Singapore med en befolkning på størrelse med den danske toppede den internationale matematikundersøgelse Timss i 2007. Og i læseundersøgelsen Pirls blev de nummer fire og slog blandt andet England, Skotland og USA i læsning på engelsk, som for flertallet af Singapore-elevernes vedkommende er deres andetsprog.

Samtidig bruger Singapore betydeligt færre penge per elev end de fleste vestlige lande, fordi man med knap fem millioner indbyggere på et areal, der ikke er ret meget større end Bornholm, kan nøjes med ét centralt styret skolevæsen og 350 meget store skoler. Men også fordi skolerne kun bruger halvt så mange lærere som i Danmark, fordi der kan være op til godt 40 elever i en klasse. I Singapore er der ikke noget, der hedder, at byskolerne har nemmere ved at tiltrække lærere og ledere end skoler på landet, og der er ikke mangel på undervisere til bestemte fag og overskud til andre. Der findes ikke læreruddannelser, der får studerende med topkarakterer, mens andre må optage alle ansøgere. For rekrutteringen og fordelingen af de færdiguddannede mellem skolerne styres centralt i et tæt samarbejde mellem undervisningsministeriet, skolerne og landets læreruddannelsesinstitut, NIE. Og de er helt enige om, at de vil have de dygtigste studenter til at læse til lærer. De skal læse de fag, som skolerne mangler lærere til, og de bliver fordelt fornuftigt mellem skolerne.

»Kvaliteten af et uddannelsessystem kan ikke overstige kvaliteten af dets lærere«.

Denne banale sætning blev en slags overskrift for den såkaldte McKinsey-rapport om, hvad verdens allerbedste uddannelsessystemer har til fælles. Og den sætning har direktøren for læreruddannelsesinstituttet Lee Sing Kong taget til sig:

»En af hemmelighederne bag Singapores uddannelsesmæssige succes kan beskrives som en trekant bestående af undervisningsministeriet, skolerne og NIE. De tre parter arbejder så tæt sammen, at de gør det mod samme mål«, siger han, der sammen med sine 470 undervisere er knyttet tæt sammen med embedsmænd i ministeriet, som selv er læreruddannede og har videreuddannet sig inden for curriculumudvikling og elev-evaluering. Professorerne bidrager med den nyeste viden fra ind- og udland til en evidensbaseret udvikling af Singapores læseplaner og uddannelsespolitiske initiativer:

»Når nye initiativer skal implementeres på skolerne, får de behov for bestemte kompetencer hos lærerne. Og fordi NIE-professorerne er så tæt involveret i udviklingen af nye skolepolitiske initiativer, så inkorporeres det i læreruddannelsesprogrammet«, siger Lee Sing Kong.

I ministeriet ser man på, hvor mange lærere der bliver brug for næste år og til hvilke fag, og i samarbejde med NIE tilrettelægger man så rekrutteringsprocessen, så man får optaget det rette antal studerende, der hentes blandt de 30 procent bedste studenter, og efter en ansættelsessamtale med ministeriet skriver de under på en kontrakt, som giver dem gratis uddannelse under forudsætning af, at de arbejder fire år som lærere i skolevæsenet efter endt uddannelse.

At der kun er én uddannelsesinstitution, som står for al læreruddannelse, al videreuddannelse og en stor del af efteruddannelsen, er en stor fordel, mener Lee Sing Kong. Først og fremmest er det meget mere effektivt. Skolerne har mellem 1.000 og 1.500 elever, og til de 350 primary- og secondary-skoler i det lille land er der omkring 30.000 lærere uddannet fra ét centralt læreruddannelsessted.

»Men er der ikke risiko for indavl?« spørger han retorisk. »Det er klart, at lærerne herfra har et fælles tankegods, men vi tilfører diversitet ved at invitere professorer fra for eksempel England, USA, New Zealand og Danmark. Jeres dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Lars Qvortrup forelæste flere gange sidste år. Og den store fordel er jo, at vi kan sikre en ensartet lærerkvalitet, hvor man andre steder måske har store forskelle på for eksempel storbyer og landdistrikter«, påpeger Lee Sing Kong.

Singapore er ikke en selvfølge. Den lille bystat har kun eksisteret i 45 år, og befolkningen har ikke ret meget fælles historie og ingen fælles kultur, etnicitet eller sprog. Landet har ingen naturlige råvarer og hverken vand eller landbrugsjord til at brødføde sin egen befolkning.

»Japan tabte krigen. Korea blev delt. Taiwan, som Kina hele tiden hævder er en provins. Hongkong vidste, at byen snart skulle tilbage til Kina. Og Singapore skilte sig ud fra Malaysia, og opfattelsen var, at landet umuligt kunne overleve. Alle disse lande har været økonomisk meget succesfulde. Logikken er, at den eneste måde, du kan opnå legitimitet på, er ved at skabe rigdomme og sørge for befolkningen. I Singapore har vi ingen naturresurser, intet hjemmemarked - der er kun den menneskelige kapital at udvikle. Derfor har uddannelse altid haft meget høj prioritet«, fortæller professor i uddannelsesforskning ved NIE Saravanan Gopinathan.

