Fakta:

Skolebestyrelser der gør en forskel - Opgaven, rammerne og de bagvedliggende strukturer

Forfatter: Kirsten Birk Lassen

311,25 kroner

232 sider

Forlag: Dafolo

I filmen ” Fædre og mødre” instrueret af Paprikas Steen, som havde premiere for nylig, bliver skolens samarbejde med forældre spydigt hudflettet. Film, der har fået særdeles blandede anmeldelser, latterliggør forældrene uden at tage forældresamarbejdets problem alvorligt, uden empati og uden ordentligt sagkendskab. Derfor rammer den ved siden af og appellerer kun til det billige grin.

Samtidig har forskere med akademisk distance til skolen stillet det spørgsmål, om det er nødvendigt med så meget forældresamarbejde. Kan forældre overkomme det, og er det ikke læreren, der skal tage mere ansvar og styre? I forbindelse med skolereformen blev klasselærerfunktionen reduceret og lærernes tjenestetidsaftale levnede ikke megen plads til omsorgsfuldt forældresamarbejde. Også fra lovgivernes side er skole-hjemsamarbejde nedprioriteret.

Denne bog svarer sagligt og med personligt engagement på disse emner med hovedvægten på arbejdet i skolebestyrelser. Forældrenes samarbejde med skolen og de forældrevalgtes virke i en skolebestyrelse skal først og fremmest støtte elevernes læring og trivsel. Ikke som i filmen være en selskabsklub for forældrene. Samarbejdet med forældrene omkring den enkelte klasse og det enkelte barn er en af de demokratiske kronjuveler i folkeskolen, da den er noget, der er helt specielt for Danmark.

Men bogens hovedærinde er først og fremmest at informere om skolebestyrelsens arbejde. Skolebestyrelserne skal forstå deres opgave fuldt ud og vide, hvordan de skal adressere deres budskaber. De spilder deres tid ved at blande sig i forhold, de ikke har kompetence til.

Forfatteren gør opmærksom på et paradoks i forbindelse med skolebestyrelsens arbejde. Der arbejdes i mange kommuner på, at civilsamfundet skal inddrages i et samarbejde i forbindelse med løsning af opgaver. Og de forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer og eleverne er frivillige. Man ønsker at udnytte den dynamik, der er i frivilligt arbejde, hvor spontanitet og begejstring sætter bevægelser i gang. Samtidig vil det offentlige system målstyre ud fra deres præmisser.

Skole-hjemsamarbejdet er i høj grad skolebestyrelsens anliggende, og for dette område skal de udforme principper for, hvordan det skal foregå. Det centrale emne for samarbejdet er elevernes læring, udvikling og trivsel. De forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer skal ikke blande sig i de professionelles område som undervisere, men de kan stille spørgsmål til lærerne og skolens ledelse og være med til at udforme principper for skolens overordnede arbejde og de værdier, man går ind for på skolen.

Hovedopgaven for skolebestyrelsen er således at udforme principper og at føre tilsyn med, at de bliver overholdt. Skolebestyrelsen kan ved henvendelser på møderne og til skolelederen også rejse spørgsmål om andre områder af skolens virksomhed. De forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer er ofte i nær kontakt med forældrene og kan stille spørgsmål til forhold, de vil have opklaret.

Der er efter min opfattelse en vanskelig opgave for skolebestyrelser at opstille principper, for hvad er et princip? Hvad vil et princip for inkluderende fællesskaber og trivsel eller for en antimobbepolitik eller for skole-hjemsamarbejdet egentlig sige? Skolebestyrelsens principper er ikke skolens overordnede målsætning og heller ikke handlingsanvisende, da det ville betyde, at skolebestyrelsen blander sig i lærernes praksis. Der er, så vidt jeg kan se, en papirstynd afstand til didaktiske overvejelser og til skolens målsætning, som principperne skal være i overensstemmelse med. Men naturligvis kan det lade sig gøre at formulere principper, hvor skolebestyrelsen markerer, hvilke værdier og prioriteringer den står for. Skolebestyrelsen kan så føre tilsyn med, at principperne bliver overholdt, ligesom den kan føre tilsyn med alle forhold på skolen.

Bogen er loyal over det gældende system og anbefaler, at skolebestyrelsen inden for de rammer, der er, skal få størst mulig indflydelse, blandt andet ved at bruge alle de muligheder den har for at udtale sig om principielle spørgsmål. Den er også meget konkret i sine udmærkede forslag til, hvordan skolebestyrelsen kan arbejde og til, hvilke spørgsmål skolebestyrelsens medlemmer kan stille.

Igennem 25 år havde jeg som pædagogisk konsulent ved Fyns Amt haft kontakt til alle niveauer i skolesystemet og arrangeret og også holdt kurser for skolebestyrelser og forvaltninger. Jeg turnerede rundt sammen med professor i samfundsfag ved Aalborg universitet, Johannes Andersen, som meget underholdende beskrev, hvorledes han i sin tid som skolebestyrelsesmedlem blev marginaliseret trods hans høje, samfundsfaglige indsigt, så de væsentligste emner på skolebestyrelsesmøderne kom til at handle om bagateller som elevtoiletterne. Han havde dog også positive forslag, og han lagde først og fremmest vægt på skolebestyrelsernes lovbestemte ret til at udtale sig og stille spørgsmål.

Jeg er enig med bogens forfatter i, at et vellykket skolebestyrelsesarbejde står og falder med skolelederen. Min erfaring siger mig, at der hvor skolelederne og forvaltningerne tager skolebestyrelsens demokratiske rettigheder alvorligt, opstår stor tilfredshed og et frugtbart samarbejde. Betragter skolelederen og forvaltningen forældrene som et tidskrævende irritationsmoment, vil der opstå frustrationer og utilfredshed.

Forfatteren har skrevet en saglig, velfunderet og konkret vejledning til, hvordan skolebestyrelsen kan arbejde, og samtidig indføres man i skolesystemets krinkelkroge og problemer. Den kan anbefales både til forældre, lærere, skoleledere og forvaltninger.