Omsorgstræthed defineres i
bogen som en form for ”…følelsesmæssig og empatisk udbrændthed, der skyldes
arbejde over tid med mennesker i lidelse.” Med lærere,
socialrådgivere, pædagoger og andre omsorgsgivere som målgruppe handler bogen
om, hvad der kan gøres for at undgå, at omsorgstræthed opstår.
Mange har uddannet sig til lærer eller pædagog,
fordi de brænder for at arbejde med mennesker. Derfor er det paradoksalt, at
netop det samme engagement i forhold til at arbejde med menneskelige relationer
kan føre til udbrændthed. Det er hårdt arbejde, der giver meget, men også hårdt
arbejde, der kan tage meget.
Det kan blandt ske, hvis man enten overinvolverer sig eller
underinvolverer sig. En overinvolvering betyder, at man ikke får skelnet mellem
mine og dine følelser, og det kan i sidste ende føre til omsorgstræthed. Ved
overinvolvering kommer man for meget til at ”føle som” eleven. Det kaldes følelsesmæssig empati og betyder at man får svært ved at distancere
sig fra eksempelvis elevens dårlige følelser. Det handler ifølge forfatteren i stedet om
at ”føle med” eleven, hvor man ikke handlingslammes af elevens dårlige følelser.
Det kaldes empatisk bekymring eller compassion, som er et hovedbegreb igennem
hele bogen. Compassion defineres som en åbenhed over for og en større
bevidsthed om egen og andres lidelse, uden at man overtager andres følelser,
for så øges risikoen for omsorgstræthed.
Der kan også være en risiko ved at underinvolvere sig, hvor man nærmest
står i tilstand af, at alt kan være ligegyldigt. Man stoler ikke på sine
kollegaer og arbejdets kvalitet betyder ikke så meget. Man bliver apatisk og
ligeglad og forråelse kan være en potentiel farlig konsekvens heraf.
Annonce:
Uklare roller, arbejdsrutiner og ansvarsområder,
uforudsigelighed, dårligt utrygt arbejdsmiljø og et forrået sprog er desuden
andre faktorer, der kan skabe omsorgstræthed. Ofte er det også væsentligt at
fokusere på, hvad vi selv kan gøre noget ved og fokusere kræfterne herpå. Hvad
er vilkår, som vi ikke kan ændre på, men kun flytte os fra? Dette citat fra
bogen indrammer denne pointe meget godt: ”De fleste af os er handlemennesker,
som næres af at gøre noget. Men hvis vi vil forebygge omsorgstræthed, er det
afgørende, at vi lærer at give slip på det, vi ikke kan kontrollere, og bare
være. Du kan ikke fikse alle menneskers problemer, sygdomme og triste vilkår,
men du kan træne din kapacitet til at kunne rumme det.”
Bogen omhandler på meget konkret vis, hvad vi kan gøre
for at forebygge omsorgs- eller empatitræthed. Bør vi gøre som i Belgien og Portugal,
hvor det ved lovgivning er blevet forbudt arbejdsgivere at sende mails til
medarbejderne uden for arbejdstid? Det er i hvert fald væsentligt, at vi også
organisatorisk ser på, hvad vi kan indføre af forebyggende foranstaltninger og
procedurer, som kan træde i kraft ved uforudsete hændelser. Man kan kalde det
for en form for beredskabsplaner, hvor alle ved, hvem der har hvilke opgaver og
roller, hvis den specifikke hændelse opstår. Dette aflaster individet i
organisationen, da vedkommende ikke føler, at han/hun står alene med hele
ansvaret, men at hele organisationen arbejder med.
Løbende i bogen trækkes der på spændende kilder som blandt
andre Dorthe Birkmose om det beslægtede begreb forråelse – jf. Dorte Birkmoses bog
”Når gode mennesker handler ondt” – og Amy Edmondson om psykologisk tryghed.
Bogen er veldisponeret rundt om de syv forebyggende
principper, der gør, at man kan undgå omsorgstræthed. Principperne er: 1) Roller,
værdier, indflydelse og rammer; 2) Mennesket er uperfekt, sårbart og
ansvarligt; 3) Det (hele) handler om følelser; 4) Ingen kender fremtiden; 5) Den
dobbelte opgave – faglighed og samarbejde; 6) Bæredygtig arbejdsfordeling og 7)
Arbejdsglæde og self-compassion. Principperne udgør hvert sit kapitel. Alle
kapitler indeholder fine opsamlinger til slut med, hvad det konkrete princip
kan hjælpe med i forhold til omsorgstræthed. Der er desuden gode konkrete
eksempler og øvelser samt spørgeskemaer til afbenyttelse undervejs.
Forfatteren skriver meget lige-ud-ad-landevejen,
hvilket gør læsningen nem og konkret. Ligeledes er der hele bogen igennem gode
interne krydshenvisninger mellem de enkelte kapitler. Underligt nok mangler der
nogle referencer i litteraturlisten på bøger, som optræder i brødteksten, men de kan ikke findes i
litteraturlisten. Det rettes sikkert i en ny udgave, hvor man også kunne
ønske sig et stikordsregister, der ville gøre den målrettede faglige læsning
nemmere.
Man kan fristes til at spørge, hvad bagsiden
af en sådan compassion-tilgang mon er? Det berøres ikke i bogen, hvilket dog
ikke ændrer indtrykket af en god bog om et meget vigtigt tema og med vigtige budskaber.
Jeg vil slutte anmeldelsen af med netop ét af disse budskaber eller råd, som
drejer sig om, at vi skal passe på ikke at være for hårde ved os selv: Det
handler om at behandle sig selv, som vi ville behandle vores bedste ven.
