Klokken er 7.10 fredag morgen på Qihua Primary School i det nordlige Singapore. Kviksølvet i termometeret nærmer sig streg nummer 30. I skolegården er 1.600 elever i alderen 6-12 år og lærere i alle aldre samlet til fællesaerobic. Der går 2.000 elever på skolen, men da der ikke er kapacitet til dem alle på én gang, møder de sidste 400 først ind klokken 13. Den tunge basrytme pumper taktfast fra de store højtalere, mens tre lærere, der er hævet op over menneskehavet på hver deres bord, entusiastisk fører an i de fysiske udfoldelser.

»Det begyndte med, at der var en lærer, der spurgte, om hun måtte tage på aerobickursus som efteruddannelse«, siger skolelederen Koh-Ho Sau Peng. I Singapore har alle lærere ret til 100 timers mere eller mindre valgfri efteruddannelse om året. »'Så skal du også komme tilbage med noget', svarede jeg. Så nu har vi fokus på fysisk aktivitet hver fredag og begynder dagen sådan her«.

Nogle af børnene har været oppe siden kl. fire. De er blevet hentet i bus i Malaysia, hvor deres familier har valgt at betale i dyre domme for at få deres børn i skole i Singapore.

Musikken stopper, og der sænker sig ro over forsamlingen. Det er tid til resten af morgenens program. Først diverse praktiske informationer. Derefter meddelelser om skolens forskellige sportsholds seneste præstationer.

»Bordtennisholdet har kvalificeret sig til de nationale finaler«, lyder det fra talerstolen, og det udløser straks klapsalver og hujen.

Læreren, der har leveret meddelelsen, forlader talerstolen og overrækker mikrofonen til en lille dreng i skoleuniform med slips. De fleste af eleverne er ellers iført mere uformelle, men praktiske, kortærmede T-shirts med skolelogoet på ryggen. Roen sænker sig igen over skolegården. Ingen har bedt dem om det, men alle elever ranker nu ryggen og lægger højre hånd på hjertet. Snart efter strømmer tonerne til nationalmelodien ud af højtalerne. Drengen på talerstolen synger for, og snart stemmer alle i, og nationalsangen »Fremad Singapore« afsynges, mens flaget langsomt hejses til tops i flagstangen.

Eleverne afsiger den nationale ed, hvor de lover at være fordomsfrie og tjene landet. Dernæst myldrer de mod hver deres klasse for at påbegynde dagens undervisning.

På vejen passerer de en væg dedikeret til skolens historie og især historien om dens grundlægger, den kinesiske filantrop Neo Tiew, der fik skolen opført for egne penge i 1938. Med tanke på elevernes unge alder er det umiddelbart en barsk historie. Under krigen mod Japan fandt Neo Tiew hele sin familie dræbt. Derfor besluttede han at blive modstandsmand. Hele historien er fortalt i ord og billeder på væggen.

»Det er en god historie for børnene at lære. Den fortæller om at give noget til samfundet og ofre sig for sit land. Selvom han var kineser, kæmpede han for Singapore«, siger rundviseren Chong Li Chen. Hun er lærer og underviser i kinesisk og er et meget godt eksempel på den særlige singaporeanske mentalitet. Hun er etnisk kineser og stolt af sin kulturarv og har ingen planer om, at hendes børn skal lære engelsk, før de kommer i skole. Det er vigtigt, at alle i Singapore lærer fællessproget engelsk for sammenhængskraftens skyld, men kinesisk er hendes sprog. Ikke et ord engelsk kunne hun fra begyndelsen af sin egen skoletid, men det er jo gået meget godt, som hun siger. Alligevel er det tydeligt, at hun brænder for projekt Singapore. Det er hende, der tilrettelægger skolens »National Education« eller N-E, som hun kalder det.

»The Heritage Center« - kulturarvscenteret - hedder næste stop på turen. En slags museum drevet af eleverne. På den ene væg hænger store billeder af Singapores præsidenter og statsministre gennem tiderne. »Our Leaders« står der med store bogstaver øverst på væggen. En anden væg er dedikeret til at fortælle om Singapores rolle i Anden Verdenskrig, hvor øen var et brændpunkt i Stillehavskrigen mellem de allierede og Japan.

Midt i museet står store montrer med udstillinger af de tre etniske hovedgrupper - malajer, indere og kinesere.

»Tingene er doneret af forældre og sponsorer i lokalområdet. Museet bliver brugt løbende i undervisningen, men især omkring de fire store nationaldage«, siger Chong Li Chen.

Nationallære er ikke på skoleskemaet, men indgår, hvor det kan passes ind i undervisningsforløbet i andre fag, fortæller Chong Li Chen. Og det kan lade sig gøre de fleste steder, hvis man vil.

»Nationallære er overalt«, siger hun med henvisning til den vandflaske, der står på bordet foran hende. NEWater står der på mærkaten. NEWater er destilleret spildevand og er Singapores eneste drikkevandsresurse. Indtil 2011 har man en aftale om at købe vand af nabolandet Malaysia, men ingen ved, om den bliver forlænget.

»NEWater gør os mere uafhængige og stærkere som nation. Nu er vi selvforsynende, hvis vore naboer lukker for forsyningen«, siger Chong Li Chen. Vandet er dyrt at producere og kommer kun på bordet ved særlige lejligheder. For eksempel når skolen har udenlandske besøgende.

»Så får børnene somme tider lov at smage, og så kan man tale med dem om, hvad vandet betyder for Singapore«, siger hun og påpeger, at selvom NEWater er en sammentrækning af ordene »new« og »water«, kan navnet også læses som N-E-Water. Selv i vandet er der nationallære. |