogføring, og så blev man sendt på et sommerferiekursus i København i fire

uger. Det mest specielle var nok min sidste opgave på handelsskolen, hvor jeg blev sendt på kursus i 14 dage i telefonbetjening, så jeg kunne tage hjem til Herning og undervise i det. Vi fik lavet en installation, så man kunne tale til hinanden fra forskellige klasseværelser."

Men så ragede jeg uklar med redaktøren

 - Du har undervist i stort set alt, og egentlig ville du slet ikke være lærer, du havde helt andre planer? "Jeg ved nu ikke, om jeg havde andre planer, men jeg var på vej ind i noget andet, for mens jeg gik på gymnasiet, passede jeg telefon på den for længst afdøde avis, Herning Venstreblad. Redaktøren havde travlt med en masse andet, så jeg begyndte at gå ud med blokken som journalist. Jeg skrev meget og om alt muligt. Jeg har min scrapbog liggende med mange spændende ting, kunstanmeldelser også. Helt gode! Et par år efter, at jeg var blevet student, begyndte jeg såmænd også som journalistelev på  det nu for længst afdøde Ringkjøbing Amtstidende, men så ragede jeg uklar med redaktøren og sagde op. Efter forskelligt kontorarbejde tog jeg så på gymnastikhøjskole i Ollerup i vinteren 1940-41, og dér fandt jeg ud af, at jeg ville være lærer. Det har jeg aldrig fortrudt. De ville ikke have mig i Jelling, som det ville være naturligt for mig at søge til, der var noget med, at de ikke var så glade for at optage studenter, så jeg tog til Haderslev og talte med Arne Møller, som forstanderen hed dengang, og begyndte på seminariet dernede samme sommer."

Noget af det var noget tyndt noget

 "Det blev fire gode år. Vi var næsten på seminariet i døgndrift, for vi kunne ingen steder komme, Danmark var jo besat. De fleste boede på værelser rundt omkring i byen, men nogle stykker havde kollegieværelser på seminariet, så der holdt vi til. Vi havde en dagligstue, hvor vi kunne opholde os, når vi ikke havde undervisning, og for den sags skyld havde vi også en frokoststue, så vi boede stort set på seminariet. Vi havde op mod 36 timer om ugen, der var jo også undervisning om lørdagen." - Der var ikke noget, der hed linjefag - eller undervisningsfag - dengang, men I valgte nogle specialer? "Nej, altså. Noget af det var noget tyndt noget. Men besynderligt nok, så læste vi svensk, og det kom mig da til gavn, for i mellemskolen skulle man jo undervise i svensk dengang. Vi havde kirkehistorie, også noget tyndt noget. Men vi kunne skrive årsopgaver i de forskellige fag, og det var jeg meget optaget af. De havde for øvrigt den virkning, at hvis man fik sådan en opgave accepteret, kunne den forøge eksamenskarakteren med et trin," fortæller Ove Pedersen og fortsætter smilende: "Det gavnede nu ikke så meget, hvis man fik topkarakter."

Har med flid og interesse fulgt undervisningen Ove Pedersen fik eksamensbeviset i hænderne i maj1945. "Har med flid og interesse fulgt undervisningen," lød bedømmelsen. Men selv om det meste af hans lærerkarriere kom til at foregå i fødebyen Herning, besluttede han og kæresten, som var sygeplejerske, at de ville prøve noget nyt, så ved skoleårets begyndelse mødte Ove Pedersen på Svinninge Realskole. "Jeg kunne sådan set godt være kommet tilbage til Herning, men jeg ville noget andet, og i Svinninge, som er en station på Odsherredbanen, kunne jeg få et skema med dansk og historie og gymnastik, og det lød spændende, syntes jeg. Første dag i skoleåret 1945 var i begyndelsen af august, det blev en hektisk uge med fejring af den endelige afslutning på den lange verdenskrig."

Vores skoledage var ikke så lange "Jeg havde 36 ugentlige lektioner, så vores skoledage var ikke så lange. Men vi havde en masse rettearbejde bagefter, for dengang skrev eleverne meget. De skrev diktat hver uge, og så en genfortælling og stilene oveni. Det skulle alt sammen rettes, så jeg har siddet med mange stakke. Dertil kom alt det andet - det frivillige. På Ollerup var vi jo ikke bare blevet uddannet som gymnastikinstruktører, vi talte også meget om ungdomsforeninger og den slags ting, og i Svinninge spurgte nogle af de unge mennesker, om jeg ville være med til at starte en ungdomsklub. Det blev meget fornøjeligt, vi havde selvfølgelig traditionelle foredrag, og vi spillede dilettant. Vi opførte Cronins 'Guderne ler', det var en stor opgave. Ved siden af det ledede jeg gymnastik både i Svinninge og i Gislinge. Der cyklede jeg over to gange om ugen, det gik fint, du må jo huske på, at der ikke var noget, der hed fjernsyn dengang, og for øvrigt havde vi vistnok ikke engang radio, så der var jo tid."

