Kunsten i al pædagogik, ledelse og undervisning er at forstå, hvad andre forstår. Det er en af bogens gennemgående pointer, som forfatteren Dorthe Birkmose henter hos Kirkegaard. Hun påpeger vigtigheden af, at vi forstår, hvad for eksempel vores elever på kanten forstår, inden vi gør noget. Vi har en tendens til hurtigt at intervenere og gøre noget, inden vi måske helt har forstået elevens motiver. Måske tillægger vi eleven andre motiver, end der reelt er gældende? Eksempelvis at eleven ikke er motiveret.
Annonce:
Vi skal for eksempel ved inklusion virkelig anstrenge os for at forstå, hvad det er, som eleven kæmper med. Fysiske problemer er nemmere at se og forstå end kognitive. Spidsformuleret fra bogen: "Det er lettere at lave en rampe til en kørestolsbruger end at skabe et miljø for en autist".
I denne bog argumenterer forfatteren for, at mennesket altid er motiveret, og at der bag den tilsyneladende uhensigtsmæssige adfærd, faktisk gemmer sig noget rationelt set fra elevens perspektiv. Birkmose taler om, at vi hele tiden skal undersøge indefra-perspektivet frem for det udefra-perspektiv, vi som professionelle i en travl og krævende hverdag hurtigt måske kan ty til. Vi skal fokusere på problemet og passe på, at eleven ikke gøres til problemet.
Birkmose vender inspirerende det hele lidt på hovedet, når hun for eksempel kalder dét at ryge hash for en mestringsstrategi for den unge. Dét at ryge hash er naturligvis ikke godt, men den unge gør det måske for at kunne holde sine problemer ud, give ro i kroppen og kunne mestre sin hverdag, så fra et indefra-perspektiv giver det bedre mening.
Forråelse hos professionelle er på samme måde naturligvis uacceptabelt, men det er samtidig en forståelig mestringsstrategi for pressede voksne. Det er for nemt at konkludere at mennesket er ondt eller ikke motiveret.
Annonce:
Hjælpekunsten må heller ej heller udvikle sig til 'hjælp som dominans' hvor logikken er, at 'nu hjælper jeg dig, og det skal du være taknemmelig for.'”
Birkmose sætter også skarpt på hvilken faglig ledelse, der skal til for at sikre kvaliteten i hjælpekunsten og for at forhindre forråelsen, som hun tidligere har beskrevet i bogen 'Når gode mennesker handler ondt: tabuet om forråelse'. Mange problemer nu til dags kaldes for vilde problemer, da de er ustyrlige. Disse problemer har ikke én løsning, og som oftest kræver de en løsning, som kan findes ved, at man på tværs af faggrænser kvalificeret prøver sig frem sammen. Udfordringen er bare, at vilde problemer ofte kalder på fristelsen til at tage styring, men det styrende paradigme er bare ét perspektiv. Det skal suppleres med det følgende perspektiv og det vejledende perspektiv. Bogen beskriver alle tre paradigmer.
Psykologisk tryghed nævnes som en mulig vej til at sikre kvaliteten og forhindre forråelsen, hvor et godt refleksionsspørgsmål til overvejelse er: 'Hvad gør du for at højne andres psykologiske tryghed?'
Bogen igennem skriver Birkmose engageret og medrivende. Det er befriende, når hun bruger ”jeg-formen”, hvilket ikke ses så tit i faglitteraturen. Det sker, når hun fortæller om, at hun under sin studietid ikke forstod, hvorfor de blev fortalt, at de ikke måtte sammenblande teorier. Dette forstår hun fortsat ikke, og bogen er et langt eksempel på det modsatte. Alle teorier indeholder mindst et guldkorn, mener hun.
Annonce:
Udover det gode sprog er bogen karakteriseret ved en god opbygning med tre dele: Del 1 'Kunsten at se andres motivation, vanskeligheder og mestring'; del 2 'Vi kan ikke have prøvet' alt og del 3 'Vi behøver ikke at nøjes med styring'.
Det er en kraftfuld bog, som bør læses af såvel ledere som lærere og pædagoger med flere i skolen.
Der er desuden gode oversigter og refleksionsspørgsmål undervejs. Disse spørgsmål vil helt sikkert kunne stå lakmusprøven i praksis. Det er tydeligt, at det er spørgsmål, der er afprøvet i praksis i forbindelse med oplæg og lignende. Bogen har udførlige referencelister efter hvert kapitel. Ikke kun på bøger, men også på foredrag, podcasts, artikler og TV-programmer. Bogen har løbende cases – markeret med sin egen farve – der fungerer godt.
Det er en kraftfuld bog, som bør læses af såvel ledere som lærere og pædagoger med flere i skolen. Det er dog samtidig en kompakt bog, der med sine 348 intensive sider kræver vedholdenhed af læseren. Bogens gode budskaber ville komme bredere ud, hvis den blev formidlet i 2-3 mindre bøger, er mit postulat. Et stikordsregister ville også have hjulpet yderligere på formidlingen af så omfangsrig og fortættet en bog. Dette ændrer dog ikke på helhedsindtrykket, at det er en rigtig god og klog bog.