»At opbygge kapacitet til industrialiseringen og senere til den postindustrielle økonomi har spillet en nøglerolle i Singapores politik og uddannelsessystem. Selv i dag har man - måske endda i for høj grad - fokus på det. Og der har regeringen så de senere år valgt at fokusere mere bredt. På en mere holistisk tilgang til uddannelse«.

Singapore har arvet et britisk, meget akademisk rettet uddannelsessystem og har transformeret det til et system, der også retter sig mod det naturvidenskabelige/tekniske og handelsmæssige. Men det skulle ske på en måde, hvor det ikke var race, etnicitet eller klasse, der var afgørende for, hvor langt man kom i uddannelsessystemet, derfor skulle det være et system, der belønner indsats og effektivitet, forklarer professor Gopinathan.

Singapores politiske system, hvor ét parti har haft regeringsmagten i alle årene, medfører, at embedsværket kan arbejde langsigtet. Ikke kun på undervisningsministeriets område, men også inden for andre offentlige sektorer, forsøger man at tiltrække cremen af ungdommen til den offentlige administration ud fra en betragtning om, at det er en kompleks opgave at drive en moderne stat.

»Systemet betyder også, at ansvarligheden er høj - for det er jo den siddende regering, der har ansvaret for beslutninger taget for tre og for fem år siden. Partiet har fordelen af at kunne langtidsplanlægge, men også ansvaret. Og politikerne bliver udfordret af en stadig mere veluddannet og kosmopolitisk befolkning. Tidligere generationer var bare taknemmelige for muligheden for at gå i skole - nu stiller man spørgsmål og krav«. Befolkningen er immigranter fra lande som Kina og Indien, hvor man traditionelt har værdsat uddannelse. Og der er en holdning blandt mange singaporeanske familier om, at muligheden for uddannelse er et tilbud, man ikke kan lade gå fra sig, en mulighed, der ikke må gå til spilde, forklarer den erfarne professor, hvis forældre i sin tid indvandrede fra Indien til Singapore.

»Forældre ofrer meget for at give deres børn muligheder. Mange investerer i deres børn ved at betale for ekstra undervisning efter skoletid.

»Det er et konkurrencesystem, og fordelene kommer til dem. Barnets præstation ved eksamen efter 6. klasse afgør, om det kan få plads i en af de mest eftertragtede second­ary-skoler«.

Der er også mange singaporeanske mødre, som vælger at sige deres job op for at investere fuldt ud i barnets uddannelse og fungere som chauffør og tutor for barnet i tiden op til den afgørende eksamen. Om det er hårdt at være 13 år i Singapore og leve op til de forventninger?

»Hvis du virkelig vil konkurrere i verden, så vil jeg ikke se det som en hård eller presset situation, men som en chance for at udnytte muligheder, talent, færdigheder. Verden har ingen nåde!« mener NIE-direktør Lee Sing Kong og sammenligner med nabolandene Sydkorea, Japan og nu Kina, hvor familierne kun har ét barn.

»Jo, der er pres, men hvordan skulle vi ellers drive os fremad?« spørger Lee Sing Kong og illustrerer med en anekdote. Singapore er en af verdens største eksportører af akvariefisk. Tidligere døde mange af fiskene i eksporttankene. Men som eksperiment puttede man en enkelt kampfisk ind til akvariefiskene, og det øgede overlevelsesraten drastisk: »Hvorfor? Fordi fiskene så faren fra kampfisken, og det betød, at de hele tiden var på. De var under pres - og de overlevede!« |

Republikken Singapore er en østat, der ligger ved sydspidsen af Malaysia i Sydøstasien, tæt ved ækvator. Indbyggertallet er lige under fem millioner. 77 procent er etniske kinesere, og andre større befolkningsgrupper er malajer og indere. People's Action Party har haft flertal i parlamentet siden selvstændigheden i 1963.

Der er omkring 350 primary-skoler (1.-6. klasse) og secondary-skoler (7.-9./10. klasse) med i alt omkring 30.000 lærere, som alle er ansat af undervisningsministeriet.

Klassekvotienten er oftest omkring 40, men tendensen er nedadgående, og der er oftest færre elever i de yngste klasser og i de fagligt svageste klasser. Eleverne klassedeles efter fagligt niveau hvert år. Der er de senere år i stigende omfang blevet tilknyttet undervisningsassistenter, så man vil jævnligt se to eller tre voksne i en klasse. Derudover er der et stort administrativt personale på skolerne. For eksempel er der 13 i det administrative personale på Qihua Primary School med 2.000 elever. Desuden har den enkelte skole kontrakt med en boghandel, der sælger bøger og hæfter til eleverne, samt mennesker, der driver boderne med kinesisk, malaysisk og indisk mad i kantinen.

Kun primary school er obligatorisk, men omkring 98 procent af eleverne fortsætter i secondary. Undervisningssproget er engelsk, og derudover lærer eleverne alt efter etnisk gruppe et af de tre andre officielle sprog, mandarin, malaysisk og tamil.

Der er ikke tradition for privatskoler i Singapore - det har ikke været tilladt. Til gengæld koster det penge at sende sit barn i den offentlige skole - et beskedent beløb ud fra en filosofi om, at hvis noget er gratis, bliver det ikke påskønnet tilstrækkeligt.