De sagde, at det skulle de nok klare - Efter nogle år vender du tilbage til Vestjylland, trivedes I ikke på Sjælland? "Jeg var meget glad for det i Svinninge, og en af mine tidligere elever derovre fra var såmænd med til vores krondiamantbryllup. Men vi ville gerne have en bedre bolig, så vi søgte ud et sted, hvor der var tjenestebolig, det var der jo på landet dengang. Derfor blev det Nørre Nebel ved Varde. Det blev jeg også glad for, men jeg fik en besynderlig start, for jeg skulle begynde med at have fri i næsten to måneder. De Forenede Nationer var jo en ny organisation dengang, og man havde udskrevet en essaykonkurrence, hvor man skulle skrive en lille afhandling om individets rolle i de Forenede Nationer. Rundt omkring i medlemslandene var der så udsat et antal præmier, som bestod i gratis rejse og diæter til ophold ved FN's midlertidige hovedkvarter ved Lake Success uden for New York. Netop den dag, vi havde pakket vores bohave sammen i Svinninge og var på vej til at flytte, fik jeg besked om, at jeg havde vundet en af præmierne, så det første, jeg måtte gøre, da vi kom til Nørre Nebel, var at snakke med førstelæreren og andenlæreren om det. På det tidspunkt havde man stadig Vestjysk skoleordning, som betød, at de børn, der tjente på landet, i sommerhalvåret kun gik i skole én dag om ugen fra otte til tolv, de skulle jo passe arbejdet i marken. Sommerordningen kørte fra første maj til første oktober, så det var ret overkommeligt at være lærer i Nørre Nebel om sommeren, og mine to nye, udmærkede og rare kolleger svarede, at de skulle nok klare mit skema også, så i august 1948 drog jeg af sted med M/S Stockholm til Amerika og var derovre i hele september. Jeg nåede akkurat hjem til første oktober, men heller ikke mere, og mens jeg havde været borte, havde min kone født vores første barn. Til gengæld kunne jeg jo så drage rundt i hele og halve sogne og holde foredrag om mine oplevelser." - Var det essaykonkurrencen, der satte dig i gang med at skrive bøger? "Ikke med det samme. Men jeg kom i kontakt med den danske FN-forening, som havde en lærerkreds, hvor jeg efterhånden blev ret aktiv. Det betød blandt andet, at jeg engang i 50'erne sammen med fire kolleger skrev en lille bog, 'Jorden rundt med FN', som undervisningsminister Julius Bomholt skrev forordet til. Senere lavede vi noget sammen med en anden god kollega, Arne J. Nissen, som dengang var førstelærer i Fensmark. Han var en fremragende skribent og havde greb om tingene, og sammen med ham skrev jeg hvert år i nogle år en lille brochure, som blev sendt ud til skolerne på FN-dagen af UNESCO's nationalkomite."

Det har altid været en del af det at være lærer - Betød skriveriet, at du droppede gymnastikken og ungdomsarbejdet? "Nej, bestemt ikke, det var meget væsentligt. Jeg lavede også journalistik i Nørre Nebel, jeg var faktisk Vestkystens lokale medarbejder, så hver morgen talte jeg i telefon med avisens lokalredaktion i Varde om, hvad der var sket i Nørre Nebel og omegn. Det var sjovt. Vi var mange lærere, der havde gang i et eller andet. Mange var jo engagerede i ungdomsforeningsarbejde, idrætsarbejde og den slags. Det har lærere altid været, og det er de stadigvæk. Det har altid været en del af det at være lærer at være optaget af lokalsamfundet og samfundslivet, og jeg var da også i mine seks år i Nørre Nebel formand for den lokale ungdomsforening." - I 1954 flytter I teltpælene igen? "Ja, min far var gammel, og min mor var død, så det var ikke helt unaturligt for mig at søge til Herning, hvor jeg kom til Vestervangskolen. Det var den gamle landsbyskole, der lå i den vestlige ende af byen. Den havde heddet Herning Byskole og Vestergades Skole og nu, hvor den havde fået en ny stor tilbygning, altså Vestervangskolen. Der fik jeg en 6. klasse og 1. mellem, og ud fra en faglig vurdering tror jeg, at de følgende fem år blev de bedste af mine lærerår. Munk Poulsen, den senere borgmester i Herning, var skoleinspektør, og hvis han kunne komme af sted med det, ville han gerne lægge flere fag på den samme lærer. 1. mellem skulle jeg have i dansk, engelsk og historie. Jeg kan ikke huske, om jeg ikke også havde geografi, tingene udviklede sig jo hen over årene. Da de kom i 4. mellem, skulle de have latin, og da jeg i fordums dage havde taget den lille latinprøve, blev jeg også pudset på den opgave. Og da de året efter var blevet realklasse, skulle de have fransk som tilbudsfag, og for at det ikke skulle være løgn, blev det også mig, der skulle klare det! Heldigvis kom jeg på kursus, men her, så mange år efter, kan jeg jo se, at jeg har været totalt ukvalificeret til meget af den der sprogundervisning, men de elever, der tog til Paris, klarede sig da nogenlunde."

Så mange fag og så mange timer i samme klasse  - Det er, som om du siger ja til hvad som helst, du bliver tilbudt? "Nej, nej. Jeg har aldrig undervist i matematik, og det har sin gode forklaring, dér gik grænsen. Jeg har heller ikke undervist i fysik eller sløjd. Det var noget, hvor jeg syntes, at det var rimeligt at holde fingrene fra. Det kunne være blevet en ren katastrofe med så mange fag og så mange timer i samme klasse. De var tvangsindlagt til at være sammen med mig, og jeg var tvangsindlagt til at være sammen med dem. Hver uge. I fem år. Der var 32, da vi startede i 1. mellem, og jeg mener, at der var 25, der gik op til realeksamen fem år senere. Jeg har jævnligt fornøjelsen af at møde nogle af dem, og de vil godt kendes ved mig." - Hvordan kom du i gang med at skrive historiebøger? "Det var Arne Nissen, der tog initiativet, og da Den Blå Betænkning kom i 1960 efter 1958-loven, stod der jo en masse kedelige historiebøger på skolerne, som skulle skiftes ud, og så foreslog Arne Nissen, at han og jeg og Kirsten Gruelund skulle arbejde sammen om et nyt system. Vi gik til Gyldendal med vore ideer og blev godt modtaget, så i 1963 kom 'Historie: 4. skoleår' - tæt efterfulgt af nye bind de følgende år, og vi og forlaget kunne glæde os over, at bøgerne fik ganske stor udbredelse." - Hvorfor blev du viceskoledirektør, når du var så glad for at undervise? "Det var en af de glædeligste begivenheder for mig, om det også var det for skolevæsenet, ved jeg ikke. Men det var blevet nødvendigt at komme væk fra undervisningen, for jeg render jo rundt med høreapparat, og det har jeg gjort siden 1966, og det er noget af et problem med dårlig hørelse, når man underviser i sprog. Så i 1969 fik vi en ny skolestyrelseslov, og Herning var blevet så stor, at blev der oprettet en stilling som viceskoledirektør. Jeg havde været involveret i en del temaer og i lærerkredsarbejde. Jeg havde været medlem af ungdomsskolenævnet og havde haft meget med aftenskoleundervisning at gøre. Det var baggrunden for, at jeg den 1. oktober 1970 blev kongeligt udnævnt til viceskoledirektør. Det var jeg så i 14 år, til jeg blev pensioneret i 1984." - Og så har du skrevet bøger lige siden, ser det ud til? "Nej, først jeg gik faktisk på seminariet igen som pensionist! Jeg gav mig nemlig til at male, som jeg havde gjort meget, da jeg var i Nørre Nebel, og så fulgte jeg et linjefagshold i formning. Det var spændende, jeg sysler stadig med tegninger og malerier. Men så satte den daværende formand for Herningegnens Lærerforening, Jørgen Vedel Eriksen, mig i gang med skriveriet igen, da han bad mig skrive kredsens historie. Der var ikke mange arkivalier, så historien skulle bygges op helt fra grunden, og det tog en tre-fire år, inden jeg kunne aflevere et færdigt manuskript. Bogen kom til at hedde 'Lærerkreds og lærerkår gennem 100 år'. Siden er det så blevet til en lang række bøger om spændende historiske bygninger og begivenheder i lokalområdet."

Et vigtigt og meningsfuldt arbejde - Ove Pedersen, du er født i 1920, er det et kald at være lærer? "Jeg tror det ikke. Min hustru er uddannet sygeplejerske, de snakkede også engang om, at det skulle være et kald. Men det er jo et arbejde, som vi kan lide, og der er selvfølgelig en ekstra tilfredshed, når arbejdet lykkes. Noget af det bedste er, når man møder nogle af de gamle elever, og man får fornemmelsen af, at det er gået godt. Måske endda, når man møder nogle af dem, som man dengang rystede på hovedet af, og det så er gået godt. Lærergerningen er ikke et kald, men et dejligt arbejde, når det lykkes. Et vigtigt og meningsfuldt arbejde."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk